Autonome og politi forbereder sig på 1. maj i Berlin
Af Michael Skovgaard
Tyskland: Som følge af corona-virus er større forsamlinger ikke tilladt i tyske byer. Alligevel har det venstreradikale miljø meddelt via internettet, at man vil gennemføre flere aktioner 1. maj i Berlin.
Hvordan protesterne rent praktisk kommer til at forløbe, er der ingen meldinger om, men demonstranterne har meddelt, at man vil tage smittefaren alvorligt og rette sig efter reglerne.
Politiet er begyndt at forberede sig på uroligheder natten til 1. maj og selve dagen. Man forventer „spontane forsamlinger“ flere steder samt angreb på politibetjente og omfattende hærværk, hvilket er normal procedure i Berlin 1. maj.
Indtil videre er demonstrationer med op til 20 deltagere tilladt i Berlin – dog skal særlige bestemmelser med hensyn til afstand overholdes. Den 27. april drøfter bystyret en mulig lempelse af kravene. Især De Grønne og Die Linke har krævet bedre muligheder for at afholde demonstrationer.
En forsmag på 1. maj fik man i den forløbne weekend, hvor politiet måtte opløse en forsamling med flere hundrede mennesker på Rosa-Luxemburg-Platz. Folk var primært samlet for at demonstrere mod forbudet mod demonstrationer. Opfordringer fra politiet via højttalere til at opløse forsamlingen blev ignoreret, og 260 betjente måtte i aktion for at slæbe deltagere bort fra pladsen.