Ad

Corona i Sachsen. Smitten eksploderer, men er det højreekstremisterns skyld?

AfD-logo

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Antallet af smittede stiger eksplosivt i lokalområder på grænsen til Polen i den sydøsttyske delstat Sachsen. Det er især flere byer som Görlitz og Bautzen, som er hårdt ramt. Nu vandrer smitten også videre nordpå til den sydlige del af delstaten Brandenburg.‘

Kilder i lokalområdet har nævnt til tyske medier, at man snart må ty til „triage“ på hospitalerne i området. Det vil sige en sortering af patienter, hvor man mere eller mindre opgiver mange ældre patienter med andre sygdomme, da man ganske enkelt ikke har sengepladser og iltappraterer nok til at behandle alle ældre patienter med covid-19. 

Flere medier i Tyskland – og også flere danske dagblade – har kolporteret den teori, at det voldsomme smitteudbrud i Sachsen, som er en AfD-højborg, skyldes højreekstreme elementer og de såkaldte „Querdenker“.

Det er en bekvem teori, der passer politisk set som fod i hose til et stereotypt billede af situationen, som dog ikke stemmer overens med, hvad vi hører fra kilder her hos Mr. East, og folk som rent faktisk er „vor Ort“ – dvs. på stedet.  

Nuvel, det er skæbnens ironi, at corona-smitten eksploderer i de sydøstlige tyske delstater, hvor AfD sidder på 20-25 procent af stemmerne. Man har luftet den teori, at der er mange „querdenker“, som blæser på maskepligt og afstandsregler. Og flere AfD-politikere er også meldt indlagt med corona.

At det skulle være hovedårsagen til smitteudbruddet er næppe sandsynligt. I så fald skulle den voldsomme stigning have fundet sted for flere måneder siden, hvor Sachsen var en af de relativt forskånede delstater i forhold til for eksempel NRW.

Naboskabet til Polen er en langt mere sandsynlig årsag. Der har været fri rejse over grænseovergangene bl.a. mellem byerne Görlitz og Zgorlelec, hvor folk i stor stil går over grænsen til Polen for at købe billige smøger og vodka.

Først så sent som i fredags blev der indført politikontroller på trafikbroen mellem de to byer i henholdsvis Tyskland og Polen. Om den samme kontrol er indført på fodgængerbroen mellem de to byer er der ingen meldinger om.

En mere sandsynlig årsag til de eksplosive smitteudbrug er nok, at mange polakker pendler mellem de to byer, og personalet på plejehjem og hospitaler er i høj grad polakker, da man mangler yngre personer og personale fra Tyskland i  byerne i den østlige del af Sachsen, hvor ingen gider bo.

En anden teori, som tidligere har været luftet i tyske medier, er, at folk i de tidligere østdelstater i højere grad omgås hinanden via sociale aktiviteter i modsætning til befolkningen i de fleste storbyer. Så at sige et lille levn fra DDR-tiden, som vi har fået bekræftet via flere kilder.     

Hvordan den lemfældige grænsekontrol mellem Tyskland og Polen kommer til udtryk, ser man her i Berlin, hvor der stadig går busser til Polen-Markt i grænsebyen Slubice ved Frankfurt an der Oder. Delstaten Brandenburg har indført karantænepligt, men det har delstaten Berlin ikke – det skriver avisen „Der Tagesspiegel“. Så indtil videre er der frit slag for alle indbyggere i Berlin til at køre til Polen og købe billigere fødevarer, smøger og sprut – og ikke mindst fyrværkeri, som muligvis bliver forbudt i Berlin nytårsaften.