STATUS PÅ UKRAINE: VI SKAL LYTTE TIL PUTIN

Vladimir Putin Foto: Den russiske præsidents pressetjeneste

Vladimir Putin Foto: Den russiske præsidents pressetjeneste

Af Uffe Gardel

UffeUkraine:  Putin foreslog faktisk Polen at dele Ukraine tilbage i 2008 – helt på samme måde, som Nazi-Tyskland og Sovjetunionen i 1939 delte Polen mellem sig.

Polakkerne troede at Putin spøgte. I dag ved de, at det gjorde han ikke.

Polens netop afgåede udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, fortalte søndag om tilbuddet i et interview med det amerikanske webmedie Politico. Det vakte opsigt, og Sikorski prøvede at hale i land: Han var blevet misforstået. Han huskede galt. Han havde ikke hørt Putins ord personligt, kun fået dem refereret af den polske premierminister.

Og hvad sker der så? Jo, tirsdag siger den tidligere georgiske præsident Saakasjvili så, at ja, det har han også hørt den daværende polske premierminister fortælle om. Polakkerne troede det var Putins spøg, fortæller Saakasjvili, men Putin gav ifølge ham det samme tilbud til både Ungarn og Rumænien.

I mellemtiden har flere internationale medier hevet en russisk avisartikel fra 2008 op af arkivet; dengang skrev avisen Kommersant, at Putin på et lukket møde mellem Nato og Rusland havde truet med at opdele Ukraine. Hvis Ukraine blev medlem af Nato, så ville landet falde fra hinanden, og Rusland ville snuppe Krim og de østlige provinser – skulle Putin have sagt.

Hvad kan vi lære af alt dette? At vi skal høre bedre efter hvad Putin siger. Han mener det nemlig alvorligt.

Nå, der er i øvrigt flere pikante detaljer i dette, fx at premierministeren som fik det friske tilbud, er ingen ringere end Donald Tusk, EU’s nye rådsformand. Og Sikorski er ikke kun ex; han er formand for det polske parlament og dermed nummer to i den polske rangorden, lige efter landets præsident. Dermed er der lagt op til noget af en krise mellem Polen og Rusland. I Warszawa har man derfor haft travlt med at feje op efter det åbenhjertige Sikorski-interview, og premierminister Ewa Kopacz skælder ud.

Sikorskis hukommelse synes at være blevet bedre af alt postyret. Tirsdag aften vedstod han nemlig sine udtalelser – i et nyt interview, med wyborcza.pl.

Her forklarer han, at han og Tusk ganske rigtigt tilbage i 2008 troede at Putin spøgte; det lød helt “surrealistisk” hvad han sagde. Men i dag, hvor Ukraine faktisk er blevet delt, og hvor Putin har anvendt samme aggressive sprogbrug over for andre, så må man tage ham alvorligt.

Sikorski minder i det nye interview om hvordan Putin har sagt, at hans kampvogne ville kunne nå Kiev på to uger. Og så sent som i søndags sagde den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov, at hvis Moldova skulle finde på at slutte sig sammen med Rumænien og Nato, så vil Transdnestr have ret til at vælge sin egen fremtid.

“Alle ved, hvad det betyder”, siger Sikorski, som tilføjer, at Europas problem med Rusland er, at de vestlige lande stadig taler et postmodernistisk sprog, hvor man ikke kan forestille sig en væbnet konflikt. Men Rusland taler “magtens og det hårde diplomatis sprog”.

 

Share This