Ukraine mangler soldater, kan det virkelig passe?

Af Ota Tiefenböck

Debat: Ukraines succes i kampen mod russiske invasionsstyrker har ifølge europæiske politikere og en lang række eksperter, vi dagligt hører at fortælle i medierne, kun en løsning: Vi skal sende flere våben og ammunition og polstre Ukraine med økonomisk støtte, så landet kan modstå russernes invasion og i den sidste ende sejre over russerne. Vi er flittigt blevet fortalt af medierne, hvor mange russiske soldater har mistet livet i krigen. De ukrainske tab er naturligvis yderst beskedne, dog uden at det kan uafhængigt verificeres, som medierne plejer at skrive.

Foreløbigt, i hvert fald så vidt jeg har set, har ingen af politikerne eller eksperterne taget i betragtning, at Ukraine sammenlignet med Rusland er et langt mindre land og således har langt færre menneskelige ressourcer. Altså, at Ukraine med sine nuværende omtrent 26 millioner indbyggere, altså dem, der stadig befinder sig i Ukraine, hvis det over hovedet er så mange, rent ressourcemæssigt ikke kan konkurrere med et land med 146 millioner mennesker. Sagt med andre ord: Ukraine har kun en begrænset mængde soldater til rådighed og langt langt færre, end russerne har. Det burde allerede for længe siden have udløst det ganske logiske spørgsmål: 

Hvem skal betjene alle de moderne våben, vi sender afsted, og er det i sådan en situation over hovedet forsvarligt at eskalere krigen i Ukraine med stadig flere og flere våbenleverancer, hvis eneste resultat bliver, at flere og flere mennesker mister livet? Er det virkelig en kamp til den sidste ukrainer, politikerne har i tankerne, når de siden krigens begyndelse ikke har udvist en vilje til at løse konflikten diplomatisk? 

At situationen i Ukraine er kritisk, vidner bl.a. en artikel fra 16. marts i Washington Post om. Her står der bl.a.: “Ukraine har et desperat behov for flere tropper, dets styrker er udtømt af døde, sårede og udmattede. På trods af Ruslands massive tab er angriberne stadig langt flere end Ukraines forsvarere, en fordel, der hjælper Moskva frem på slagmarken.”

Hvilken overraskelse!

Artiklen beskriver endvidere, hvordan ukrainske myndigheder over hele landet jæger unge mænd for at sende dem til fronten.

Ukraines parlament har igennem længere tid diskuteret et lovforslag om mobilisering af 500.000 soldater, som bl. a. vil sænke mobiliseringsalderen fra 27 til 25. At det tager så lang tid at vedtage sådan en lov i et land, som er truet på sin eksistens, er sagt med mildt ord bemærkelsesværdigt, og kunne tyde på, at kampgejsten i Ukraine er ved at miste omdrejninger. Det sker samtidig med, at det skønnes, at omkring 650.000 unge mænd, nogle lovligt andre ved at bestikke sig til det, siden begyndelsen af krigen har forladt Ukraine for ikke at blive sendt til militæret. Lysten for at blive sendt til fronten og kæmpe er således mildt sagt begrænset.

Krigen i Ukraine har ikke haft et forløb vi i Vesten har ønsket. Faktum er, at de mange våben og økonomiske midler, der er blevet sendt til Ukraine foreløbigt ikke har haft den helt store effekt. De økonomiske sanktioner mod Rusland, vi også har indført, synes mere at ramme os selv end russerne.  Nu er vi så nået til den næste fase, Ukraine har ikke nok soldater, og det kommer åbenbart som den helt store overraskelse for politikerne og eksperterne. Hvad skal vi så nu?

Europas nye selvudnævnte stærke mand, Frankrigs præsident Emmanuel Macron giver svaret og er nu begyndt at lufte tanken om udsendelse af NATO soldater til Ukraine. Den er der naturligvis taget godt imod i Polen, heriblandt hos Polens nye stærke mand, udenrigsminister Radoslaw Sikorski. Og flere og flere kommer til, i de baltiske lande, Tjekkiets præsident Petr Pavel eller Letlands præsident Edgars Rinkevičs, som helt ubeskedent skrev på X.: “Russia delenda set”, Rusland skal ødelægges, henvisende til samme citat ved krigen mellem Karthago og Rom.

Det er formentlig kun spørgsmål om tid, hvornår andre politikere kommer til og vil nikke til, hvad de højestråbende siger. Man skal jo ikke bryde den europæiske enhed, sådan som foræderne i Ungarn og Slovakiet har gjort. De seneste udtalelser fra den polske general Rajmund Andrzejczak er således sikkert ganske rigtige. Generalen har nemlig meldt ud, at vi skal gøre klar til krig mod Rusland. Han har givetvis ret, alt tyder på, at det kun er spørgsmål om tid, hvornår det sker. Vores politikere er åbenbart så uansvarlige, at de endnu engang vil kaste Europa og os, der har valgt dem, i en storkrig, denne gang dog måske den sidste. Det onde skal bekæmpes uanset, hvad det kommer til at koste.