Centraleuropæisk indblik: Præsidentvalg i Polen

Bronislaw Komorowski er en klar favorit ved præsidentvalget i Polen i morgen Foto: Platforma Obywatelska RP

Bronislaw Komorowski er en klar favorit ved præsidentvalget i Polen i morgen Foto: Platforma Obywatelska RP

Præsidentvalget i Polen i morgen mødes både med og uden spænding. 11 kandidater stiller op

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Søren Riishøj_2Polen: Alle iagttagere er enige om at den siddende præsident Bronislaw Komorowski vil vinde. Spørgsmålet – og det spændende – er, om det lykkes allerede i første valgrunde.Det vil kræve, at Komorowski opnår mindst 50 procent af de afgivne stemmer. Det er sket før, i år 2000, da Aleksander Kwasniewski vandt.

I begyndelsen af præsidentvalgkampen så det ud til, at Komorowski kunne gentage kunststykket, men her i slutfasen tyder ikke meget på, at det vil ske.

Komorowski har ført en ret ”bleg” valgkamp, og hans valgkampstab har tilsyneladende ikke valgt en effektiv strategi for valgkampens gennemførelse.

Komorowski har nægtet at stille op i en fælles diskussion med de andre ti kandidater, hvor nogle, og især Grzegorz Braun, er kommet med åbenlyst højreekstreme standpunkter.

Han har dog accepteret at stille op til debat i en eventuel anden valgrunde. Komorowski’s moderate centrum-højre budskaber har tilsyneladende ikke rigtigt fanget nye vælgere.

Nok så vigtigt er de vælgere, der ønsker at stemme antisystemisk, det vil sige stemme i protest mod alle de ”etablerede” partier, begyndt at lade deres stemme høre.

Eksperter i Polen skønner potentialet for den type stemmeafgivning til at være omkring de 12-14, måske 15-20 pct. af vælgerne, og det er ganske mange.

Det er før kommet for eksempel den antiklerikale Janusz Palikot og hans bevægelse til gode, senere Korwin-Mikki. Palikot og Mikki stiller op, men får ikke mange stemmer.

Proteststemmerne ventes at gå til rockmusikeren, den uafhænige Pawel Kukiz, der i nogle af de sidste meningsmålinger står til godt 10 procent. Det kan betyde, at Komorowski’s støtte på søndag kommer ned omkring 40 procent.

Men meningsmålinger i Polen er meget usikre. Hovedudfordringen er Ret og Retfærdighedspartiets kandidat, den 42-årige Andrzej Duda, der står til omkring 25 procent og derfor møder Komorowski i en eventuel anden valgrunde.

Han repræsenterer den national-konservative del af vælgerne, og han styres reelt af Jaroslaw Kaczynski og Ret og Retfærdighedspartiet. Får han et godt valg kan han blive Kaczynski’s efterfølger som partiformand, måske ministerpræsident, hvis Ret og Retfærdighedspartiet skulle vinde valget i efteråret.

De 25 procent er ikke tilfredsstillende for Jaroslaw Kaczynski’s parti, men selve det at der sandsynligvis bliver en anden valgrunde betragtes som noget af en succes.

Venstrefløjspartiet SLD opstiller den unge Magdalena Ogórek og Bondepartiet Adam Jarubas. Begge partier er i dag i parlamentet, og de vil formentlig få nogle procent af stemmerne hver. Det er ikke tilfredsstillende for SLD, der tidligere har haft præsidentposten.

Komorowski og Dudek fører en hård antirussisk politik, mens der fra Bondepartiet og SLD lyder kritik af den politik og advarsler mod en unødvendig optrapning af den iskolde krig, der raser lige nu mellem Polen og Rusland.

Der er parlamentsvalg i Polen i oktober, så præsidentvalget på søndag betragtes som en test før det valg.

Share This