Ukraine indfører ekstra grænsekontrol for russiske foldboldfans
Når engelske Chelsea tirsdag aften gæster Dinamo Kijev i Champions League, skal klubbens russiske fans igennem en ekstra grundig grænsekontrol, melder de ukrainske myndigheder
Af Toke Møller Theilade
Når engelske Chelsea tirsdag aften gæster Dinamo Kijev i Europas fineste klubturnering, Champions League, får flere af klubbens fans ualmindelig svært ved at komme til Kijev for at støtte deres klub. Dette sker som følge af en udmelding fra Ukraines grænsekontrol om, at alle Chelseas russiske fans skal igennem en ekstra grænsekontrol, hvis de ønsker at rejse ind i landet.Alle russiske statsborgere skal igennem en grundig grænsekontrol, ligesom formålet med deres tur til Ukraine vil blive gået efter i sømmene.
Med forventningerne om flere hundrede russiske Chelsea fans på vej til Ukraine har de ukrainske grænsemyndigheder udsendt et officielt statement om den forøgede sikkerhed.
”Den Statslige Grænsetjeneste siger, at baseret på en risikoanalyse vil de alle skulle igennem en total grænsekontrol for at opdage ekstremistiske personer og dem, der kan udgøre en trussel imod ukrainske borgeres sikkerhed” siger Oleh Slobodian fra de ukrainske grænsemyndigheder til Ukrinform i sidste uge.
Chelsea er en af de mest populære udenlandske fodboldklubber i Rusland. En Twitter undersøgelse fra 2015 viste, at Chelsea er det mest populære engelske hold i Rusland, og en stor del af denne popularitet skyldes klubbens russiske ejer Roman Abramovitj.
Han er en af Ruslands rigeste mænd, og er blandt andet kendt for sit tætte venskab med Vladimir Putin.
Da Chelsea i 2013 mødte Rubin Kazan i en udekamp i Europa League i Moskva, støttede en så stor del af de fremmødte fans det engelske udehold. Det gik Rubins midtbanespiller Alan Kasaev på.
”Det var beklageligt, at russerne heppede på Chelsea, ” sagde han efter kampen.
Den øgede grænsekontrol er et irritationsmoment for de russere, der blot vil følge deres foretrukne fodboldhold.
Dan, manden bag en af de største russiske Chelsea profiler på det sociale medie Twitter, udtalte forleden til Mr. East, at på trods af at, det er en skam, at han, og andre, bliver forstyrret i deres planer om at se fodbold på grund af problemerne i mellem de russiske og ukrainske regeringer, så forstår han også godt de ukrainske sikkerhedsforanstaltninger.
”Ukraine har enhver ret til at kontrollere sine grænser samt kontrollere hvem, der kommer ind på deres territorium. ” siger han og fortsætter:
”Vi skal forstå deres grunde til at introducere den yderligere kontrol, og huske på baggrunden, der ikke relaterer sig til fodbold.”
Dinamo, der vandt deres første kamp i Champions League gruppespillet med 2-0 ude imod israelske Maccabi Tel Aviv, fik ikke den bedste optakt til holdets vigtige kamp imod Chelsea.
Dinamo tabte fredag aften i Ukraines største derby med 3-0 på hjemmebane imod rivalerne fra Shakhtar Donetsk. Efter kampen udtalte klubbens træner Serhiy Rebrov, at holdet må forsøge at glemme nederlaget og i stedet arbejde frem imod Chelsea kampen.