“The years of middle powers”, en ny og anderledes verdens (u)orden er skabt
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Verden: USA arbejder for en verdensorden kendetegnet ved globalt vestligt styret liberalt hegemoni. Rusland/Kina ønsker modsat en multipolær orden uden amerikansk dominans, med Kina/Rusland ligestillet med USA. Autoritære stater kan, som formuleret i Kirkpatrick-doktrinen under den gamle kolde krig, godt opnå amerikansk støtte, forudsat de optræder anti-russisk og/eller antikinesisk. Den nye varige orden kender vi af gode grunde ikke. Ingen orden er blevet bredt accepteret. Derfor har vi en ”verdensuorden”.
Under den gamle kolde krig havde vi længe en forholdsvis stabil bipolær verdensorden, med USA over for Sovjetunionen og derimellem alliancefri lande med Indien og Jugoslavien i front. I den nye ”kolde krig”, som vi kender den i dag, har vi i 2022 oplevet en stigende indflydelse for mellemstore lande (”middle powers”). De har ikke sådan som USA og Kina/Rusland stor magt globalt, men de er heller ikke småstater. Småstater følger typisk de ordrer, der kommer fra store stater, fører ”bandwagoning” politik sådan som eksempelvis Danmark.
Mellemstore lande manøvrerer inden for den herskende verdensuorden, fører balancepolitik. 2022 er kaldt ”the year of middle powers” og 2023 bliver næppe meget anderledes. Blandt de mellemstore stater (middle powers”) har vi folkerige lande som Indien, Saudi-Arabien, Tyrkiet, Indonesien og Brasilien. De har på den ene side fordømt den russiske invasion af Ukraine, men på den anden afvist sanktioner over for Rusland. Indien har kraftigt forøget importen af olie fra Rusland og til ret lave priser og købt våben både i USA og Rusland. Indien kobler sig til USA for at afbalancere Kina, men går ikke længere end det.
Saudi-Arabien har traditionelt været USA allieret, men det er fortid. I samarbejde med Rusland har Saudi Arabien inden for rammerne af OPEC+ fået hævet olieprisen og derudover indgået langsigtede aftaler med Kina. Kræfter i den amerikanske kongres har pga. af aftalerne med Rusland og Kina og krigen i Yemen krævet amerikanske sanktioner over for Saudi-Arabien, men det har Joe Biden afvist.
Som ”middle power” har også Tyrkiet fulgt sin egen politik, har fastholdt forbindelserne til Rusland, har erklæret sig villig til at optræde som mægler i Ukraine konflikten og har blokeret indtil videre for Finlands og Sveriges NATO-medlemskab. Efter Lula´s tiltræden som præsident bliver Brasiliens selvstændige politik sikkert yderligere styrket. Brasilien er en del BRICS, samarbejdet mellem Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika, en modpol til USA.
Den selvstændige linje finder vi også blandt mindre lande, som ikke lægger sig tæt op af en bestemt stormagt, nægter at føre ”bandwagoning” politik, snarere flervektor politik. Singapore hører til de mindre lande, har valgt at fastholde gode forbindelser til USA og Kina på samme tid”. Det unipolære ”hangover” har vi også kunnet se i USA’s politik over for Venezuela. Efter sanktionerne mod Rusland har USA lempet politikken over for Venezuela, fx tilladt Chevron at bore efter olie. Det har ikke forhindret Venezuela i at indgå langsigtede økonomiske aftaler med Iran.
USA indfører stadig sanktioner mod ”ikke-venlige” lande, men økonomiske interesser vejer tungere. Det militære aspekt og brugen af sanktioner har i visse tilfælde noget lavere prioritet. USA har været tvunget til at bevæget sig et stykke i retning af den linje, der har været ført fra kinesisk side, væk fra sanktioner og større vægt på økonomiske interesser.