400 året for slaget ved Det Hvide Bjerg

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Tjekkiet: Her sidst på året 2020 markerer Tjekkiet 400 året for slaget ved Det Hvide Bjerg (”Bila hora”) vest for Prag. Her blev bøhmiske stænder besejret af den habsburgske kejser Ferdinand 2.s styrker. Stænderne havde forinden, i 1618 gjort oprør mod habsburgerne. Slaget ved Det Hvide Bjerg fandt sted lige omkring udbruddet af Tredieveårskrigen. Selv om der var tale om et mindre slag, det varede kun i et par dage, førte nederlaget til stændervældets undergang. Repræsentanter for oprøret lod Ferdinand henrette i Prag. Slaget markerede indledningen til modreformationen, rekatoliceringen af det overvejende protestantiske Bøhmen. Det har siden været vigtig for den tjekkiske selvforståelse, og er fra mange sider blevet udlagt som en national katastrofe og et symbol på århundreders imperial undertrykkelse og ydmygelse. 60 pct. af al jord blev konfiskeret i årtierne der fulgte efter; overtaget af katolikker, tyskere, italienere, spaniere og flamlændere. Ca. 36.000 familier forlod landet, sammenlagt 150.000 personer. Mange var unge og veluddannede og med adelige aner. Mange landområder kom til at stå øde, for der var kun folk nok til at dyrke halvdelen af jorden. 

I 1627 blev der indført en ny form for styre. Al kompetence blev her frataget den tjekkiske adel, og katolicismen blev den eneste tilladte religion. Katolicismen blev også indoktrineret i skolerne med hjælp af jesuitterne. Karls Universitetet kom under jesuitternes direkte opsyn i 1622. Barok arkitektur, en magnet for mange turister i dag, forbindes med rekatoliceringen og habsburgsk undertrykkelse.

I 1629 udstedte Ferdinand II et dekret, hvorefter den katolske kirke fik al den ejendom tilbage, der var blevet konfiskeret i 1552. Fortolkningen af slaget ved Det Hvide Bjerg er meget lig fortolkningen i Danmark af nederlaget ved Dybbøl i 1864, som skabte et regulært ”Dybbøl-kompleks”. Slaget i 1620 gav iflg. en analyse i det polske ”Polityka” (46.2020) et bidrag til at gøre holdningerne hos den gode soldat Svejk med synet på krig som absurditet, til en del af den tjekkiske folkekarakter.

Tjekkiet store digter og nationalhelt Frantisek Palacky kaldte slaget ved Det Hvide Bjerg en ”national forbandelse”. Den nationale vækkelse i Tjekkiet i 1800-tallet blev på den baggrund stærkt anti-habsburgsk og anti-østrigsk. Som i Polen blev adelsdemokratiet forbundet med national undergang.

Slaget ved Det Hvide Bjerg og rekatoliceringen fik stor betydning både i mellemkrigstiden og lige efter 2. verdenskrig i forbindelse med Benes-dekreterne. Der er også blevet draget sammenligner med Warszawapagt-invasionen i 1968. Og der er  ligheder. Af Bresjnev blev Prag-foråret i 1968 betragtet som en ”kontrarevolution”, som om nødvendigt skulle fjernes med rå magt; ganske som protestantismen blev fjernet med brutal magt af Ferdinand II for 400 år siden. Efter slaget ved Det Hvide Bjerg fik tjekkerne en rekatoliscering, efter Warszawapagt-invasionen i 1968 en ”normalisiering” og et ”ubrydeligt venskab” med Moskva.