Ad

40-året for valget af Johannes Paul II

Statue af Johannes Poul II i Wadovice hvor han er født Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Polen: 16. oktober 1978 kl. 19.42 viste sig på Peters kirkens balkon i Rom polske Karol Wojtyla, biskop i Krakow, men udnævnt til pave med navnet Johannes Paul II. Valget skabte genlyd verden over og rystede det kommunistiske styre i Polen i dets grundvold. ”Kammerater, vi har fået et problem”, lød det i det polske kommunistpartis rækker.

Jubilæet er naturligvis blevet markeret i polsk presse. Flere nye bøger behandler emnet, bl.a. en afslørende bog af Jacek Moskwa (den polske titel: ”Tajemnice konklawe 1978”, omtrent oversat ”Hemmeligheder i den forsamling (”konklawa”), der valgte den ny pave”.

Kardinalerne var dybt splittede, Wojtila blev først valgt i 8. stemmerunde. Først da modkandidater begyndte at trække sig blev der skabt flertal. De fleste regnede med en italiener som ny pave, men de to vigtigste italienske kandidater til posten, kardinal Giuseppe Benilli fra Genoa og Giovanni Benelli fra Fiorentina ødelagde dette pga. indbyrdes destruktive kampe om posten. Karol Wojtyla selv var slet ikke optimist på forhånd. ”Jeg er for ung og for ukendt, jeg bliver aldrig valgt”, skal han have sagt.

Pave Johannes Paul II kom til at regere længe, fra 1978 helt frem til 2006. Han var konservativ og hans tilknytning til Polen fornægtede sig ikke, den polske lobby i Vatikanet var stærk, for stærk efter nogles mening. Johannes Paul IIs fortjeneste var åbenheden over for andre trosretninger, med konstruktiv dialog med jøder, lutheranere og ikke-troende og rehabilitering af den før så fordømte udviklingsteori.

I 1992 tilbagekaldte han kirkens fordømmelse af Galilei, og fire år senere godkendte han udviklingsteorien. Det betød, at kirken ikke i samme grad som tidligere var i åben konflikt med videnskaben.

Valget af en polsk pave i 1978 styrkede oppositionen i Polen til det kommunistiske styre og banede vejen for Solidaritet. Pavens besøg i Polen i 1979 bragte millioner af polakker på gaderne med talrige religiøse manifestationer og massemøder. Paven og kirken fik en betydningsfuld rolle i 1989erne og bidrog i høj grad til rundbordssamtalerne og den fredelige overgang fra kommunisme til demokrati. Vesten var ikke interesseret i en voldelig revolution.

Pave Johannes Paul IIs konservatisme kom til eksempelvis udtryk i modstand mod antikonception, i forsvaret for det gamle syn på familien og kvindens rolle i samfundet og i forbindelse med udnævnelser af kardinaler og biskopper.

Heller ikke den katolske befrielsesteologi i Latinamerika og Dupuisa’ pluralisme teologi havde de bedste arbejdsbetingelser. Den kendte teolog Karl Rahner talte ligefrem kold krig i den katolske kirke efter valget af Karol Wojtyla. Den tyske kardinal og senere pave Ratzinger indtog en uheldig rolle som rådgiver. Flere med afvigende holdninger blev nægtet at undervise på katolske universiteter. Det gjaldt fx den kendte amerikanske teolog Charles Curran.

Efter sin død i 2006 blev Johannes Paul II i rekordtempo ”beatificeret” (i 2011) og kanoniseret (i 2014). 13 år efter sin død er den katolske kirke blevet ramt af flere skandaler, værst nok de mange skandaler om pædofili. I Polen selv er kirkens indflydelse blevet svækket.

Ved flere valg har nye partier, fx Palikots Bevægelse ved valget i 2012, vundet mange stemmer, især blandt de unge vælgere. Kirkens krav om yderligere skærpelse af abortlovgivningen har også ført til omfattende protester. Spørgsmålet om kirkens rolle og kirkens finanser, fx skattefrihed, vil uden tvivl spille en vigtig rolle også i den kommende valgkamp. Der skal være nyvalg i Polen senest i oktober næste år.