21.august: Den dag kommunisme døde

Russiske soldater i Prag Foto: arkive.org

Af Ota Tiefenböck

Tjekkiet: I dag er det 46 år siden. Den 21. august 1968, afgik kommunisme ved døden. Den dag invaderede Sovjetunionen sammen med Polen, Ungarn, Østtyskland og Bulgarien mit tidligere hjemland. Jeg var en lille dreng dengang og på ferie hos min mormor, som vækkede mig klokken fem om morgen.

“Russerne er her”, sagde hun, mens store tårer trillede ned af hendes kinder. Jeg glemmer det aldrig. Billeder af militærkøretøjer i de samme gader, som jeg ganske få timer tidligere cyklede rundt i, flyene i luften og ikke mindst billeder af de mennesker, som hurtigt samlede sig i gaderne. De virkede ikke bange til trods for den faretruende situation. Jeg glemmer heller aldrig det sammenhold, man kunne mærke i luften og mine landsmænds spørgsmål til soldaterne.

“Hvorfor er I her? Hvad laver I her?”. Efter russernes invasion stod det hurtigt klart, at tjekkoslovakernes kamp for demokratiske reformer blev knust, og at Tjekkoslovakiet i de efterfølgende år skulle i gennem en stabiliseringsprocess, som skulle bringe landet tilbage i folden af de trofaste sovjetiske vasalstater.

Det er først mange år senere, at det gik op for mig, at det ikke kun var tjekkoslovakerne, russerne knuste den dag.  Russerne knuste også et håb om, at det er muligt at skabe et samfund, som ikke blot er baseret på økonomisk vækst og forbrug. Et samfund som kunne tage konkurrencen med kapitalismen op og vise, at der er andre måder at indrette et godt og retfærdigt samfund på.

Tjekkoslovakiets reformleder, Alexander Dubcek Foto: arkive.org

Tjekkoslovakerne bakkede op om landets kommunistparti med Alexander Dubcek i spidsen og ønskede at skabe et socialistisk samfund med et menneskeligt ansigt, men fik ikke lov. Ingen kan i dag sige, hvad deres eksperiment ville have endt med. Det blev knust, før det fik lov til at udfolde sig, men en ting er sikker: sammen med tjekkoslovakkernes knuste håb, døde også troen på kommunisme og socialisme, som en samfundsordning. Den er og desværre bliver ved med at være et uopnåeligt og urealistisk samfundsideal, som menneskeheden hverken kan administrere eller er klar til.