Ad

Armenien, læren fra Ukraine

Frihedspladsen i Jerevan, Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Armenien/Ukraine: ”Fløjlsrevolutionen” i Armenien i 2018 og Volodymyr Zelenskijs jordskredssejr i Ukraine i 2019 har kun yderligere styrket interessen for ”farvede” post-sovjetiske opstande rettet mod det eksisterende system. De to svære spørgsmål er: hvilke udfordringer står de nye regeringer over for?  I hvilken grad og i hvilket tempo kan systemerne forandres? Og hvilke forskelle og ligheder der er mellem landene, i dette tilfælde Ukraine og Armenien? I en analyse for ”New Eastern Europe” forsøger Aram Terzyan, at besvare spørgsmålene et stykke ad vejen.

Terzyan er PhD, lektor ved UNESCO og forsker ved det eurasiske forsknings- og analyseinstitut. Både Ukraine og Armenien har længe lidt under det oligarkiske system og udbredt korruption, har svagt ”rule of law” og vanskelige naborelationer; Ukraine med Rusland og Armenien med Adserbajdan og Tyrkiet.

Ukraines mange ”krige” med Rusland er et særlig stort problem for EU, for de svækker styrken af EU’s normative magt, evnen til at demokratisere Ukraine og få gennemført markedsøkonomiske reformer. Sikkerhedsspørgsmål vejer for tungt. Armeniens tidligere præsident Serzh Sargsyan brugte det ukrainske scenarie som en undskyldning for at lade Armenien tilslutte sig den russisk dominerede Eurasiske Union og undgå at provokere Rusland gennem at tilnærme sig EU og NATO for langt.

Armeniens nye ministerpræsident, Nikol Pashinyan har, overraskende for mange, bekræftet Armeniens tætte forhold til Rusland. Også han har erkendt, at bortvælger Armenien Rusland, har Moskva redskaberne til forholdsvis let at iværksætte en kontrarevolution og vælte ham. Et brud med Rusland ville svække Armenien alvorligt i forhold til både Aserbajdsjan og Tyrkiet.

Hviderusland og Kazachstan har også undgået at bryde med Moskva. Ukraine har valgt andre veje. Ukraine håber fortsat på Vestens bistand i ”krigene” mod Rusland; det håb deler Armenien ikke, når det gælder konflikterne med Adserbajdan og Tyrkiet. Indtil videre har Vestens engagement i Ukraine været ret begrænset.

Ukraine og Armenien slås begge med dybt forankrede korrupte oligarkiske systemer, begge skabt i 1990erne. Om det oligarkiske system kan rives op med rode er højst tvivlsomt. I Armenien har de stærkeste oligarker Gagik Tsarukyan, Samvel Aleksanyan og Ruben Hayrapetyan fastholdt deres indflydelse. Oligarkerne har typisk overlevet anti-korruption kampagnerne, eller, som Mihran Poghosyan, har de fået asyl i Rusland.

For at undgå nye oprør nede fra har Pashinyan også undladt at gennemføre upopulære økonomiske chokkure. Men fortsat systemisk korruption og mangel på dybe reformer vil dømme Armenien og Ukraine til at forblive svagt udviklede økonomisk og med svag ”rule of law” med fare for nye oprør nede fra.

Noget blev der trods alt sat i værk i Ukraine under Porosjenko, fx oprettelsen en særlig antikorruption enhed. Men juridisk korruption eksisterer stadig i bedste velgående, selv om Zelenskij handler aktivt for at imødegå den.

Løsladelsen af eks-præsident Robert Kocharyan vakte Pashinyan’s vrede og forstærkede kravet om udrensninger (”vetting”) af dommerstanden. Den dybe politiske, retslige og økonomiske kultur er svær at ændre. At dømme efter meningsmålinger i Ukraine er der udbredt støtte i befolkningen til at bekæmpe korruption på det høje niveau (”high-level corruption”), dag-til dag korruption (”petty corruption”) er mere accepteret. 

Kort sagt, Armenien og Ukraine slås med samme grundlæggende problemer. Den udenrigspolitiske orientering har været forskellig, den indenrigspolitiske dagsorden meget ensartet.