Tyrkiske asylsøgere i Tyskland skal sendes retur – men Erdogan vil ikke have dem

Foto:Jérôme

Af Michael Skovgaard

Tyskland: Tyrkere flygter i titusindvis fra Erdogans styre. Men de har ikke udsigt til asyl i Tyskland. Egentlig skal de sendes hjem, men Erdogan vil ikke tage dem retur – det skriver Bild Zeitung.

I 2021 søgte ca. 7.000 tyrkere asyl i Tyskland. I 2022 lå tallet på knap 24.000. I 2023 lød tallet på 61.000 og i 2024 har 15.000 søgt asyl hidtil. To tredjedele af dem er mænd.

Hovedparten af tyrkerne er utilfredse med Erdogans styre og især de voldsomme prisstigninger i Tyrkiet, men det er ikke grund nok til at få asyl i Tyskland. Kun omkring 8 procent af de asylsøgende får reelt en opholdstilladelse.

Nu handler den politiske strid om ca. 15.000 tyrkere, som skal sendes hjem. Kun 450 er blevet sendt hjem i første kvartal af 2024. Årsagen er, at Erdogan saboterer hjemsendelse og ikke tillader chartrede fly at lande i Tyrkiet.

Ifølge en talsmand for politiet er tallet alarmerende. Tyrkiet er et sikkert opholdsland, medlem af Nato og en mulig EU-kandidat. Derfor er der ingen grund til at Tyrkiet modarbejder tilbagesendinger.

Han mener samtidig, at Erdogan forsøger at destabilisere Europa i lighed med Putin og Lukasjenko ved målrettet at sende migranter mod Tyskland. Derfor bør man styrke overvågning af grænser, sørge for konsekvente hjemsendelser og sætte ind over for såkaldte „pull-faktorer“. Sidstnævnte kunne være den relativt høje socialhjælp i Tyskland set i forhold til andre lande.

Stefan Heck (CDU) mener, at Erdogan skal sættes under pres. Tyrkiet har modtaget en kredit på 300 mio. euro til genopbygning af skoler i landet efter jordskælvet. Erdogan tager gerne imod penge fra Tyskland, men vil ikke tage imod egne statsborgere. Ifølge ham er der noget, der ikke stemmer her.

Share This