Ukrainer roser sprængningen af Nord Stream og påstår, at den ikke har haft betydning for Tyskland

Foto: FactsWithoutBias1

Af Michael Skovgaard

Ukraine/Tyskland: Den formodede hovedmand bag sprængningen af Nord Stream har til den tyske avis FAZ udtalt, at det var en positiv ting. Roman Tschervinskij fra Ukraines efterretningstjeneste betegner ødelæggelsen af gasledningerne som værende „uden betydning“ for Tyskland. Wall Street Journal betegnede i november Tschervinskij som manden, der koordinerede anslaget mod Nord Stream. Siden da er det blevet sandsynliggjort, at ukrainske agenter stod bag sprængningen af Nord Stream, men muligvis uden den ukrainske regerings vidende.

Flere tyske økonomer har fastslået, at den manglende russiske gas har kostet det tyske samfund ca. 200 mia. euro. Det er en stærkt medvirkende årsag til, at industrien ikke længere er konkurrencedygtig, da andre energiformer koster langt mere, og flere store tyske virksomheder fyrer medarbejdere i stor stil som led i den igangværende krise i Tyskland. Omvendt har sanktionerne mod Rusland ikke for alvor skadet den russiske økonomi, da tidligere indtægter fra gas er blevet erstattet af stigende priser på flydende gas (LNG) og olie. I øvrigt importerer flere EU-lande i stor stil LNG fra Rusland trods sanktionerne.

Flere russiske og Putin-kritiske økonomer i eksil peger også på, at Tyskland og Europa havde været bedre tjent uden sanktionerne mod russisk gas. I Tysklands tilfælde ville det i teorien have betydet flere penge til våben til Ukraine, hvis ikke den økonomiske krise havde været udløst. Og Tyskland var i forvejen en af hovedbidragyderne mht. hjælp til Ukraine. Desuden har Rusland hele tiden leveret gas til Centraleuropa via pipelines gennem Ukraine på trods af krigen, hvilket begge parter har tjent på. Bl.a. en medvirkende årsag til, at Rusland ikke har angrebet pipelines i Ukraine. Seneste udvikling er dog, at Rusland har stoppet leverancer af gas til Østrig.    

Den tyske regering har ikke regeret officielt på udmeldingen, men Sahra Wagenknecht fra det nye parti BSW har krævet øjeblikket stop for al våbenhjælp til Ukraine efter udtalelsen og krævet en tilbundsgående undersøgelse af sprængningen af Nord Stream, som reelt er blevet skrinlagt af  Tysklands og andre landes myndigheder.  Affæren kan få indflydelse på den kommende valgkamp i Tyskland. Umiddelbart er kansler Scholz i krise og fremstår ret isoleret, da han er imod levering af Taurus-missiler til Ukraine i modsætning til partierne CDU, FDP og De Grønne. De to yderfløjspartier AfD og BSW deler Scholz‘ holdning, hvilket er med til at forklare de tyske vælgeres vigende støtte til flere våben til Ukraine. Tilsammen ville de tre partier sandsynligvis kunne mønstre ca. 40 procent af stemmerne ved det kommende valg i februar næste år, men et samarbejde mellem SPD og AfD er udelukket. Og i øvrigt er der planer om at forbyde partiet AfD helt og holdent, skønt det er valgt på demokratisk vis.

Det nye parti BSW‘s kommende rolle er svær at bedømme. For en måned siden stod Sahra Wagenknechts parti til omkring 9 procent, men den seneste måling 19. november sender partiet ned på 4 procent, og dermed er partiet under spærregrænsen på 5 procent.  

Share This