Analyse: Med Schulz mod sammenbruddet

Europa-Parlamentets formand Martin Schultz Foto: Plumpaquatsch

Europa-Parlamentets formand Martin Schultz Foto: Plumpaquatsch

Af Uffe Gardel

UffeAnalyse. SPD har længe stået som den store taber i de forandringer, der sker af det tyske politiske landskab. Også unionspartierne CDU/CSU har på landsplan blødt til AfD på grund af migrantkrisen, men sidste års fem delstatsvalg var i særlig grad hårde for socialdemokraterne; I Baden-Württemberg blev SPD stort set halveret.

Se også: Spd’s formand træder tilbage

Så det har længe stået klart, at Sigmar Gabriel måske ikke var den rette til at lede partiet. Og Martin Schulz’ navn har længe været nævnt som en mulighed i tysk presse. Den 61-årige boghandleruddannede EU-politiker har tidligere forsøgt at blive formand for EU-Kommissionen, og ved årsskiftet trådte han tilbage fra posten som formand for Europaparlamentet.

Det er svært at tro, at SPD skulle få væsentligt bedre chancer for at vinde efterårets forbundsdagsvalg af denne udskiftning. Men den kan alligevel få landspolitisk betydning. Schulz er en karismatisk, men også kantet person, og han kan få sværere end Gabriel ved at finde sig til rette i et samarbejde ledet af Angela Merkel. Skiftet fra Gabriel til Schulz kan derfor betyde sammenbruddet for den “store koalition”, altså CDU/CSU-SPD-alliancen, som har regeret Tyskland fra 2005 til 2009, og igen siden 2013.

Det kan måske blive en lettelse for SPD, som har mærket hvor mange stemmer det koster at være juniorpartner til en stærk kansler. Men kan en super-europer som Schulz virkelig begejstre de frafaldne SPD-vælgere? Men hvem skal så regere Tyskland?

Min vurdering er, at dagens nyhed øger risikoen for et sammenbrud i det gamle tyske politiske landskab. Der er nu en vis sandsynlighed for, at Merkel til efteråret kan sætte sig i spidsen for noget helt nyt, nemlig en såkaldt sort-gul-grøn Jamaica-koaltion – en alliance med det liberale FDP – hvis det kommer ind – og De Grønne. Det vil være en historisk nyhed. Og kan det fungere med blåsorte bayere og grønne miljøforkæmpere i samme regering? Tyskland blev i dag en lille smule mere ustabilt, og det samme blev dermed Europa.

Share This