Corona-hjælpepakke får Bulgarien til at søge optagelse i eurozonen
Af Michael Skovgaard
Bulgarien: Bulgarien vil søge om optagelse i eurozonen tidligere end planlagt. Årsagen er at corona-hjælpepakker hjælper de lande, der har euro som valuta. skriver tyske og bulgarske medier.
Midt i corona-krisen har Bulgariens regering meddelt, at man vil søge om optagelse i euro-zonen så hurtigt som muligt. Regeringschef Bojko Borisov meddelte, at man står klar på en „venteliste“ til at blive optaget i slutningen af april. Bulgariens oprindelige plan var et blive optaget først i juli. Optagelsen gælder ERM-2 ordning, hvor landet skal være i to år, inden indførelse af euro i landet.
Baggrunden skulle være, at EU‘s finansministre tilsyneladende bliver enige om en fælles redningspakke for nødlidende EU-lande. Om det skal skal ske i form af de omdiskuterede euro-bonds eller andre tiltag er endnu uklart.
I en Facebook-kommentar gjorde Borisov opmærksom på, at den europæiske centralbank stiller ganske mange midler til rådighed for euro-lande for at afbøde følgerne af corona-krisen. Andre ramte lande i området, som ikke har indført euro som valuta, er Polen, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og Kroatien. Slovenien og Slovakiet har forlængst indført euro som fælles valuta.
Lande, som ikke er med i euro-zonen, bliver om nødvendigt tvunget til at optage lån med langt højere renter, og det forsøger Bulgarien – EU‘s fattigeste land – nu at imødgå ved at udskifte den lokale valuta lev med euro.