Analyse: Merkels sejr i migrantkrisen

Af Uffe Gardel

EU-topmødet med Tyrkiet er et vendepunkt: Nu gør man omsider det, som så mange har foreslået så længe: Sender migranterne tilbage og betaler for lejre uden for Europa.

Løsningen med “en syrer for en syrer” er godt tænkt. Den sikrer Tyrkiet, at landet i hvert fald ikke netto får flere migranter ud af at tage imod tilbagesendte fra Europa, og den fratager migranterne lysten til at sejle over havet; de bliver jo bare sendt tilbage igen. Så der bliver ikke så mange af sende tilbage til Tyrkiet.

Nej, der er ikke en endelig aftale; tingene kan falde på gulvet endnu, og det ville være en katastrofe, om de gjorde det. Men vi ser konturerne af en løsning.

Ja, der udestår en diskussion i EU om kvoter og fordeling, men pointen er jo, at der i praksis ikke bliver ret mange migranter at fordele.

Dette vil formentlig standse krisen. Og det er en historisk sejr for Merkel, som mange havde dømt ude efter hendes indledende fejltrin.

Samtidig er det en sejr for EU – i hvert fald en delsejr, for der udestår som sagt diskussionen om fordeling af flygtninge. Mange har spået EUs undergang som følge af denne krise. Nu ser det faktisk ud til at kunne lade sig gøre at løse krisen gennem forhandling, uden at EU falder fra hinanden.

Merkel har i månedsvis arbejdet for at få en aftale med Tyrkiet. Den første aftale kom aldrig til at virke, og var nok heller aldrig kommet til det, for det er tvivlsomt om tyrkisk politi rent praktisk ville være i stand til at hindre massevis af desperate migranter i at sætte fra land i små gummibåde. Nu er der en aftale på vej, som faktisk vil kunne fungere.

Østrig har en del af æren.

Det hører nemlig med i billedet, at både EU og Tyrkiet har været under pres fra Østrig og Balkan-landene, som var godt i gang med at implementere deres egen løsning. Den gradvise tilsnøring af Balkan-ruten, som Østrig, Slovenien, Kroatien, Serbien og Makedonien var godt i gang med, udgjorde ikke bare et kæmpe pres på EU, som stod med en humanitær katastrofe i Grækenland.

Presset lå i høj grad også på Tyrkiet. For i takt med at migranterne hobede sig op i Grækenland, ville færre af migranterne i Tyrkiet få lyst til at tage med menneskesmuglerne over Ægæerhavet. Og så ville Tyrkiet sidde med migranterne, men uden penge fra EU, og uden politiske indrømmelser fra EU.

Kritikere har i dag haft travlt med at pege på ting som kan gå galt. Ja, det bliver svært at få en aftale om fordeling af flygtninge internt i EU, men mon ikke det bliver til en større ligning, hvori der vil indgå både penge og politiske indrømmelser.

Og ja, Tyrkiet vil kunne blive ved med at bruge migranterne som en brik i forhandlingsspillet. Men det er jo ikke nyt.

Og ja, det kan tænkes, at migranterne søger vestover og prøver at komme ind i Europa via Italien eller Spanien. Det er bare ikke særlig sandsynligt.

Der er ikke så ligetil for en syrisk eller afghansk flygtning at komme til fx Tunesien, hvorfra hovedruten til Italien går. At komme til Marokko er ikke lettere, og slet ikke besværet værd. Der kommer nemlig nærmest ingen migranter ind i Spanien over havet. Det er der en enkel forklaring på: Spanien har en aftale med Marokko om at sende migranterne direkte tilbage, og der er et fint samarbejde mellem de to lande. Amnesty har kritiseret det hårdt, men EU-kommissionen har godkendt det. Det står ikke klart for mig, hvad Marokko får til gengæld, men skal vi gætte på at hjælpsomheden ikke er gratis.

Det vi ser konturerne af nu, er en aftale med Tyrkiet, som vil være en blanding af det spansk-marokkanske samarbejde og så den australske løsning med at betale andre lande for at drive flygtningelejre.

Det er ikke nogen særlig køn eller moralsk løsning. Den indebærer at EU får det mere og mere autoritære Tyrkiet til at gøre det beskidte arbejde, ligesom Marokko. Den er juridisk på lidt blød bund, for i Tyrkiet gælder Flygtningekonventionen ikke.

Endelig kan man spørge sig selv, hvorfor dette dog skulle vare så længe. Sidste år havde man måske endda kunnet få en aftale med Tyrkiet for en billigere pris. Den østrigske centrum-venstre-avis der Standard er dybt kritisk i en kommentar tirsdag aften. Hvorfor i alverden pressede tyskerne ikke mere på for en aftale allerede i efteråret?, spørger avisen, Og konkluderer selv, at det nok skyldes intern tysk uenighed.

”Tilsyneladende var mange tyske regeringsmedlemmer og embedsmænd ikke helt overbeviste om Merkels politik”, skriver der Standard.

Men hvad – det var vi andre jo heller ikke.