2016 bliver et kaotisk år for Ukraine

2016 bliver ikke bedre end 2015, hverken for Ukraine eller Europa. Den ukrainske regering er impotent og ikke i stand til at indfri ukrainernes håb om stabilitet, bedre økonomi og bekæmpelse af korruption. Det nye år byder snarere på risiko for nye folkelige optøjer og en sandsynlighed for at EU giver efter for russiske krav i den ukrainske konflikt.

Analyse af Ota Tiefenböck

Ukraine: Halvandet år efter at Petro Porosjenko blev ukrainsk præsident og lovede vidtrækkende reformer af det ukrainske samfund, er det ganske sparsomt, hvor mange af disse reformer der også er gennemført i praksis. Det ukrainske samfund er fortsat gennemsyret af korruption, og landets økonomi er på randen af kollaps. Den ukrainske regering virker ude af stand til at få Ukraine på ret kurs, og det kan få vidtrækkende konsekvenser ikke kun for Ukraine – men for hele Europa.

Den ukrainske regerings politiske impotens kommer klart til udtryk i en meningsmåling foretaget af Gallup i december 2015. Den viser, at Petro Porosjenko kun har opbakning fra 17 procent af ukrainerne. Det er et ganske alarmerende tal, især sammenholdt med, at Ukraines tidligere præsident, Viktor Janukovitj, i 2013 scorede 28 procent i en tilsvarende Gallup undersøgelse.

Risiko for nye folkelige oprør

Det er ganske tvivlsomt, at de ukrainske politikere pludseligt vil finde evner til at bekæmpe korruption eller til at føre saglige forhandlinger med de prorussiske separatister i Østukraine, hvis de ikke har haft evnerne og viljen til det i løbet af den tid der allerede er gået. Det er ligeledes usandsynlig, at EU, som har problemer nok med flygtningekrisen, vil blive ved med at tolerere de ukrainske politikers sløvhed.

Den største trussel for stabiliteten i Ukraine er imidlertid i stigende grad den ukrainske befolkning. Ukrainerne har set sin i forvejen dårlige levestandard blevet forringet endnu mere. Derudover er landet stadigvæk i væbnet konflikt i Østukraine, da hverken Ukraine eller Rusland har levet op til våbenhvileaftalerne fra Minsk. Aftalerne er fortsat ikke gennemført og er efter det seneste telefonmøde mellem parterne i den såkaldte “Normandiet-gruppe”, blot forlænget ind i 2016. Det er derfor usikkert hvor længe Porosjenko kan regne med ukrainernes tålmodighed. Det kan føre til endnu et “Euromaidan” og folkeligt oprør i Ukraine, flere blodsudgydelser og en ny ustabilitet i Europa.

Det største problem er nemlig, at der slet ikke findes alternativer til den nuværende politiske ledelse i Ukraine – da alle de alternativer, der byder sig, eksempelvis ultranationalistiske kræfter eller tilbagevenden til en prorussisk politisk orientering, synes at være langt værre.

Økonomisk kaos

Den ukrainske regering har det seneste år, med ganske få undtagelser, ikke præsteret andet end at vedtage en række ligegyldige eller kontroversielle love. Eksempelvis er det ukrainske kommunistparti blevet forbudt ved lov, en række udenlandske kulturpersonligheder, eksempelvis musikere som har optrådt på Krim, eller udenlandske journalister, hvis rapportering om den ukrainske konflikt blev betegnet som prorussisk, blevet blacklistet og erklæret som en trussel for landets sikkerhed. Derudover er alle navne i det i offentlige rum inspireret af russisk eller fælles-sovjetisk historie blevet ændret. Det er forståeligt, at Ukraine har et behov for at gøre op med landets sovjetiske historie, men hvorvidt landets nuværende situation, hvor der er presserende behov for andre langt vigtigere beslutninger, også er det rette tidspunkt at iværksætte disse tiltag er en ganske anden sag. De ukrainske politikere synes at være mere aktive i at dæmonisere Rusland og i at promovere sig selv som demokratiforkæmpere for EU, frem for reformere landet, for eksempel ved at bekæmpe den voldsomme korruption.

Det ukrainske parlament har Juleaftensdag vedtaget landets finanslov, som er garanti for udbetalingen af den næste lånerate fra Den Internationale Valutafond (IMF). Det er imidlertid fortsat uklart, hvorvidt IMF godkender loven, da den ifølge ukrainske og internationale medier opererer med urealistiske forudsætninger, samt indeholder en række ændringer af de betingelser, der i forvejen var aftalt med IMF. Uden lånet fra IMF er Ukraine så godt som færdigt.

Hertil kommer, at Ukraine har afvist at tilbagebetale et lån på tre milliarder dollars fra Rusland, som landet fik i 2013 under landets daværende præsident Viktor Janukovitj, forfalden til betaling ved udgangen af 2015. Ukraine kan se frem til at blive slæbt foran en international domstol af Rusland, en sag Rusland formentlig vil vinde.

Handelsaftalen med EU, der trådte i kraft 1. januar 2016, markerer også afslutningen af et åbent marked med Rusland. Det kan vise sig at blive et stort problem for Ukraine, da eksporten til Rusland vil blive reduceret drastisk. Rusland har allerede indført sanktioner og forbud mod import af fødevarer fra Ukraine, mens Ukraine har varslet lignende foranstaltninger i forhold til russisk eksport til Ukraine. Samtidig er Ukraine slet ikke klar til at leve op til de mange kvalitetskrav EU stiller, og de vil få svært ved at navigere rundt på de europæiske markeder.

Behov for større anerkendelse for russiske interesser

Det er usandsynlig, at Ukraine kan fungere uden sin russiske nabo, som landet både handelsmæssigt, politisk og samfundsmæssigt har været forbundet med i det meste af sin historie. Det er endnu mere tvivlsomt, at EU er i besiddelse af den politiske vilje og den nødvendige økonomiske styrke der kræves for at hive landet ud af russisk indflydelse.

Udfordringerne bliver endnu større så længe de politiske reformer udebliver, og de ukrainske politikere fokuserer mere på tomme løfter end konkrete resultater. De europæiske lederes vilje og tålmodighed med den ukrainske regering synes, i lighed med den ukrainske befolkning, at være ved at blive brugt op.

I den situation tegner der sig to mulige scenarier for den kommende udvikling i Ukraine:

1) Den ukrainske regerings manglende evner og landets elendige økonomi åbner op for at landets højreekstremistiske kræfter kommer til og får større og større indflydelse på den politiske og samfundsmæssige udvikling i Ukraine. Det vil formentlig betyde en opblusning af kampene i Østukraine, en voldsom forværring af forholdet mellem EU og Rusland, og vil føre til endnu en sikkerhedsmæssig trussel for hele Europa.

2) Den anden mulighed ser ud til at være større indrømmelser for Ruslands geopolitiske krav om politisk og økonomisk indflydelse i regionen fra EU’s side. Det vil formentlig skabe en vis stabilitet i Ukraine, samtidigt med at det vil tilgodese hele den ukrainske befolkning – også den del af befolkningen, som fortsat ønsker landet knyttet til Rusland. Det vil skabe en større stabilitet, ikke blot i regionen, men også i forholdet mellem EU og Rusland.

Både EU og USA er trætte af problemerne i Ukraine og af de ukrainske politikeres uduelighed eller manglende vilje til at gennemføre politiske reformer. EU har i øjeblikket rigeligt med problemer med flygtningekrisen og er mest interesseret i, at krisen i Ukraine skal fylde så lidt som muligt. Det er derfor sandsynligt, at EU efterhånden er indstillet på at give større indrømmelser til Rusland og på at tilgodese de russiske krav i den ukrainske konflikt.

Ukraine vil derimod forsøge at holde konflikten i Østukraine varm ved en fortsat dæmonisering af Rusland for at tiltrække sig Vestens opmærksomhed og hermed politisk og økonomisk støtte. Det er derfor fare for at vi i 2016 vil opleve nye kampe i Østukraine og en yderligere destabilisering i området. Den mest ukendte faktor er imidlertid den ukrainske befolkning, og hvorvidt den endnu engang er i stand til at samle kræfter til et nyt folkeligt oprør.