Dansk menneskesmugler fanget i Flensburg

Illustrationsfoto: Foto- U.S. Customs and Border Protection

Illustrationsfoto: Foto- U.S. Customs and Border Protection

Onsdag nat blev en 46-årig kvindelig dansk bilist kontrolleret på en rasteplads nær Flensburg. I bilen havde hun en irakisk familie på otte medlemmer, som straks søgte asyl

Af Michael Skovgaard

Tyskland: I alt ni personer befandt sig bilen, som kun havde plads til syv. Da politiet gik ud fra menneskesmugling, blev alle ført til nærmeste politistation, hvor man fastslog, at kvinden ikke havde gyldigt kørekort. Dermed kan hun forvente tiltale for både ulovlig menneskesmugling og overtrædelse af færdselsloven.

Sagen er blot et af flere tilfælde, hvor den skærpede grænsekontrol ved stationer, grænser og færger op til G20-topmødet i Hamburg har givet flere interessante ”bifangster”.

Politiet havde forventet, at flere potentielle urostiftere og autonome ville gå i nettet. Det har ikke været tilfældet. Derimod har man taget flere personer, som var eftersøgt af politiet, folk uden opholdstilladelse eller gyldigt kørekort, og flere andre tilfælde af formodet menneskesmugling efterforskes nu af politiet.

Share This