Centraleuropæisk indblik: Donald Tusk i spidsen af EU

Donald Tusk som EU`s nye præsident er ikke et dårligt valg, især hvis han kan skabe de nødvendige kompromiser omkring økonomiske spørgsmål.

 Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, Syddansk Universitet

Polen: For de fleste kom valget af den 57-årige polske Donald Tusk som ny EU-præsident ikke som den helt store overraskelse. Allerede inden topmødet i Bruxelles stod det nemlig klart, at mindst én af de to topposter, præsident eller udenrigsminister, skulle gå til Østeuropa. At valget faldt på netop Donald Tusk havde flere årsager. Donald Tusk kommer fra det største af de nye medlemslande, har en stor politisk erfaring, har været sit lands ministerpræsident i syv år og har i alle årene haft et godt forhold til Tysklands Angela Merkel.

Fire spørgsmål melder sig nu. Vil Tusk kunne skabe de nødvendige kompromiser omkring de økonomiske spørgsmål? Kan han på sin post være ”østeuropæernes stemme” i EU? Vil han kunne spille en konstruktiv rolle i forhandlingerne om Storbritanniens forhold til EU? Sidst, men ikke mindst: hvilken forskel kan han gøre, når det gælder EU’s relationer til Ukraine og, ikke mindst, Putin’s Rusland?

 

Tusk og Østeuropa

Den nye EU-præsident hører ikke til et euroland, men det er ikke nødvendigvis et problem. Eurogruppen har sin egen formand, og Tusk’s opgave bliver at bygge bro mellem euro-lande og ikke-eurolande og søge at undgå, at beslutninger taget af eurolandene ikke skaber problemer for EU som helhed, for eksempel for fremtiden for EU’s indre marked. I rollen som ”østeuropæernes stemme i EU” vil Tusk utvivlsomt fokusere på EU’s budget, høre til ”kohæsionsvennerne” og fastholde arbejdskraftens fri bevægelighed. Når det gælder EU’s klimamål er Polen og de fleste lande i øst helt klart ”minimalister”.

Tusk vil uden tvivl også prioritere EU’s østpartnerskabspolitik, og også herom er der stort set enighed om hele vejen ned gennem Østeuropa. Tusk kender de østeuropæiske landes hold godt, bl.a. fra Visegrad-topmøderne, hvor statslederne og ministre fra de fire centraleuropæiske lande, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn mødes regelmæssigt og forsøger at koordinere deres politik. Men Tusk må som præsident for EU se bort fra Polens egne interesser, i hvert fald i langt højere grad end i rollen som polsk ministerpræsident.

 

 

Tusk og Storbritanien

Når det gælder Storbritanniens fremtid i EU kan Tusk godt gøre en forskel. Polen har en stor interesse i at fastholde Storbritannien mest muligt i EU-samarbejdet. Der arbejder mere end 600.000 polakker i Storbritannien, og alene det har betydning. Spørgsmålet om arbejdskraftens fri bevægelighed og emnet social dumping har skabt problemer i forholdet mellem Polen og Storbritannien, men uden britisk EU-medlemskab vil risikoen for begrænsninger i indvandring og i sociale ydelser for polakker i England være større.

Polen deler et godt stykke Cameron’s syn på EU, i hvert fald når det gælder modstanden mod overnationalisme i EU. Også når det gælder det transatlantiske forhold og forsvar og sikkerhed rækker enigheden langt. Men vandene skilles, når det gælder EU’s budgetter og landbrugspolitikken. Polakkerne hører som tidligere nævnt ”kohæsion-vennerne”, de lande der ønsker et stort EU budget og omfordeling. Polen får nemlig rigtig store overførsler fra EU’s kasser. Storbritannien er i den stik modsatte lejr. Uenigheden om budgettet vil aldrig høre op, men indtil nu er det lykkedes at finde de nødvendige kompromis’er, i første omgang for budgettet frem til 2020.

Tusk og Rusland

Polen hører til høgene i EU, når det gælder Ukraine og indførelse af sanktioner overfor Rusland. Mange mener da også, at valget af Tusk er et signal til Moskva om, at EU mener det alvorligt, når det gælder Ukraine. Men Moskva er ikke nødvendigvis utilfreds med valget af Donald Tusk. Og med den ny polske ministerpræsident Ewa Kopacz’s regeringsrokade er russerne sluppet af med Radoslaw Sikorski som polsk udenrigsminister. I hvert fald var reaktionen fra Moskva, at Tusk, modsat eksempelvis Sikorski, ikke har et ”medfødt antirussisk gen”. Over de år, hvor Tusk har været Polens ministerpræsident, har forholdet mellem Rusland og Polen svinget mellem kold krig og en vis afspænding.

Forholdet mellem de to lande blev alvorligt forværret lige efter Georgien-krigen i 2008, men blev derefter overraskende hurtigt bedre. I 2009-10 blev der således holdt flere møder mellem Putin (dengang ministerpræsident) og Tusk, og samhandelen mellem Polen og Rusland steg i de år betragteligt.

Flykatastrofen ved Smolensk i april 2010, der bl.a. kostede præsident Lech Kaczynski livet, gav ikke umiddelbart stødet til forsoningen mellem de to lande. Midt i sorgen. Medvedjev, dengang Ruslands præsident, trodsede askeskyen fra Island og tog del i Lech Kaczynski’s begravelse. Smolensk-katastrofen førte til dybe konflikter i Polen mellem regering og opposition, men det forholdsvis gode forhold mellem Polen og Rusland blev fastholdt trods en vis uenighed om flykatastrofens årsager.

 

Tusk og Ukraine

Udviklingen i Ukraine efter topmødet i Vilnius i november måned 2013 vendte om på det hele. I dag står vi over for en ny kold krig, og Polen vil i den forbindelse utvivlsomt fortsat spille en central rolle, uanset om den kolde krig fortsætter eller deeskaleres nu efter våbenhvilen og forhandlingerne om 12-punkt-planen for fred i det østlige Ukraine.

Polen har over tid ikke kun optrådt som høg, i 2004 under Orange-revolutionen optrådte Polen således i rollen som konstruktiv mægler, det samme skete i februar i år, da udenrigsministrene fra Polen, Tyskland og Frankrig – og til sidst med støtte fra Rusland – nåede frem til en aftale med oppositionen i Kiev om en køreplan for fred i Ukraine. Aftalen holdt som bekendt ikke.

I dag er Ukraine en ”failing state” og økonomien kollapset. Store udfordringer – og meget store udgifter – venter forude for EU. Med mindre den indgåede våbenhvile og forhandlingerne om fred (12-punktplanen) fører til fred og en vis ”normalisering” af EU’s forhold til Rusland. Lige nu peger en del i den retning.

I hvert fald er planlagt to møder mellem Putin og EU frem til jul. Og den dybe frihandelsaftale mellem EU og Ukraine er sat på ”stand by” i et års tid for at finde frem til en løsning med Rusland om de problemer, som aftalen medfører samhandelen mellem Rusland og EU. Eksempelvis vedrørende told og produktstandarder. Valget af Donald Tusk er ikke et dårligt valg for EU, og polakkerne er stolte af at få topposten. Vi må håbe han klarer opgaven.