Modsætninger mellem Rusland og Vesten er historisk betingede

Relationerne mellem Rusland og den vestlige verden er siden Ukraine-krisens begyndelse i slutningen af 2013 blevet stadig forværret. På trods af små fremskridt i retning af samarbejde for eksempel om Syrien er der fortsat ikke udsigt til den store forbrødring.

 Af Thomas Lie Eriksen

Rusland: Det centrale spørgsmål er nu, om den nuværende krise kun skal forstås i lyset af de aktuelle begivenheder, eller om det er nødvendigt at forstå den voldsomme udvikling siden 2013 i lyset af en meget længere historisk tradition og nogle grundlæggende helt anderledes filosofiske og idehistoriske forestillinger om verden. Til belysning af dette spørgsmål er der megen inspiration at hente hos den norske forsker og doktor i russisk idehistorie: Bjørn Nistad.

Nistad er i Norge en meget kontroversiel debattør, idet han fremfører meget pro-russiske synspunkter og bl.a. støtter den russiske fremfærd i Ukraine. Ikke desto mindre er Nistad også en forsker, hvis værker udkommer på et velrenommeret forlag. I 2015 udkom Eldre russisk idéhistorie – fra middelalderen til opplysningstiden. Heri behandler Nistad opkomsten af russisk tænkning og filosofi i sammenhæng med Ruslands udvikling som stat, og diskuterer betydningen af den ældre russiske idehistorie for eftertiden. En diskussion der måske også kan bidrage til vores forståelse af Rusland og den nuværende konflikt med vesten.

En helt central forskel på vestlig og russisk tænkning og samfundsindretning ligger i den betydning, som enkeltindividet tillægges. Det enkelte menneske i den vestlige verden har fået stadig større betydning siden udviklingen af liberalistisk filosofi og Descartes` erkendelsesteori i 16- og 1700-tallet, en udvikling der blev understøttet af borgerskabets stigende økonomiske og politiske magt, Englands opkomst som verdensmagt, samt af de amerikanske og franske revolutioner.

Den politiske filosofi i Rusland fokuserede derimod på kollektivet og statsmagtens altafgørende betydning. Denne forskel i verdensopfattelse hænger sammen med nogle meget forskellige geografiske og demografiske udfordringer. Slaverne var fra begyndelsen af deres eksistens meget udsatte, bosiddende som de var på grænsen til den enorme eurasiske slette, hvorfra steppe- og nomadefolk med lethed kunne rette angreb.

Den første russiske og slaviske statsdannelse og imperium: Kijev-riget, bliver således overløbet og besejret af Djengis Khans mongolske stormtropper i midten af 1200-tallet. Hermed indledtes en besættelse, i russisk historieskrivning betegnet “tataråget”, som først blev afsluttet med Moskva-statens opståen som den dominerede magt i det russiske sprogområde. Underkastelsen under mongolsk herredømme var en afgørende faktor for skabelsen af forestillingen om nødvendighed af en stærk hersker, en central statsmagt og af at fællesskabet går forud for den enkelte.

Det er dog ikke kun på det magtpolitiske område og i spørgsmålet om indretningen af de politiske institutioner, at der findes store modsætninger mellem russisk og vestlig tænkning. Også på det religiøse område er forskellen i idehistorisk perspektiv betydelig.

Med Romerrigets sammenbrud og deling i år 395 opstod der to forskellige udgaver af kristendommen med tyngdepunkt i henholdsvis Rom og Konstantinopel, med store konsekvenser for eftertiden, Europas udvikling og forholdet mellem Rusland og vesten. Teologisk var forskellen mellem katolicisme og ortodoks kristendom primært af en teknisk karakter, men alligevel udviklede der sig en intens rivalisering mellem de to trosretninger, der hurtigt antog en magtpolitisk dimension.

Det var derfor alt andet end ligegyldigt, at russerne valgte at tilslutte sig den ortodokse tro, hvilket skete med storfyrst Vladimir af Kijevs dåb i 988, og dermed vende sig mod Konstantinopel og det byzantinske imperium. Hvorfor russerne valgte den ortodokse kristendom frem for katolicismen eller islam, der begge bød sig til som muligheder, er uklart. At der imidlertid var tale om et skæbnesvangert valg med store konsekvenser for Ruslands indre og ydre liv er derimod et historisk faktum.

Med fravalget af det vestlige Europas tro distancerede russerne sig fra begyndelsen af deres statslige eksistens fra vesten, og med Konstantinopels fald til Osmannerne i 1453 stod Rusland som verdens eneste ortodokse stat omgivet af hedninger, vantro og fjender til alle sider. Dette skabte nok en borgmentalitet, der har præget russisk udenrigspolitik lige siden.

Ligeledes skabtes forestillingen om det “hellige Rusland,” og i 1500-tallet udviklede munken Filofej tesen om Moskva som det tredje og sande Rom, efter at de to foregående var faldet til barbarerne. Alt dette skabte for russerne en stærk inderlighedsfølelse over for deres tro og religiøse praksis, der fra begyndelsen antog en anden karakter end i vesten. Det kristne budskab blev forkyndt på oldslavisk, så at den almindelige russer derfor i modsætning til befolkningen i Vest- og Centraleuropa forstod biblens ord direkte.

Ovenstående belysning af temaer og tendenser i russisk filosofi og idehistorie vil måske forekomme temmelig abstrakt og Nistads værk er på trods af en umiddelbart tilgængelig fremstillingsform sine steder en krævende læseoplevelse. Det meste af bogen består i en gennemgang af forskellige russiske tænkere og deres værker. Man skal derfor holde tungen lige munden, når navne, årstal og begreber flyver gennem luften.

Læsningen lettes dog af en strengt kronologisk fremstilling i kombination med et historisk oversigtskapitel som indledning til hver epoke. Nistads værk er alle anstrengelserne værd, ikke mindst fordi det fortæller en grundlæggende historie om de dybtliggende, historiske forskelle i kultur og verdensopfattelse, der fortsat præger forholdet mellem vesten og Rusland. Dermed bliver værket også et bidrag til forståelsen af den aktuelle konflikt mellem øst og vest.

Bjørn Nistand: Eldre Russisk idéhistorie – fra middelalderen til opplysningstiden, Vidarforlaget 2015