Centraleuropæisk indblik: Risiko for polsk veto påvirker EU`s klimamål

 

Polens kulafhængige energifremstilling er en trussel for klimamålene i EU, og Polen er ikke alene med sine krav.

Af Søren Riishøj, lektor i statskundskab, SDU

Polen:I denne uge holdes det sidste klimatopmøde under den nuværende EU-Kommission. På dagsordenen er et af de svære spørgsmål: klimamålene. Tre spørgsmål trænger sig på. Hvor langt ned skal CO2 udslippet bringes? Hvor meget skal vedvarende energi bidrage med? Hvor store skal effektiviseringsmålene være? Ifølge ubekræftede meldinger satses der frem til 2030 på en reduktion i CO2 på 40 procent i forhold til 1990, en 27 procent andel for vedvarende energi og 30 procent for forbedring af energieffektiviteten.

Den gamle aftale gik ud på 20 procent reduktion frem til 2020 og blev vedtaget i 2007-08. De polske partier Ret og Retfærdighedspartiet og Borgerplatformen skændes stadig om, hvem der havde ansvaret for polsk medvirken dengang, da den blev princip-vedtaget under Kaczynski’s regering og udmøntet under Donald Tusk.

Der er langt fra enighed i EU-landekredsen. Polen truer endnu engang med et veto, og også andre lande, især i øst, er forbeholdne. Polens energiforbrug er således stadig stærkt kulafhængig, og vedvarende energi bidrager med kun 11 procent. Det betyder, at hvis Polen (og andre østlande) skal med i en aftale, kræves der kompensation, eller som ønsket af tjekkerne, ”fleksibilitet, når det gælder opfyldelse af målene, med andre ord lempelser for dem der er bagud.

Her kommer prisen på køb og salg af ret til CO2 emissioner også ind. Højere pris vil betyde prisstigninger for de polske (og østeuropæiske) el – og varmeforbrugere, og det gør ikke ligefrem landenes regeringer populære. Klima og miljø tæller ikke ret meget på valgdagen, og i Polen er der valg inden for et lille års tid.

En mulig udvej er at oprette en særlig fond til støtte for energibesparelser med den Europæiske Centralbank, som overvåger af aftalen og med de rigeste EU-lande som betalere, som det er blevet foreslået fra polsk side. Men hovedkravet er længere frist for de lande, der er mest bagud. Ellers skal der ydes kompensation. Kommissionen har tilsyneladene givet sig et stykke, men at der kan skabes enighed mellem regeringscheferne, er ikke sikkert.

I forhold til 1990 har Polen reduceret CO2 udslippet med 30 procent gennem omlægning og modernisering, så de 40 procent frem til 2030 kan måske accepteres – mod kompensation. Hvor meget, bliver et forhandlingsspørgsmål, og her står Polen ikke alene. Klimaspørgsmålet har mere eller mindre reaktiveret det ellers så kriseramte Visegrad samarbejde mellem de fire centraleuropæiske lande.

Lykkes det ikke at blive enige den 23. oktober, skal emnet drøftes på det næste topmøde i marts 2015, og denne gang bliver det med Polens Donald Tusk som mødeleder. Om Donald Tusk kan agere neutralt og være forligsmager vil tiden vise til den tid, men polakker på topposter har per definition haft svært ved at slippe forbindelsen til moderlandet.