Bøhmanden fra Kreml

 

Ikke siden afslutningen på Anden Verdenskrig har Europa befundet sig i en så voldsom krise, som tilfældet er i øjeblikket. Fra alle sider presses det europæiske samarbejde til bristepunktet, og der er klare tegn på en begyndende opløsningsproces.

 Af Thomas Lie Eriksen

Rusland: Heldigvis findes der en enkelt forklaring på kontinentets mange problemkomplekser, som tilsyneladende alle udgår og bliver orkestreret fra Moskva. Det er i hvert fald det klare indtryk, man får fra ledende danske og vestlige medier, samt fra toppolitikere og højt placerede militærfolk.

Ikke nok med at Putin erobrede Krim og dermed egenhændigt ændrede den europæiske sikkerhedsarkitektur, der opstod med Berlinmurens fald og Sovjetunionens opløsning, herefter fortsatte nemlig bestræbelserne på at destabilisere Østukraine og mere generelt Østeuropa.

I forbindelse med opgøret mellem Vesten og Rusland, som er blevet resultatet af Ukraine-krisen, er det tilsyneladende Moskvas erklærede hovedmål at splitte og ødelægge det Europa, der opstod på ruinerne af Anden Verdenskrig. Alt sammen så Putin kan genoprette Sovjet-imperiet og dets indflydelsessfære.

Til det formål anvender Kreml de mest snedige strategier såsom: At bruge den igangværende flygtninge- og migrantkrise som et våben vendt mod Vesten, hvor Ruslands militære indgriben i Syrien i virkeligheden havde til hensigt at skabe et endnu større flygtningepres mod Europa, i hvert fald ifølge den amerikanske general Philip Breedlove.

Den netop afholdte folkeafstemning i Holland om godkendelsen af EU’s associeringsaftale med Ukraine, som blev forkastet af vælgerne, var naturligvis også en del af Putins skumle plan. Det var således russerne, der skulle have finansieret en stor del af nej-kampagnen, ligesom Putin angiveligt finansierer de fleste europæiske højrefløjspatier med det klare mål at ødelægge det demokratiske grundlag for det europæiske projekt.

Beviset herfor er, at russiske banker har ydet lån til det franske Front National, som var blevet nægtet adgang til det franske banksystem. Men hermed stopper Putins storstilede planer naturligvis ikke.

 

Putins hemmelig krig

Afsløringen af de såkaldte ” Panama Papers” kan vise sig at være endnu et led i Kremls avancerede hybrid-krig. I første omgang var fokus på, at nogle af Putins tætteste venner var at finde på listerne og dermed også, at præsidenten selv må være bundkorrupt, en påstand der er blevet fremført i årevis. Men efter at der ikke opstod en folkerejsning i Rusland, og det politiske fundament i Moskva er forblevet stabilt, er en ny teori opstået. Fordi Putin fortsat forekommer urørlig, samtidig med at flere af Kremls skarpeste kritikere på den internationale scene, som Ukraines præsident Porosjenko og David Cameron, er havnet i gevaldige problemer som følge af afsløringerne, må det naturligvis hænge sådan sammen, at det er russerne selv, der står bag de sensationelle afsløringer i endnu et forsøg på at ryste den vestlige verdensorden.

I den endnu mere kulørte afdeling er tyske Bildt fremkommet med en historie om, at Putin er ved at oprette en hemmelig hær i flere lande, som skal agere stormtropper, når tæppet skal rives væk under den europæiske orden. I Tyskland skulle det angiveligt dreje sig om op mod 300 personer med tilknytning til militær, politi og retsvæsen.

Som om alt dette ikke var nok, bliver Moskva også trukket ind i den britiske valgkamp om fortsat medlemskab af EU. Ifølge kritikerne vil den store vinder af et britisk exit fra det europæiske projekt nemlig blive Putin, fordi et EU uden London for alvor vil stå svækket tilbage uden mulighed for at opretholde en samlet front over for Kreml, hvorfor tilhængere af Storbritanniens farvel til Europa er medvirkende til at styrke Putin. Derudover er der naturligvis russisk propaganda indblandet i valgkampen.

 

Manglen på lederskab og det overdimensionerede fejdebillede

Det kan naturligvis ikke udelukkes, at Moskva rent faktisk står bag flere af de ovennævnte kriser og problemkomplekser, eller i hvert fald gør sit yderste for at forstærke dem. Det vil vel i virkeligheden ikke være spor underligt, eftersom Vesten og Rusland i over to år nu har befundet sig i en konflikt, der kun synes at udvikle sig til det værre.

Forsøg på at underminere sin modstander har alle dage været en central del af international politik. Og der er ingen grund til at tro, at Putin ikke er svært tilfreds med fx. afstemning i Holland, som fremstår som en klar svækkelse af den fælles vestlige front, hvilke kun er til Moskvas fordel.

Alligevel er der grund til at stille sig stærkt tvivlende over for flere af de nævnte historier, hvoraf nogle ganske enkelt forekommer langt ude. Der er dog i særlig grad grund til at være mistroisk, når samtlige problemer Europa kæmper med åbenbart alle kan føres tilbage til Kreml.

Hermed fornægter man, hvor komplekse og forskelligartede de enkelte kriser og konflikter er. Storbritanniens eventuelle exit fra EU har dybe historiske rødder og således meget lidt at gøre med den aktuelle situation i Ukraine, og det er ganske simpelt ikke nødvendigt for Putin at puste til anti-europæiske følelser, som i forvejen er dybt rodfæstet i den britiske befolkning.

Ligesom man skal være overordentlig konspiratorisk indstillet for at placere ansvaret for den nuværende flygtninge-krise i Moskva, som i ingen tilfælde påbegyndte de krige, der har udløst de store flygtningestrømme. I forhold til den entydige opbakning til Assad er Rusland ikke den første stormagt, der står last og brast med, hvad der opfattes som en vigtig allieret.

Putin er gentagne gang blevet beskyldt af vestlige iagttagere for at påbegynde konflikterne i Ukraine og Syrien for at bortlede befolkningens opmærksomhed fra den økonomiske nedtur og det fald i levestandard, der plager Rusland. Men det er nøjagtig, hvad ledende beslutningstagere i Vesten nu forsøger at gøre over for deres egne befolkninger.

Ved at fremstille Moskva som et overdimensioneret fjendebillede, hvortil alverdens problemer kan henføres, forsøger særligt den europæiske elite at fraskrive sig ansvaret for de mange ulykker, der på en gang rammer kontinentet.

Men sådan varetages befolkningernes interesser ikke på en hensigtsmæssig måde. Der er i Europa behov for et reelt politisk lederskab, der tør stille de vanskelige spørgsmål: Er der en fremtid for det fælles europæiske projekt, og kan der skabes en identitet på tværs af historisk og geografisk meget forskellige stater og nationer? Hvordan skal flygtninge-krisen håndteres – lokalt såvel som globalt? Hvor meget fokus og hvor mange ressourcer skal der rettes mod Mellemøsten kontra indre europæiske anliggender? Og endelig hvilken relation ønsker vi til vores store nabo i øst, som i modsætning til hvad mange håber, er en blivende realitet, som ikke forsvinder fra scenen foreløbig.

Svarene på disse spørgsmål er komplekse og vil kræve stort politisk mod at give sig i kast med. I første omgang skal spørgsmålene formuleres tydeligt, herefter kan arbejdet med løsningerne påbegyndes.

I mellemtiden kan et slås fast: Det er ikke en løsning på noget som helst at vedblive med at sende aben videre til Moskva; det bliver vores problemer ikke mindre af. Tværtimod.