Tjekkiet og Slovakiet og to EU-forskellige ”europæiske historier”

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Tjekkiet/Slovakiet: Iflg. meningsmålingerne ønsker 50-60 pct. af tjekkerne at blive i EU, men de ønsker ikke at udskifte den tjekkiske krone med euroen. Tjekkiets ministerpræsident i 6 år og præsident i 10 år, Václav Klaus, stemte i 2003 for Tjekkiets medlemskab af EU, men har været imod at opgive den tjekkiske krone. I dag betragter mange i Tjekkiet Bruxelles og Europaparlamentet på samme måde som parlamentet i Wien før 1. verdenskrig, under habsburgerne. Det skriver Lubos Palata i en interessant analyse for ”Visegrad Insight”.

Tjekkiets forhold til EU har gennemløbet i hvert fald to dybt alvorlige kriser, den første efter den globale finanskrise i 2008-2009, den anden i 2015 under flygtningekrisen. Her faldt opbakningen til EU helt ned til 35 pct. Havde der på det tidspunkt været en folkeafstemning om medlemskabet af EU, kunne følgen have været et ”czexit”.

I præsident Milos Zeman fik Tjekkiet en euroskeptisk præsident. I 1990erne var han formand for det tjekkiske socialdemokrati (CSSD) og kæmpede med Vaclav Klaus og hans parti ODS om magten, men i spørgsmålet om EU kom de to tættere på hinanden. Tjekkiets navnkundige dissident og præsident Vaclav Havel, Zeman´s forgænger, stod modsat for en pro-EU og transatlantisk politik.

Efter 2015 begyndte opbakningen til EU igen at stige, men meningsmålingerne viste samtidig, at de fleste tjekker mener, at Bruxelles bestemmer for meget. Sagt med andre ord er opbakningen til EU ”lunken”. En del af problemet er, siger udenrigsminister Tomás Petricek, at kun få tjekker søger arbejde i EU’s institutioner.

Det tjekkiske EU-formandskab i 2009 var alt andet end en succes. Mange uden for Tjekkiet var, vel naturligt nok, forargede over en skulptur udført af kunstneren David Cerny, hvor bl.a. Bulgarien blev skildret som et ”tyrkisk toilet”. Formandskabet blev derudover, nok så vigtigt, plaget af Topolanek-regeringens fald midt i formandskabsperioden.

I anden halvdel af 2022 skal Tjekkiet så igen have EU-formandskabet, denne gang måske under den nuværende ministerpræsident Andrej Babis, der bestemt ikke er populær i EU-systemet. Det bestemmes af parlamentsvalget i Tjekkiet senere i år. Der er ikke blevet bevilget tilstrækkelig mange penge til at klare 2022 formandskabet, så nogle har foreslået, at Tjekkiet skal give afkald på at få det.

Som i andre EU-lande er de tjekkiske statsfinanser hård ramt af COVID-19 pandemien. Kritikerne i og uden for landet taler meget om ”tjekkisk selvtilstrækkelighed” (”selfishness”). Det samme, siges det, var tilfældet under forhandlingerne op til 1993 om delingen af Tjekkoslovakiet, hvor det ”rige” Tjekkiet ønskede at slippe for det mere ”tilbagestående” Slovakiet.

Modstanden mod euroen skyldes et godt stykke modviljen mod at være med til at dække de store underskud i de sydeuropæiske lande, som i tjekkisk optik mest skyldes uansvarlig økonomisk politik. Tjekkisk EU-politik under Andrej Babis er i højeste grad ”transactional”, dvs. bestemt ud fra økonomiske interesser. Babis har ærligt indrømmet, at han var stærkt EU-skeptisk, da Tjekkiet i sin tid kom med i EU. At han personligt er blevet beskyldt for ukorrekt at have fået EU-midler overført til at opføre hovedkvarteret for sit selskab ”Storkereden” syd for Prag, har bestemt ikke gjort EU-begejstringen større.

Slovakiets ”europæiske historie” har været en del anderledes. I de første år efter uafhængigheden i 1993, fortsætter Lubos Palata, var der ikke mange, der forventede at Slovakiet skulle blive en del af det ”udviklede Vesten”. Under den kontroversielle ministerpræsident Vladimir Meciar blev Slovakiet ligefrem betegnet som ”the black hole of ”Europe”, uden et EU-medlemsskabsperspektiv. Det dårlige forhold til nabolandet Ungarn gjorde bestemt ikke tingene bedre. NATO-medlemskab kom heller ikke på tale, men opbakningen til NATO har dog aldrig været høj i Slovakiet.

Meget ændrede sig, da den liberale anti-Meciar koalition ledet af den senere ministerpræsident Mikulas Dzurinda kom til magten efter valget i november 1998. En af Dzurinda’s første handlinger var at få sat gang i EU-optagelsesforhandlingerne. Samtidig hermed blev samarbejdet mellem Visegrad-landene Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, styrket efter flere års stilstand. Stik modsat Tjekkiet arbejdede Slovakiet nu ihærdigt for at blive optaget i euroen, hvilket lykkedes fra januar 2009, netop som den globale finanskrise rasede. Slovakiet blev et ”Euroslovakia”.

Begejstringen for at skulle bidrage til at redde den kriseramte græske økonomi var dog til at overse og udløste flere regeringskriser. Over de sidste år har Slovakiet halet ind på Tjekkiet økonomisk. Trods en del problemer med Bruxelles, især på grund af udbredt korruption og klientelisme, har opbakningen til EU i Slovakiet været klart højere end i Tjekkiet. Slovakiet håndterede også flygtningekrisen i 2015 mere ”smidigt” end Tjekkiet. Valget af den pro-EU indstillede Zuzana Caputova til præsident gjorde Slovakiet mere ”pro-europæisk”, Caputova og Zeman ser mildt sagt meget forskelligt på EU.