Centraleuropæisk indblik: Tjekkisk mindretal i Ukraine vil hjem

Lubytiv Kirke i Wolyn Foto: Sparrov

Lubytiv Kirke i Wolyn Foto: Sparrov

Et tjekkisk mindretal i Vestukraine ønsker at vende tilbage til Tjekkiet, men de tjekkiske politikere er uenige i, om det er en god idé

 Af Søren Riishøj, lektor i Statskundskab, SDU

 Søren Riishøj_2Tjekkiet/Ukraine: Ukraine er et ”hot” emne, også i Tjekkiet, og det på flere måder. Ét debatemne er naturligvis forholdet til Rusland og de vestlige sanktioner, et andet forholdene i Ukraine selv, og her er det tjekkiske mindretal i Ukraine kommet i fokus. 300 tjekkere i Wolyn i det vestlige Ukraine, efterkommere af tjekker der bosatte sig her i 1900-tallet eller før, har anmodet om at kunne vende hjem til Tjekkiet.

Den tjekkiske præsident Milos Zeman støtter deres ønske, mens det tjekkiske udenrigsministerium er mere tilbageholdende. At imødekomme det tjekkiske mindretals ønske kan nemlig skade Kiev-regeringens renomé i udlandet og gavne Rusland i landets ”propagandakrig” og politik over for Øst-Ukraine og den pro-russiske befolkning der.

Det tjekkiske mindretal i Ukraine blev nemlig også hårdt ramt af de grusomheder, som blev udført af UPA, Det Ukrainske Oprørshær under ledelse af Stepan Bandera under Anden Verdenskrig.

Uenigheden blandt de tjekkiske politikere drejer sig især om formen for støtte. Skal den ske i form af at det tjekkiske mindretal får mulighed for at vende tilbage til Tjekkiet eller i form af støtte i Ukraine selv til de tjekkiske efterkommere, der lider under krigen og den økonomiske krise.

Der er ikke i dag i tjekkisk lovgivning taget højde for den slags ønsker fra tjekker i udlandet, her har Ungarn forholdt sig klart mere politisk aktivt.

Milos Zeman har beskyldt den tjekkiske ambassade i Kiev  for at sabotere mindretallets ønsker om at rejse tilbage til Tjekkiet og krævet ambassadørens afgang.

Sammenlagt bor der 10.000 tjekker i Ukraine, de fleste i Vest-Ukraine, men også en del i Donbas-regionen og på Krim. Tallet er dog langt lavere end antallet af ungarere og bulgarer i Ukraine. Langt de fleste med tjekkiske rødder i udlandet bor i USA (1.4 mio.), Canada (98.000) og Tyskland (50.000).

Share This