Anklage: ‘Lagerführer’ dikterer hvad journalister skal skrive

Den regeringsvenlige presse i Polen har i de seneste uger været domineret af overskrifter om tysk mediekapitals direkte indblanding i, hvordan polske journalister skal skrive om dette og hint. Et ugentligt nyhedsbrev er især faldet dem for brystet.

af Kim Halling Mortensen

Hver uge skriver den 40-årige østriger og CEO, Mark Dekan, for den schweizisk-tyske mediekoncern, Ringier Axel Springer Media AG, et nyhedsbrev til samtlige ansatte. Det gjorde han således også efter genvalget af Donald Tusk som EU-præsident.

Ringier Axel Springer er en fusion af schweiziske Ringier og tyske Springer. Siden 2010 har de slået deres aktiviteter i flere central – og østeuropæiske lande sammen. På markedet for trykte medier er de markedsførende med bl.a. en lang række førende magasintitler inden for underholdning og forbrugsstof. Desuden udgiver koncernen også enkelte ledende politiske magasiner, tabloidaviser og de ejer aktiemajoriteten i nogle webportaler. Koncernens aktiviteter er koncentreret i Polen, Ungarn, Serbien og Slovakiet.

Det føromtalte nyhedsbrev i kølvandet på valget af Tusk er i de PiS-venlige medier blevet udlagt som den tyske regerings indirekte instrukser til, hvad og hvordan polske journalister ansat i koncernen skal skrive om Polens forhold til EU. En lang række regeringsvenlige kommentatorer er endog gået så vidt, at anklage Tyskland for reelt gennem nyhedsbrevet at have igangsat et veritabelt angreb på selve den polske stats suverænitet.

I selve nyhedsbrevet konstaterer Mark Dekan, at der i den polske befolkning er et klart flertal – på ca. 80% iflg diverse målinger – for medlemskabet af EU. Endvidere fremhæves det, at kampen fremover står mellem et EU i flere hastigheder og en parkeringsplads for de lande, der – som det formuleres – ikke hylder frihed, retsstaten, demokratiet og et forenet Europa. Underforstået den nuværende polske regering. Mark Dekan understreger, at man bør erindre sig, at et flertal af læserne er positivt indstillet over for EU. Men også at der kan registreres en stigende modstand blandt især de yngre generationer i Polen. Bl.a. som følge af stigende populistisk aktivitet og et alment medieskabt billede af et EU i dyb krise, som Dekan formulerer det. Omvendt påpeger nyhedsbrevets afsender, at der også er en stigende aktivitet for EU, som bl.a. afspejles i bevægelser som ‘Pulse of Europe’.

Man kan naturligvis være enig eller uenig i Mark Dekans betragtninger. Det samme gælder de holdninger til EU, der kolporteres i koncernens trykte publikationer og på nettet. At der her direkte skulle være tale om utvetydige instrukser til koncernens polske journalister om, hvordan de skal behandle EU-stoffet, tilbagevises på det kraftigste af Mark Dekan. Han understreger, at journalisters fornemmeste opgave er, at tjene civilsamfundet frem for dem, der besidder magten. For de PiS-venlige medier og for partiets parlamentsmedlemmer er det imidlertid et åbenlyst eksempel på, at der nu må handles for at få repoloniseret den polske medieverden. Noget vi tidligere har skrevet om her på Mr. East.

Man skal ikke lede længe for at finde sammenligninger mellem tidligere tiders tyske overgreb på den polske nation og det forkætrede nyhedsbrev. I et af de større ugemagasiner, wSieci, henviser en af journalisterne således både til Bismarcks germaniseringsproces i det 19. Århundrede og sågar til nazisternes holdninger til deres slaviske undersåtter. Her bliver Mark Dekans CEO-titel omskrevet til ‘Führer’. For senere i artiklen at blive omtalt som ‘Lagerführer’ i den af Tyskland koloniseret polske stat. Hele Ringier Springer koncernen beskrives som den ‘tyske propagandalejr’, der ultimativt er styret fra det politiske magtcenter i Berlin. Som prikken over i’et fremhæves det, at tyskerne har fået ‘foræret’ en række polske medier af liberale politikere med Donald Tusk i spidsen. Hvilke naturligvis giver yderligere anledning til at anklage manden for landsforræderi og kollaboration med tysk kapital og dens politiske repræsentanter.

Der nok skal sidde læsere, der spørger sig selv, om denne artikels forfatter ikke smører for tykt på. Svaret er mere i retning af et “tværtimod”. Debatklimaet i Polen er usædvanlig hårdt og uforsonligt. Det er meget vanskeligt at få øje på debatfora, hvor der føres en afdæmpet seriøs dialog mellem de politiske kombattanter. I det konkrete tilfælde kunne man forestille sig, at det ville være muligt at føre en sober debat om udenlandsk kapitals andel uden samtidig at inddrage krigsretorik og anklager om landsskadelig virksomhed. Men sådan er det langt fra.

Det vil givetvis lykkes for PiS-regeringen at få skærpet kravene til, hvor meget udenlandsk kapital må fylde i den polske medieverden.Til gengæld er det usandsynligt, at en ændring af lovgivningen vil medføre en nedsmeltning af regeringskritiske stemmer. Det er i dette lys, at man – især – skal forstå det voldsomme ordvalg. Thi anklagerne om at stå i et andet lands tjeneste fremføres ligeledes dagligt mod de polskejede kritiske medier. En repolonisering af ejerforholdene er således ikke endemålet i opgøret med de EU-venlige liberale kræfter. Blot et enkelt skridt på vejen.

Indtil videre har den polske regering foretaget udrensninger af ledere og kritiske journalister i de statslige medier. Statslig og kommunal annoncering i en lang række private medier er blevet stoppet og offentlige institutioners abonnementer på PiS-kritiske medier er blevet opsagt. Kampen for den “frie polske presse” – som PiS formulerer det – vil givetvis fortsætte på flere niveauer.