Reichsbürgerne: Fra tosserier til mordforsøg

Tysk "Rigsflag" ved NPD's Nationale Zentrums, Leipzig Lindenau. Foto: Herder3 / Wikimedia Commons

Tysk “Rigsflag” ved NPD’s Nationale Zentrum Leipzig Lindenau. Foto: Herder3 / Wikimedia Commons

Af Uffe Gardel

Uffe“Reichsbürger”-bevægelsen har længe været anset for en flok tosser. Med onsdagens skud mod fire betjente i Bayern må det endegyldigt være forbi med morskaben.

Bevægelsen består af en meget blandet gruppe af mennesker, som ikke anerkender BRD, den Tyske Forbundsrepublik, men hævder at det Tyske Rige stadig eksisterer. Nogle af dem er harmløse og nøjes med at fremstille fantasipas og fantasikørekort og andre fantasidokumenter til hinanden. Andre chikanerer myndigheder og embedsmænd af enhver art, ikke mindst dommere og politibetjente. Og så er der altså også nogle som er parate til at bruge vold.

Onsdag skød en 49-årig mand i Georgensgmünd i Bayern mod fire betjente og sårede to af dem alvorligt; betjentene kom for at inddrage mandens 31 legale jagtvåben, fordi han ikke længere blev anset for tilregnelig. I august var der et lignende tilfælde i Sachsen, da en “Reichsbürger” skulle sættes ud af sit hus. Men man har længe vidst at nogle af tosserne flirter med vold; for to år siden beslaglagde politiet i Berlin et større sprængstoflager hos en tilhænger af bevægelsen.

“Reichsbürgerne” er splittet op i mange små sekter, som for de flestes vedkommende er højreekstreme i en eller anden grad. Hver enkelt sekt har sin egen “eksilregering” eller “midlertidige rigsregering” eller “folke-rigsdag”, som den hævder repræsenterer det sande Tyskland. Trods splittelsen forenes bevægelsens tilhængere nemlig af en overbevisning om at BRD er illegal, og nogle af dem nægter derfor at betale skatter eller bøder eller på anden måde at anerkende myndighederne.

Et typisk tilfælde er dette fra Sachsen, hvor en 38-årig mand for knap fire år siden fik en bøde: Manden havde undladt at hente det legitimationskort, han selv havde bestilt hos myndighederne. Bøden betalte han ikke, og så blev han stævnet for retten. Her nægtede han at sætte sig ned:

“Jeg vil ikke tage plads, for jeg anerkender ikke forretningsordenen. Jeg indgår ikke nogen aftale med Dem,” sagde han til dommeren. Det mærkværdige pseudo-juridiske sprog er karakteristisk for BRD-benægterne, der griber til alle mulige sære forklaringer på at BRD ikke findes, eller ikke er en legal magt. For eksempel står der “Nationalitet: Tysk” i de tyske pas og legitimationskort. Men der findes ikke nogen nation der hedder “Tysk”, siger Reichsbürgerne.

Det er ikke mere end få dage siden, at justitsministeren i Nordrhein-Westfalen krævede en skrappere kurs over for “Reichsbürgerne”. De oversvømmer i stigende grad retsvæsenet med skøre krav og påstande, og tilsviner dommere på nettet. Senest er de begyndt at rejse fiktive erstatningskrav mod myndighederne, somde derefter på en eller anden måde har fået en domstol på Malta til at give grønt lys for at inddrive. Det kan der gå megen tid med, og delstatsregeringen krævede derfor hjælp fra forbundsregeringen.

 

Share This