Centraleuropæisk indblik: Robert Fico – en af ”afvigerne”

Den slovakiske premierminister afviger fra de europæiske landes hårde kurs mod Rusland

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Slovakiet/Rusland: Især i polsk presse gives der megen spalteplads for analyser af de politiske ledere i det ”ny Europa”, der afviger fra den hårde kurs over for Rusland og lægger sig tæt op af de udmeldinger, der kommer fra lande som Cypern, Grækenland og Østrig.Ja, tidligere dissidenter fra den kommunistiske periode ser anderledes på Putin og Rusland end ”høgene” rundt om i EU-landene. Tjekkiets Milos Zeman, Ungarns Viktor Orbán og Slovakiets Robert Fico er bedst kendt bland de politiske ledere.

Det polske Centrum for Øststudier (OSW) beskæftiger sig i en længere artikel med fænomenet Robert Fico. Han har været sit lands ministerpræsident i flere omgange, var sidste år tæt på at blive præsident, og skal ved parlamentsvalget i foråret 2016 stå til regnskab over for vælgerne efter fire år med absolut flertal for hans parti Smer-SD.

At Fico afviger fra den ”pro-amerikanske” atlantiske linje er ikke nyt. Da der raserede kold krig mellem USA og Cuba mødte Fico eksempelvis trofast op for at markere Fidel Castro’s sejr i 1959.

Fico har ført sit land over til euroen og er som sådan pro-europæisk, men topmøderne i EU er ikke hans kop te. Faktisk interesserer de ham ikke så meget som de nok burde. Fico stiller ikke spørgsmål ved NATO-medlemskabet som sådan, men ønsker ikke fast udstationering af NATO-styrker i de østeuropæiske lande, stik imod ønskerne i de baltiske lande og i Polen.

I forhold til Rusland har Fico gentagne gange udtrykt utilfredshed med sanktionerne og har fastholdt kontakterne til Moskva så langt som overhovedet muligt. Fico var i Moskva den 9. maj, omkring højtideligholdelsen af 70 året for sejren over fascismen og nazismen, og han rejste igen til forhandlinger i Moskva i juni måned og indgik her flere aftaler.

Som Tjekkiet protesterede Slovakiet mod den TV-udsendelse i Rusland i foråret, der forsvarede den sovjetiske militærinvasion i Tjekkoslovakiet i 1968, men det har ikke rokket ved den diplomatiske linje og ved ønsket om fortsat dialog.

Udenrigsministeren Miroslav Lajcak har gentagne gange besøgt Moskva, og da han er i spil som mulig ny FN-generalsekretær gælder det om at stå sig godt eller i hvert fald nogenlunde godt med Rusland.

Forholdet til Ukraine har været modsætningsfyldt. På den ene side prøver Fico at berolige Porosjenko med, at slovakiet er med til at levere gas til Ukraine, og lover at fastholde sanktionerne mod Rusland. I hvert fald ikke nedlægge veto imod dem, på den anden side ytrer han mistillid til den politiske linje der vælges i Kiev.

Ifølge OSW er årsagen til Fico’s linje mest politisk, også indenrigspolitisk, at undgå at miste stemmer til det endnu mere pro-russiske Slovakiets Nationale Parti ved valget til foråret.

Slovakiet har siden murens fald haft et ret udviklet militært samarbejde med Rusland, der dog er ved at blive neddroslet en del, men ikke helt opgivet. Vigtigst er energisamarbejdet, både når det gælder olie- og gasleverancer og atomkraft.

Slovakiet søger ganske som Ungarn at sprede energiimporten, men ser ikke noget problem i at importere russisk gas via ”Turkish Stream”, der efter planen skal erstatte den russiske gasledning ”South Stream”. I den samlede slovakiske udenrigshandel indtager Rusland ikke nogen vigtig plads, blot 3-4 procent.

Ikke desto mindre blev der under Fico’s rejse til Moskva i juni indgået aftaler om modvirkning af illegal indvandring, aftaler om jernbaneforbindelser, økonomiske aftaler, for eksempel om modernisering af landbruget og naturligvis aftaler om energi. Chefen for det russiske Optifin Invest, Alexei Beljajev, er efter sigende en god ven af Fico.