Anmeldelse : ”Hvad foregår der i Putins hoved”

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab SDU

Rusland: Dette er titlen på en spændende bog, som den franske forfatter og filosof Michel Eltchaninov udgav efter Maidan og annekteringen af Krim. Emnet er vigtigt, for uden at sætte sig grundigt ind i sin fjendes eller partners baggrund og tænkemåde er der alvorlig fare for, at der tages skæbnesvangre fejlslutninger.

Forfatteren når frem til interessante konklusioner. Putin er en sammensat person, og hans holdninger har skiftet over tid. Hans barndom har, helt som hos andre, stor betydning. Hans far var KGB-mand og ateist, hans mor ortodoks kristen. Det kan have bidraget til Putins frygt for kaos og ustabilitet og samarbejdet med den russiske kirke. Han er på samme tid idealist, realist, patriot og kyniker.

Det er blevet sagt, at Putin var liberalist, da han kom til magten, og at han derefter blev konservativ, men det er forenklet. Han indoptog godt nok liberale synspunkter og fremsatte også pro-europæiske udtalelser, men der var tale om en balancegang. Rusland er, sagde han allerede dengang, på samme tid europæisk og asiatisk.

At Putin i 1990erne gjorde karriere i St. Petersburg, Ruslands forpost mod vest, påvirkede ham uundgåeligt i en mere vestlig retning. Frem for alt gjaldt det for Putin om at skabe stabilitet og økonomisk vækst efter de hårde og på mange måder barske år under Jeltsin i 1990erne.

Sagt med andre ord, der skulle skabes orden, og demokrati skulle ikke være ensbetydende med anarki. Demokratiet skal være ægte. Det betyder i hans optik, at stagnation og immobilisme skal imødegås gennem etablering af en stærk stat og en lodret magt-akse.

Kommunismen og det klasseløse samfund troede han ikke på, heller ikke på indførelse af det vestlige liberale demokrati Rusland, et synspunkt mange andre deler. Han har i stedet stået for det ”suveræne” styrede (”managed”) demokrati, i fagjargonen også kaldt det pluralistiske autokrati. Det oligarkiske system, han havde arvet fra Jeltsin, blev ikke brudt ned, men gjort strømlinet og styret oppe fra. Oligarkerne Vladimir Gusinski og Boris Berezovski faldt hurtigt i unåde og flygtede til Storbritannien. Andre indordnede sig.

Putin har snart været præsident (eller regeringschef) i 20 år. Så vi kender ham efterhånden godt. Eltchaninov mener, at Putins tænkemøde over årene i stigende grad bedst kan studeres ud fra konservatisme, den særlige russiske vej, drømmen om imperiet og eurasianismen. Vesten har i århundreder, ja i tusinde år ført krig mod Rusland, så situationen i dag, i 2018 er slet ikke ny.

Modsætningsforholdet til Vesten er, sagt med andre ord, strukturelt, har dybe rødder. Vestens sanktioner bekræfter blot det synspunkt. De nævnte karakteristika blev endnu mere tydeligt efter genvalget af Putin som præsident i 2012 og optrapningen af modsætningsforholdet til Vesten i kølvandet på de farvede revolutioner, NATO-bombardementerne af Serbien i 1998 og udviklingen i Ukraine.

Det kulturelle element er iøjnefaldende, her er konservatismen meget tydelig. Iflg. Putin skal der etableres en stærk stat, vestlig dekadence som sækularisme, ateisme, kosmopolitisme og homofili skal bekæmpes, linjen være patriotisk med respekt for historien. Putin har heller ikke været begejstret for internettet. Rusland skal finde sin helt egen særlige vej. Den skal være anderledes end Vestens, forholdene i Rusland selv være kendetegnet ved forskellighed (”odmiennost”) i forhold til Vesten.

Putin har over årene flittigt citeret filosoffer og tænkere i sine taler. De har bidraget meget til det ideologiske grundlag for udformningen af den særlige ”russiske vej. Konstantin Leontiev, der er kaldt ”Ruslands Nietzsche” er en af dem. En anden, Ivan Kiriejevski (1806-56) var slavofil og bliver ofte citeret af Putin.

Ivan Danielski (1822-1875) var slavofil og fortaler for et tæt forhold mellem kirke og stat, Rusland er anderledes end Vesten, sagde han i sin tid, Rusland skal mobilisere egne indre kræfter. Det har haft særlig stor betydning i kritiske situationer for landet. Og i dag, i 2018 er situationen kritisk.

Lev Gumilov stod for et ekspansivt projekt, var naturalist og brugte genetikken. Aleksander Dugin har været fortaler for eurasianismen og det okulte og har hørt til det yderste højre politisk. Fiodor Dostojevski (1821-1881) søgte efter alternativer til slavofili og oksydentalisme. Han var nationalist, panslavist og intolerant over for andre religioner, men støttede sig samtidig hermed europæisk universalisme. Nikolaj Bjerdajev (1874-1941) var slavofil og talte for genfødsel af Rusland, men var kritiker af det tætte forhold mellem kirke og stat, hvorfor han også er blevet brugt af Putins kritikere i de seneste år. Aleksander Solsjenitsyn, dissident, stod for en stærk stat og den særlige russiske vej, hvilket passede Putin fint. I 2007 fik han endda tildelt en statslig æresbevisning.

Den imperiale tækning er som sagt også et karakteristikum. Gennem historien har vi haft Kijev Rus, Novgorod, Moskva og Romanov’erne, senere Sovjetunionen, der efter 2. verdenskrig som sejrsmagt sikrede sig store landområder og overherredømmet i Central- og Østeuropa. Putin tror dog ikke på imperiets genoprettelse. Han talte om opløsningen af Sovjetunionen som en ”geopolitisk katastrofe” for Rusland, men tænkte, som eksempelvis formuleret i et interview dengang til BBC, først og fremmest på de svære forhold for de omkring 25 mio. etniske russere, der efter opløsningen af Sovjetunionen blev efterladt uden for Ruslands grænser. Som sagt af Putin på russisk TV: ”De der ikke begræder imperiets undergang har ingen sjæl, de der tror på dets genoprettelse har til gengæld intet hoved”.

Den imperiale tænkning er dog ikke ophørt, slet ikke i forhold til Ukraine. Forholdet til Ukraine er for Putin ”ekstraordinært” og berettiger til at benytte ”ikke-standard metoder” til at påvirke landet. Rusland og Ukraine har fælles mentalitet, fælles historie, fælles kultur og fælles traditioner, har Putin understreget gentagne gange. Begrebet Nyt Rusland (”Novorossia”) henviser områderne i syd-øst Ukraine, der før, under czardømmet, har været russiske.

Byerne Kharkiv, Donetsk, Nikolajev og Odessa var således ikke ukrainske under czarerne. I 1830erne opstod Dnepropetrovsk, Cherson, Mariopol og Odessa, der først i 1920’erne blev ukrainske. Begrebet den ”russiske verden” (”ruskii mir”) er bredere, står for konservativ mobilisering og værdikamp. Den imperiale tænkning i dag er uundgåeligt knyttet til eurasianismen, i dag udmøntet i den eurasiske økonomiske union, som er et økonomisk projekt med politiske undertoner. Men pga. Ruslands økonomiske tilbageståenhed har projektet sine begrænsninger. Eurasianismen er anderledes end panslavismen, men vigtig for Putin. Eurasianismen indbefatter, modsat panslavismen, et stort at tal muslimer og især mange tyrkisk-talende. Vendingen mod Asien og eurasianismen og modstanden mod vestlig dominans har skabt et tæt ”strategisk partnerskab” med Kina. Her er Rusland lillebror målt økonomisk, men ikke militært.

Michel Eltchaninoffs bog, i den franske version ”Ce que Poutine a dans la tete”, er bestemt læseværdig.