Boganmeldelse: Eurasien, superkontinentet

Anmeldelse af Søren Riishøj

Anmeldelse: Eurasien, kontinentet der strækker sig fra Atlanterhavet til og med Sibirien og også indbefatter den arabiske halvø, Kina og Indien, er blevet et superkontinent, skriver Kent E. Calder i bogen ”Supercontinent, The Logic of Eurasien Integration”. Calder er direktør for Center for East Asia Studies ved Stanford Universitet. Eurasien omfatter over en tredjedel af verdens areal. Her bor over halvdelen af verdens befolkning. Eurasien har 80 pct. af verdens reserver gas og 60 pct. af de påviste oliereserver, 85 pct. af verdens valutareserver (”foreign exchange reserves”) og generer i disse år 70 pct. af den globale økonomiske vækst målt efter købekraftparitet (”ppp”) (s.8 i bogen). Interessen for Eurasien er ikke ny. I januar 1904 betegnede den daværende direktør for London School of Economics, Halford Mackinder Eurasien som ”the geographical pivot of history”, et “heartland”. Med anlægget af den Transsibirske Jernbane i 2016 voksede interessen for Eurasien markant.

Men interessen faldt under den kolde krig, USA’s Zbigniew Brzezinski hørte til de få, der dengang havde blikket rettet mod Eurasien. Michael Gorbatjov drømte om et Europa strækkende fra Lissabon til Vladivostok, men projektet fik ikke opbakning i et Vesten, der troede fuldt og fast på en unipolær vestlige domineret verdensorden. Under den gamle kolde krig før 1989 var Eurasien ikke en dynamo for vækst. Jerntæppet, de hårde grænser og det anspændte forhold mellem Kina og Sovjetunionen gjorde det umuligt. Det blev ændret med murens fald og Sovjetunionens undergang. Fire skelsættende begivenheder, ”critical junctures”, skulle forandre verden – og dermed Eurasien: først Kinas fire moderniseringer (i årene efter 1978), derefter Sovjetunionens undergang i 1991, senere den globale finanskrise i 2008-09 og derefter Ukraine-krisen i 2014 og årene derefter (s.69). Grænserne er blevet langt mere åbne. Kinas høje økonomiske vækst har på en måde ”genskabt” Eurasien. Den unipolære amerikanske dominans er ovre, en ny multipolær æra har indfundet sig (s.232-233). 

Det gamle USA-dominerede ”Bretton Woods system” og USA’s og Vestens globale hegemoni for styring af den internationale økonomi er blevet komprommiteret. Tesen om historiens død og troen på en verdensorden styret efter princippet om ”world liberty under law” og formuleret i den nok så bekendte ”Washington Consensus” fra tiden omkring 1990 er et godt stykke erstattet af en ny orden, hvorefter økonomisk udvikling prioriteres højest, om nødvendigt på bekostning af frihedsrettighederne, også kaldt ”Beijing consensus”. Den doktrin fik øget opbakning globalt i takt med Kinas – og Asiens-  økonomiske fremgang og nedturen for det klassiske liberale demokrati, også i Europa og i USA. Siden 2014, efter Maidan og annekteringen af Krim har Rusland nærmet sig Kina (s.140 ff). I takt med USA’s sanktioner mod Rusland og Trump-s handelskrige mod Kina er partnerskabet mellem Rusland og Kina blot blevet yderligere forstærket, ikke kun når det gælder samhandel og energisamarbejde, også militært. Ca. 70 pct. af Ruslands våbenimport er fra Kina, i visse perioder lavere. Men Rusland (og Indien) har geografisk ikke afgørende betydning for Bælt og Vej (BRI). Rusland har dog ladet Den Eurasiske Union, oprettet i 2015, blive knyttet tættere til BRI projektet i 2016. Kina og Rusland bevidst fravælger dollaren og bruger i stedet den kinesiske valuta som finansieringskilde. Kina har også en stigende interesse i et samarbejde med Rusland i Arktis. 

Calders bog kommer vidt omkring. Den indeholder mange yderst interessante informationer om de mange infrastrukturprojekter til havs og på land og om Kinas rolle og Kinas relationer til Sydøstasien, Rusland og Europa. Kinas samhandel med andre sydøstasiatiske lande er vokset stærkt, ja samhandelen mellem Kina og Sydkorea er nu større end Sydkoreas samhandel med USA og Japan tilsammen (s.118). Også container-transporten er vokset støt. De mange infrastrukturprojekter er et meget langt stykke skabt af Bælt og Vej projektet (BRI), som Xi Jinping lancerede i 2013 under en tale i Kazachstan. Ruten over land fra Shang-hai til Rotterdam over land er 30 pct. kortere end søvejen fra Kina til Europa via Suez kanalen (s.212). Infrastrukturprojekterne er typisk finansieret via Den Asiatiske Infrastruktur Udviklingsbank (AIIB), oprettet i 2016, Silkevej Fonden (SRF) oprettet i 2014 (omtalt s.106 og 227) og Den Ny Udviklingsbank (NDB), også kaldt BRICS-banken, som har hovedkvarter i Shanghai. Dertil kommer flere regionale finansielle organisationer, fx mellem Kina og Europa og Afrika. Alle disse initiativer har været en integreret del af den kinesiske ”distributive globalisme”, der hviler på økonomisk styrke, øget interdependens og landes egeninteresse i at slutte sig til kinesiske forslag og initiativer (s.228). Hård militær magt har lav prioritet. 

Kinas vækst har også i stigende grad udfordret dollaren som reservevaluta, skriver Calder. Allerede mellem 2006 og 2013 faldt dollarens andel af de globale ”foreign-exchange” reserver fra 41 pct. til 33 pct. USA’s handelskrige og unilateralisme og USA’s flittige brug af sanktionsvåbnet, også mod allierede, har styrket brugen af renminbi (RMB), den kinesiske valuta, som reservevaluta. RMB er blevet en del af Den Internationale Valutafonds (IMF) SDR kurv, den kombination af forskellige af verdens førende valutaer som finansieringskilde. Den Europæiske Centralbank (ECB) og Tyskland medtaget renminbi (RMP) i sine valutareserver. Efter en kortere nedgang er den kinesiske valuta (renminbi) andel af verdens valutareserver igen begyndt at stige (s.231). Kort sagt, USA’s dominans er alvorligt udfordret. Men hvordan skal USA reagere? Det spørgsmål tager Calder op i det afsluttende kapitel. USA, mener Calder” skal afbalancere Kina via tættere samarbejde med lande som Indien, Japan og Australien for at opretholde størst mulig maritim sikkerhed samt oprette egne finansielle institutioner til at fremme økonomiske mål i Asien. fx USIDEC og BUILD act fra 2018. Men forholdet til Kina og for den sags skyld Rusland behøver ikke at være et nul-sum spil. (s.345 og 351). USA kan med fordel stræbe efter et kompromis omkring Ukraine, fx ved at afstå fra ukrainsk NATO-medlemskab (s.244). Det kan skabe et bedre forhold til Rusland og måske begrænse det russisk-kinesiske samarbejde noget. Når alt kommer til alt, har USA og Kina en fælles interesser.

Calders bog er oplysende og tankevækkende, for mange givetvis provokerende. Den kan kun anbefales.

Kent E. Calder, Super Continent, The Logic of Eurasien Integration, Stanford Uoniversity Press, Stanford, California, 2019, 323 sider.