Ad

Bliver EU regeret af amatører?

Josep Borell Foto- Institut Barcelona d’Estudis Internacionals

Af Ota Tiefenböck

Debat: EU Kommissionens formand Ursula Von der Leyen og den cypriotiske EU-sundhedskommissær Stella Kyriakides er kommet i voldsom modvind på grund af EUs fællesindkøb af vacciner. Begge er under heftig beskydning i de tyske medier, som afdækker deres inkompetence, skrev Michael Skovgaard i Mr.East i sidste uge.

Kritik af Ursula von der Leyen, som den øverst ansvarlige er langtfra slut, men en ny sag er allerede dukket op. Denne gang handler den om den øverst ansvarlige for EUs udenrigspolitik, den spanske politiker Josep Borell. Borell var i sidste uge i Moskva, hvor han blandt andet mødtes med den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov. Dette besøg betegnes af flere medier og EU parlamentsmedlemmer som en ren katastrofe og helt pinligt for EU.

Flere medier undrer sig som udgangspunkt over grunden til Borells besøg i Moskva. Hvad ville han egentlig, hvorfor rejste han overhovedet til Moskva? Ifølge Borrell selv for “direkte” at fordømme begivenhederne omkring Navalnyj på EUs vegne og kræve “Navalnyjs øjeblikkelige løsladelse samt undersøgelse af Navalnyjs forgiftning”. Han ville også teste, altså ifølge sine egne ord, om “Kreml er interesseret i at løse forskelle og vende den negative tendens” i forbindelserne mellem Bruxelles og Moskva.

Det kræver formentlig ikke den helt store udenrigspolitiske erfaring og kendskab til Rusland at konstatere, at Borells selverklærede mål i Moskva, dvs. “Navalnyjs øjeblikkelige løsladelse samt undersøgelse af Navalnyjs forgiftning” var helt urealistisk. Altså for at sige det pænt. Forestilte han sig mon, at når han kom til Moskva og krævede Navalnyj løsladt, at det vil ske?? Borells besøg må utvivlsomt betegnes som amatøragtigt. Problemet er, at Borells amatøragtige optræden og manglende kompetencer formentlig får konsekvenser for parterne i hans famøse besøg. For EU og dermed for os alle, men også for Rusland og russerne.

Borell har nemlig efter besøget konstateret, at “Rusland ikke ønsker konstruktiv dialog med Europa”. EU skal derfor drage konsekvenser af Ruslands manglende vilje. Konsekvenserne skal ifølge ham være nye sanktioner mod Rusland. Det til trods for, at han i Moskva eksempelvis kaldte den russiske vaccine mod coronavirus for “en god nyhed for menneskeheden” og udtrykte et håb om, at vi i Europa får gavn af russernes vaccine.

Borells besøg i Moskva er blevet stærkt kritiseret af flere EU parlamentsmedlemmer. 80 af dem har forfattet og underskrevet et åbent brev til lederen af ​​EU-Kommissionen Ursula von der Leyen, hvori de hævder, at Borrell har “væsentligt skadet EUs omdømme”. Ifølge de 80 parlamentsmedlemmer forsvarede den spanske socialistiske politiker ikke EUs holdning. Bl.a. på et tidspunkt, hvor Lavrov talte om EU-ledernes “bedrag” eller “kulturel arrogance” i tilfælde af Navalnyj. Da Borrell under en fælles pressekonference fik at vide, at Rusland havde udvist tre europæiske diplomater, mener de forargede parlamentsmedlemmer, at Borell skulle have reageret ved at afslutte besøget med det samme. Parlamentsmedlemmerne kræver Borell fyret fra posten, men Ursula von der Leyen har taget Borell i forsvar.

Man kan naturligvis kritisere Rusland for mange ting, men man kan også stille spørgsmålstegn ved, om nye sanktioner mod Rusland er det rette værktøj, hvis vi i Europa ønsker i det mindste et tåleligt forhold til Rusland. Sanktioner hjælper nemlig kun sjældent, og når de oven i købet risikerer at blive iværksat fordi en politiker ikke er i stand til at indrømme, at han ikke har slået til og ikke kunne løse problemerne ved hjælp af sine diplomatiske færdigheder, er det samtidig ganske trist.

Ligeså trist som at se, at flere lande udenfor EU er i fuld gang med at vaccinere mod coronavirus og at flere lande er langt foran os andre. Det til trods for, at fælles vaccineindkøb burde være en fordel. At lave fejl er menneskeligt, men det burde være ligeså menneskeligt at erkende sine fejl. Indtil det sker også i EUs top, hvis det nogensinde sker, bliver vi desværre leve med, at EU åbenbart bliver regeret af amatører.

Kommentarer