Ændrer Rusland holdning til udenlandske fodboldspillere?

Ruslands landshold her før en kvalifikationskamp i EM 2016 mod Østrig Foto: Steindy

Ruslands landshold her før en kvalifikationskamp i EM 2016 mod Østrig Foto: Steindy

Af Toke Møller Theilade

Rusland har siden 2006 aktivt begrænset antallet af udenlandske fodboldspillere i landets klubber for at støtte landets egen talentudvikling, men nu kan nye vinde veje over landet i Øst.

Rusland: Efter det russiske landshold leverede en række skuffende besluttede landets fodboldforbund i 2005, at der skulle ske drastiske ændringer. Dråben, der fik bæreret til at flyde over var den missede kvalifikation til VM slutrunden i 2006, hvor landsholdet i kvalifikationen blandt andet tabte med 7-1 til Portugal. Som om dette ikke var nok, så formåede U21 landsholdet heller ikke at kvalificere sig til EM slutrunden det samme år.

Landsholdenes dårlige resultater fik Vitaly Mutko, præsidenten for fodboldforbundet, til at kæmpe for markante ændringer i Ruslands bedste række. Planen var, at flere russiske spillere skulle have spilletid så landsholdet fik flere spillere at vælge i mellem, og man indførte derfor en kvote for, hvor mange udlændinge, der måtte være på banen for hvert hold af gangen. Udenlandske spillere kaldes ofte for legionærer i Rusland, hvorfor dette blev kendt som Legionær-kvoten.

Regelændringen trådte i kraft i 2006, hvor klubberne højst måtte have syv spillere på banen af gangen, der ikke kunne spille for det russiske landshold. Planen var dengang, at dette tal skulle reduceres til fem i 2010 i takt med, at klubberne langsomt fik flere russiskfødte spillere ind i førsteholdstrupperne. Da 2012/2013 sæsonen startede var reglerne dog de samme, da de største klubber havde kæmpet indædt i mod regelændringerne, som de mente ville svække deres chancer for europæisk succes.

Med klubbernes sejr i første runde, begyndte de i 2014 at diskutere endnu en lempelse af reglerne. I stedet for de eksisterende begrænsninger blev de enige om, at alle klubberne maksimalt måtte have ti udlændinge i deres 25 mands førsteholdstrupper, men at de så til gengæld måtte have alle ti på banen af gangen, hvis de havde lyst til det. Dette forslag blev senere stemt i gennem i det russiske fodboldforbunds forretningsudvalg, men både Mutko, der senere var blevet sportsminister, og formanden for Statsdumaens komité for fysisk kultur og sport Igor Ananskikh vendte tommeltotten nedad.

Til nyhedsbureauet TASS fortalte Ananskikh dengang: ”Den vedtagede grænse fører til kommercialisering af visse fodboldklubber, men er i modstrid med interesserne fra den nationale sportsudvikling.” Han tilføjede derefter, at udlændingegrænsen var vigtig for landets chancer for succes ved VM i 2018, der som bekendt afholdes i Rusland.

I stedet for klubbernes forslag valgte Mutko i juli sidste år i stedet at stramme kvoten, så klubberne fra denne sæson kun kunne have seks udlændinge på banen af gangen. Dette skete blot få uger inden sæsonstarten og vakte stor vrede iblandt klubberne, der kun havde kort tid til at indrette deres trupper efter den nye regel. Kort inden stramningen havde Dumaen debatteret, hvorvidt man kunne begrænse antallet af udlændinge i russisk sport generelt.

I september, en måned inde i sæsonen, gav præsident Vladimir Putin også sin mening til kende. Under et møde med Rådet for Fysisk Kultur og Sport udtalte han: ”Sport i Rusland skal ikke koge i sin egen saft.” Putin tilføjede derefter, at selvom russisk sport naturligvis havde brug for udenlandske trænere, specialister og legionærer, så ville ”overdreven deltagelse fra udenlandske specialister og atleter i vores sports bevægelser og klubber ikke hjælpe udviklingen af russisk sport, men i stedet hæmme den og skabe problemer i udvælgelsen af landshold.”

Kort efter Putin gav sin mening til kende, fortalte Mutko, at præsidenten havde bedt ham om at ’blive hårdere’, hvad angår udlændingekvoten, da reglerne stadig var ’utilstrækkelige’.

På grund af Mutko og Putins udtalelser tog mange det derfor for givet, at man ville stramme udlændingegrænsen yderligere. Det var derfor ingen overraskelse, da det kom frem, at Mutko planlagde fremover kun at tillade fem udlændinge på banen af gangen.

Dette ser dog ikke længere ud til at være sagen, da Mutko forleden fortalte TASS: ”Jeg forstår meget klart, at grænsen ikke er et middel eller et værktøj for russiske spillere til at komme frem.”

Neutrale observatører og fodboldfans har længe påpeget, at udlændingegrænsen intet godt har ført med sig samt, at den blot har været ’den lette løsning’ på et kompliceret problem. Det er ydermere blevet påpeget, at kvoter ikke ville løse Ruslands store problemer med talentudvikling.

Med det seneste interview med TASS in mente det kunne ligne, at Mutko har nået det samme erkendelse.

Vi har defineret grænsen til fem russiske fodboldspillere. Vi vil muligvis ikke behandle dette problem i den nærmeste fremtid. Vi vil kanalisere alle vores ressourcer ind i træningssystemet for at danne et marked for vores spillere.”

På trods af, at udlændingegrænsen sikrer en plads på banen til fem russiske spillere, så er det også den primære grund til, at landets bedste fodboldspiller ikke længere forlader landet for at prøve sig selv af i stærkere ligaer. Siden indførelsen af udlændingegrænsen er de russiske spilleres lønninger eksploderet, da klubberne nu i endnu højere krav konkurrer om at have de bedste hjemlige spillere. Dette er en af grundende til, at Aleksandr Kokorin, en af landets bedste unge spillere, for nyligt valgte at skifte til Zenit Skt. Petersborg i stedet for at skifte til en af Europas stærkere ligaer. Uden en naturlig eksport af talent, så bliver de unge talenter, som grænsen skulle hjælpe, stadig holdt ude af førsteholdene, da de ældre spillere bliver i Rusland.

Ser man på de største fodboldnationer i verden, så er det tydeligt, at kvoter og grænser ikke fremavler flere og bedre fodboldspillere. Det er i stedet investeringer i akademier, talentprogrammer og træneruddannelse, der hjælper, hvilket Tyskland og Spaniens succeser i de senere år har bevist. Dette er en hårdere vej, der kræver mere tid, noget Rusland ikke har meget af inden VM om to-et-halvt år, men på lang sigt er det den eneste løsning. Ser man på Mutkos seneste udtalelse, så kunne det tyde på, at han måske også endelig har indset dette.

Share This