Ad

Analyse: Putin verdens farligste mand?

Vladimir Putin Foto- Mil.ru

Vladimir Putin Foto- Mil.ru

 2015 blev igen på godt og ondt den russiske præsidents år. Ingen anden statsleder formår at tiltrække så megen positiv og især negativ opmærksomhed omkring sin person og sit land. Ved indgangen til 2016, der tegner til at blive endnu et år i Putins tegn, er det derfor på sin plads at reflektere over synet på Ruslands stærke mand.

 Af Thomas Lie Eriksen

Thomas LieRusland: De vestlige medier har siden begyndelsen af Ukraine-krisen i slutningen af 2013 været fyldt med analyser, portrætter og vurderinger af den russiske præsident og hans ageren som statsleder. De billeder, der tegnes, er forbavsende ensartede. Putin fremstilles ofte som en klassisk russisk hersker, der undertrykker sin befolkning og ønsker at genskabe tidligere tiders store russiske imperium. Kritikken af Putin går dog langt videre end det. Den russiske præsident er flere steder blevet beskrevet som irrationel og sammenlignet med Hitler og Stalin. Senest har Claes Kastholm i Berlinske gjort gældende, at Putins oprustning svarer til Hitlers oprustning fra 1935, og at de skandinaviske landes militære beredskab halter håbløst efter udviklingen.

Først og fremmest centrerer kritikken af Putin sig i disse år om Ruslands fremfærd i Ukraine, hvor hovedsynspunktet er, at Moskva med annekteringen af Krim og støtten til separatisterne i de østlige regioner nu fuldstændig kontrollerer Østukraine og dermed bryder alle internationale love og konventioner og herigennem genåbner gammelkendte konflikter mellem øst og vest.

Forestillingen om, at Putin egenhændigt har påbegyndt en ny runde i den kolde krig, der tilsyneladende aldrig nåede at blive rigtig kold, førend den var i gang igen, forekommer ikke plausibel. Således må som minimum forhistorien om NATO- udvidelserne og Ruslands bekymring herfor inddrages, ligesom det er nødvendigt med en diskussion af det problematiske i alliancens nærmest endeløse ekspansion helt op ad den russiske grænse, en diskussion, som kritikerne sjældent finder nødvendig, da Putins brutalitet er så åbenbar.

Dog advarede Boris Jeltsin allerede i midten af 90erne om risikoen for en kold fred mellem NATO og Rusland. Man kan også overveje, hvor meget Rusland fik ud af den partnerskabsaftale med NATO, som blev skabt med henblik på at inddrage Moskva i den europæiske sikkerhedsarkitektur. Den ændrede ikke ved den overordnede målsætning om fortsat udvidelse, der også skulle omfatte Georgien og Ukraine, og som for russerne var dråben, der fik bægret til at flyde over.

Dertil kommer de komplicerede begivenheder omkring Ukranie-krisens begyndelse, hvor Janukovitj tog flugten fra Kijev efter kup-lignende /revolutionære optøjer, og de ligeledes komplicerede historisk-politiske forhold, der knytter sig til Krim. Derudover er det ikke videre klart, hvordan Putin har sat sig på Østukraine. Putin har netop ikke erobret området frem til Dnepr, men i stedet understøttet det folkelige oprør i to provinser og forhindret, at disse kom under Kijevs kontrol. Yderligere må det bemærkes, at der i perioder er opstået uenighed mellem oprørerne og Moskva om den overordnede strategi på det militære såvel som politiske plan.

Det kan naturligvis diskuteres, hvor stor den folkelige opbakning til Rusland er i det østlige Ukraine. Den amerikanske forsker Nicolai N. Petro har gennem et antal artikler påvist de ganske store forskelle i kultur og synet på Rusland i henholdsvis Vest- og Østukraine.

I forhold til den syriske borgerkrig er det grundsynspunktet, at Putin for en hver pris ønsker at beskytte Assad-regimet og samtidig sikre sin base ved Middelhavet. At baggrunden for den russiske Syrien-politik skulle være så enkel, virker ikke overbevisende. Jeg har tidligere skrevet en artikel om Rusland og Syrien, hvor jeg diskuterer de indenrigs- såvel som udenrigspolitiske årsager til det russiske engagement, årsager der knytter sig til problemer med Ruslands eget muslimske mindretal, det urolige Nordkaukasus, samt en fornyet rivalisering med Tyrkiet.

Den egentlig forskel på vesten og styret i Kreml synes ifølge kritikerne primært at omhandle imperialisme. For naturligvis kan den vestlige verden på mange måder kritiseres for det samme, som Moskva beskyldes for. Med interventionerne i Irak, Serbien, Afghanistan, Libyen mm. er Vesten ansvarlig for kaos, død og ødelæggelse i et voldsomt omfang, men der findes en afgørende forskel på disse krige og Putins eventyr.

De vestligt anførte aktioner var og er ikke erobringskrige og drejede sig ikke om at beskytte diktatorer, men snarere om at beskytte civilbefolkningen i modsætning til Ruslands ageren, må man forstå. Hvad angår ønsket om at beskytte civilbefolkningen, må det betragtes som en total fiasko, hvis man ser på forholdene i fx. Irak og Afghanistan, og dermed er det altså kun den moralske indstilling, der adskiller Vesten fra Rusland, noget der i Mellemøstens brutale virkelighed ikke gør den fjerneste forskel for de hårdt plagede lokalbefolkninger.

Hvis vi accepterer præmissen om, at Putin kun ønsker at beskytte Assad og er fuldstændig ligeglad med den syriske befolkning, efterlader det os med spørgsmålet om, hvad alternativet er, og om det vil forbedre den almindelig syrers vilkår. Hvis nu Islamisk Stat eller en anden fundamentalistisk gruppe udnyttede det magttomrum, som fjernelsen af en statsleder uundgåelig efterlader, hvordan ville forholdene så blive, også i relation til sikkerheden i Europa?

Endelig er der den indenrigspolitiske udvikling i Rusland, hvor Putin beskyldes for at have tilbagerullet den demokratiske udvikling, der blev påbegyndt under Gorbatjov og Jeltsin. Gorbatjovs og Jeltsins bidrag til udviklingen i det post-kommunistiske Rusland er på mange områder betydelige, ikke mindst at det blev forhindret, at opløsningen af det sovjetiske imperium endte i et blodbad. Ikke desto mindre står det klart, at det demokratiske eksperiment fejlede totalt. Gorbatjovs store visioner blev aldrig til virkelighed, og efter en lovende begyndelse udviklede Jeltsin-årene sig til et sandt mareridt, hvor der på det nærmeste opstod hungersnød, og Rusland blev omdannet til en rendyrket mafia-stat under ledelse af en præsident, der var både fysisk og psykisk nedbrudt. Dette er baggrunden for Putin-epoken, der ganske rigtig antager en autoritære karakter, om end i en blød udgave. Efter 90ernes kaos er det imidlertid tilsyneladende det, et flertal af russerne ønsker sig at dømme efter Putins store popularitet.

Ovenstående skal ikke læses som et forsvar for Putin og Rusland, som det fremstår i dag. Mange af de ovennævnte kritikpunkter af det russiske styre kan bestemt være berettiget, men kan heller ikke reduceres til en sort/hvid fortælling. Den vestlige verden har i sin omgang med det post-kommunistiske Rusland begået betydelige fejl og må bære sin del af ansvaret for den nuværende krise. Samtidig bidrager det ikke til en løsning eller en dybere forståelse at holde Putin eneansvarlig for de problemer, der nu tårner sig op. Putin agerer som enhver anden statsleder i en virkelighed, hvor geopolitiske konstanter, kulturelle forhold og historiske erfaringer udgør mulighedsbetingelser og begrænsninger, der er svære at overskride. De groteske sammenligninger med Hitler og Stalin er kun med til at forplumre diskussionen og grave grøfterne dybere.

Det er derfor bydende nødvendigt at bringe nuancer ind i debatten om Europas mægtige østlige nabo og at erkende, hvor kompliceret en stat og et samfund, vi står overfor. Et land, der ikke kan sættes på formel, og som ikke forsvinder, ligegyldigt hvor meget man håber på det i dele af den vestlige verden.

På godt og ondt er vi nødt til at forholde os til russerne og deres politiske leder: Moskva er simpelthen blevet bjerget, som den vestlige verden ikke kan komme uden om i forsøget på at løse vor tids mest komplekse storpolitiske problemer. Fordi det forholder sig sådan, er vi nødsaget til at have en kvalificeret debat om Rusland og dets placering i det internationale system og ikke mindst om, hvordan de europæiske relationer til Moskva kan udvikle sig i en mere konstruktiv retning. Det er ikke en nem diskussion, og der findes mange ubekendte, men forsøget på at finde løsninger og formulere svar på de vanskelige spørgsmål må aldrig ophøre. Konsekvenser af at undlade dette kan blive fatale.