Tjekkiets stærke bånd til Israel
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Tjekkiet: Europa og NATO fremstår splittet både, når det gælder holdningerne til krigen i Ukraine og i Gaza. Tjekkiet hører til de lande, der har fulgt og stadig fører pro-israelsk politik. “Tjekkerne ønsker at være Israels stemme i Europa”, erklærede ministerpræsident Petr Fiala under en støttedemonstration kort efter Hamas’ angreb den 7. oktober 2023. Lignende udtalelser kom fra Fiala under et besøg i Israel, hvor han mødtes med Netanjahu.
De positive holdninger går tilbage til mellemkrigstiden, dvs. perioden under præsident Tomas Garrigue Masaryk. Hans søn, Jan Masaryk besøgte i årene 1940-1948 som udenrigsminister jødiske bosættelser i det daværende Palæstina og sendte våben til underjordiske jødiske militser og efter selvstændigheden også til den israelske stat. Som præsident fastholdt Václav Havel i 1990erne den meget positive linje over for staten Israel. Hans efterfølger, Milos Zeman fastholdt det gode forhold, under et besøg i 2018 sagde, at Israel er “hans andet hjem”. Zeman optrådte ellers meget ikke”mainstream”, når det gjaldt forholdet til Rusland og til EU.
Den senere ministerpræsident Andrej Babis har også fulgt en pro-israelsk politik, ja han “flirtede” med tanken om at flytte den tjekkiske ambassade til Jerusalem. Da FNs generalforsamling for nogle måneder siden stemte om resolutionen, der krævede våbenhvile, var Tjekkiet blandt de kun 14 lande, der stemte imod forslaget. Forsvarsminister Jana Cernochova gik så langt som at foreslå, at Tjekkiet i protest burde opgive medlemskabet af FN! Så langt gik Petr Fiala dog ikke. At gå alt for hårdt frem ville blot skade mulighederne for Tjekkiets medlemskab af Sikkerhedsrådet, dog som ikke-fast medlem naturligvis.
Inden for regeringen har der heller ikke været enighed om, hvorvidt Tjekkiets ambassade skulle flyttes fra Tel Aviv til Jerusalem. Petr Fiala støttede i udgangspunktet forslaget, men udenrigsminister Jan Lipavsky fra partiet Piraterne var imod, og det samme var Tjekkiets præsident Petr Pavel. Et sådant skridt ville være imod folkeretten, mente han. At flytte ambassaden midt under blodig krig ville ikke være hensigtsmæssigt. Kort sagt, linjen over for Israel har været og er positiv, men der har trods alt været uenigheder om, hvor langt den skulle gå.
Der har været pro-palæstinensiske demonstrationer i Prag, men der har ikke været særlig mange. De medier, der støtter palæstinenserne, står svagt. Økonomiske interesser har også haft betydning. Samhandelen med Israel er vokset støt. Virksomhederne Skoda Auto, Rudolf Jelinek og Tatra har haft en stor eksport til Israel. Importen af våben fra Israel er vokset. Modstanden mod immigration fra Mellemøsten er høj også i Tjekkiet. Det har afgjort bidraget til den pro-israelske politik, ganske som vi har set det i Viktor Orban’s Ungarn. Ungarns tætte forhold til Israel skyldes også tætte personlige relationer mellem Orbán og Netanjahu.
Polens forhold til Israel har været og er stadig problematisk. Meget skyldtes anklager fra Israel og jødiske grupperinger i USA gående på, at mange polakker havde samarbejdet med nazisterne under jødeudryddelserne under 2. verdenskrig. Bill Clinton kom ligefrem til at bruge udtrykket “polske koncentrationslejre”. Den formulering trak han dog tilbage. Under Tusk-regering føres en mere “mainstream” linje. Jaroslaw Kaczynski, leder af det største parti i opposition, Lov og Retfærdighedspartiet (PiS), har åbent kritiseret Israels adfærd i Gaza.