Antallet af ukrainske krigsveteraner stiger

En ukrainsk kampvogn i Donbas Illustrationesfoto:SF

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Ukraine: Selvmord og narko- og alkoholmisbrug er uhyggelig udbredt blandt ukrainske krigsveteraner, skriver Agnieska Zadlo i en spændende analyse for det polske ugeskrift ”Polityka”. Alt for mange er faldet helt igennem systemet.

I alt har Ukraine omkring ikke mindre end 1.6 mio. krigsveteraner, heraf har de 300.000 kæmpet i Donbas, de andre i krige i Sovjet-perioden, især Afghanistan-krigen. Men, skriver Zadlo, kampene i Donbas har været de værste, har givet større chokeffekter, da der i stor udtrækning er blevet brugt artilleri.

Iflg. Oleg Druz fra parlamentets sundhedsudvalg er ikke mindre end 98 pct. af de hjemvendte soldater til fare for omgivelserne, lige så mange har haft behov for kvalificeret hjælp og støtte. Men i alt er der kun 300 psykologer til rådighed, og de midler der er bevilget bliver administreret dårligt.

Medvirkende er, at mange udsendte, det være sig soldater i hæren, ATO styrker (antiterrorenheder) eller frivillige var nærmest utrænede, inden de blev sendt til fronten. Ja, mange fik først en granat i hånden, da de passerede grænsen til krigszonen.

Der tales om oprettelse af et særligt ministerium for krigsveteraner, om det vil hjælpe, er tvivlsomt. I dag defineres kampene i Donbas som regulær krig, mens der tidligere blev talt om antiterroraktioner (ATO). Det betyder, at russiske styrker og vel også FN styrker ikke kan operere som fredsbevarende eller fredsskabende enheder, ligesom Ukraine i princippet ikke udelukker en militær offensiv for at vinde krigen. Næsten dagligt tales der om dræbte ukrainske soldater eller frivillige, problemet med krigsveteranerne fortsætter uden tvivl uformindsket, så længe vi har den nuværende situation.

Share This