Tysk valg: Den reelle spænding er væk – muligt drama efter valget

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Efter det seneste såkaldte „drama“ i form af Merz‘ påståede samarbejde med AfD i form af afstemningen om asylpakken, er alt ved det gamle. Ingen markante forskydninger i målingerne – heller ikke efter søndagens TV-duel mellem de to kanslerkandidater Friedrich Merz og Olaf Scholz. Alle målinger siger ca. 30 procent til CDU/CSU og ca. 15 procent til SPD og De Grønne med udsving på op til 2 procent. Med godt 10 dage til valget må det derfor udelukkes, at Scholz modtager genvalg som kansler, hvorefter han som bebudet vil trække sig helt fra en kommende regering.
I praksis er der to muligheder for en løsning med kun to partier. En koalition med SPD/CDU eller en regering med CDU og De Grønne. De kræver så et flertal på 50 procent – i modsat fald skal der et tredje parti med i regeringen. Men mindre end 50 procent kan vise sig at være nok, hvis de tre små partier BSW, Die Linke og FDP ikke klarer spærregrænsen på 5 procent og stemmerne på partierne reelt er spildt. Det store regnestykke får vi så først et svar på efter valgdagen den 23. februar.
Hovedparten af de tyske vælgere forventer og ønsker en koalition med CDU/CSU og SPD. Hvem der for alvor skal repræsentere SPD efter Scholz‘ forventede nederlag, er uvist. Men meget peger på den populære forsvarsminister Boris Pistorius, som blev hevet ind fra højre for at afløse juristen Christine Lambrecht. Hun blev i sin tid udpeget for at opfylde kvindekvoten i Ampel-regeringen, men blev reelt fyret som følge af uduelighed. Pistorius kunne være et godt bud på en udenrigsminister under Merz. Han har været uenig i Scholz‘ fodslæbende kurs mht. våben til Ukraine og er dermed mere på linje med CDU/CSU. Direkte adspurgt har han dog givet udtryk for, at han helst vil blive som forsvarsminister og gøre arbejdet med den nødlidende tyske hær færdigt.
Hvis forhandlingerne mellem CDU/CSU og SPD går i vasken, kan De Grønne komme i spil, selv om især CSU har udelukket et samarbejde med partiet som følge af partiets venstrefløjs pro-migrationsholdning. Kanslerkandidat Habeck har vist vilje til at forhandle om asylpakken, hvilket har affødt hård kritik fra netop denne fløj – en splittelse af partiet kan ikke udelukkes. Partiets siddende udenrigsminister Annalena Baerbock skal nok ikke forvente genvalg. Hun har været i vælten som følge af en lang række „bommerter“. Den mest alvorlige kom under et officielt besøg i Kina, hvor hun kaldte Kinas præsident Xi Jinping for en diktator, hvorefter et større diplomatisk brandslukningsarbejde blev iværksat. Blandt hendes mere muntre indslag var en episode, hvor hun krævede, at Putin foretog en 360 graders kovending i Ukraine, hvortil den russiske udenrigsminister Lavrov replicerede, at i så fald ville Putin jo bare stå der, hvor han hele tiden havde været.
Som nævnt kan et af de små partier blive tungen på vægtskålen, hvis der skal skaffes et flertal. Det liberale parti FDP kunne være en mulighed, selv om både Scholz og Merz under TV-debatten var enige om, at man helst er fri for dem. Partiet udløste reelt valget i utide, da det trak sig fra Ampel-regeringen. FDP ligger konstant på 4 procent i alle målinger. Sahra Wagenknechts parti BSW er på retur og ligger på vippen. Partiet vil næppe kunne indgå i en regering med CDU/CSU. Die Linke, som længe så ud til at være helt ude, oplever nu fornyet tilslutning hos især yngre vælgere på venstrefløjen med omkring 6 procent. Men partiet er næppe relevant i forbindelse med en kommende regeringsdannelse. AfD, som på forhånd er udelukket fra regeringsforhandlinger, ligger stabilt på omkring 20 procent. De mange skriverier om Musk‘s indblanding i den tyske valgkamp har således været en storm i et glas vand, da der ikke har været en målbar effekt i meningsmålingerne.
En mulig afgørende faktor frem til selve valgdagen kan være de vælgere, som endnu ikke har besluttet sig for et kryds på sedlen. En anden mulighed kan være, at AfD-vælgere, som støtter Merz‘ asylpakke, måske vælger CDU/CSU for at undgå, at deres stemmer reelt bliver spildt.