Status omkring nytåret 2024-2025, den  nye “kolde krig” i Europa

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Det er vist ingen hemmelighed, at året 2024 var alt andet end fredeligt; med blodige krige i Ukraine og Gaza og med omvæltningerne i Syrien, der førte til præsident Assad’s fald. Valg i Europa førte i en del tilfælde til fremgang for protestpartier båret frem af den økonomiske nedtur efter udbruddet af krigen i Ukraine. FN er lammet, desværre. Europa fremstår dybt splittet. I januar flytter Donald Trump igen ind i Det Hvide Hus. Det får uundgåeligt følger for det transatlantiske forhold. Polen overtager i 1. halvår af 2025 EU- formandskabet efter Ungarn.

Valget i Hviderusland i januar fører stensikkert til genvalg af Lukasjenko. Sådan har det været lige siden begyndelsen af 1990erne. Valgene i Rusland har ikke den store betydning. Putin fortsætter på præsidentposten, med mindre han efter en fredsaftale om Ukraine vælger at gå af og gennemføre en kontrolleret overgang, sådan som det skete, da han selv kom til magten for snart 25 år siden. Blandt de central-og østeuropæiske lande er opmærksomheden især rettet mod Polen. Donald Tusk har været regeringsleder i mere end et år. At dømme efter de seneste meningsmålinger er vurderingerne af regeringens handlinger i 2024 ikke sælig positive. Godt halvdelen af de adspurgte mener, at 2024 var et dårligt år for dem selv, 36 pct. er mere positive, og resten svarer “ved ikke”. Men utilfredsheden er større i andre lande, for Polen har trods alt haft pæn økonomisk vækst. 

Valget i Tyskland imødeses med stor spænding. Hvor stærke bliver protestpartierne? Tyskland har lige nu negativ vækst. Bilbranchen, der indtil nu har beskæftiget op mod 800.000 er dybt kriseramt. Energipriserne er steget med det firedobbelte siden 24.februar 2022, hvor den russiske invasion af Ukraine startede. Den  nye “kolde krig” har ramt Tyskland særlig hårdt. Det går ud over hele Europa, for Tyskland er et nøgleland økonomisk 

Som EU-formandskabsland står Polen over for store udfordringer. EUs konkurrenceevne er, som skildret i Draghi-rapporten, alvorligt svækket i forhold til USA og Kina. Der skal gerne bruges langt flere penge til forskning og teknologisk udvikling, men det er mildt sagt svært at finde dem. Militærudgifterne vil stige endnu mere her efter genvalget af Donald Trump. Ukraine vil belaste EU-budgettet yderligere for at undgå en økonomisk bankerot i Ukraine og et ydmygende nederlag i krigen mod Rusland. “Ukraine-trætheden” stiger i EU-landene, også i Polen. Flere og flere i Europa, selv  i Danmark, ønsker et kompromis med Rusland for at få standset en udsigtsløs krig,. At sejre på slagmarken er mildt sagt svært. Rusland har jo vundet terræn.

Når det gælder Ukraine står Donald Tusk over for svære valg. Som sagt er modstanden mod krigen voksende i Polen, hvilket især er kommet højrepartiet Konføderationen til gode. For at vinde præsidentvalget i maj er Tusk tvunget til at lægge afstand til “høgene” inden for sit eget parti, ellers vil Borgerkoalitionens (KO) spidskandidat Rafal Trzaskowski måske gå hen at tabe. Tusk har haft flere kontroverser med Zelensky, eksempelvis om grænsekontrol, blokade af transport af ukrainske landbrugsprodukter til EU via Polen samt aktioner rettet mod ukrainske lastbiler, der truer polske chauffører på pengepungen grundet lavere lønninger og lavere tariffer. Polen og Ukraine har heller ikke fået løst historie-striden relateret til placering af ansvaret for ukrainske nationalisters massakre på polakker under 2. verdenskrig. 

Et nederlag for Tusk ved præsidentvalget vil meget vel kunne føre føre til nyvalg i Polen, for præsidenten har ganske stor magt, bl.a. ret til at nedlægge veto mod lovforslag fra regeringen. Et veto kan kun omgøres af et kvalificeret flertal i parlamentet (på 60 cpt.). To af de fire partier i Tusk’s regering, Venstreblokken og Holownia’s  “Polen 2050” opstiller egne kandidater. Det tidligere regeringsparti Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) har opstillet den indtil nu ret ukendte Karol Nawrocki, der har været leder af det historiske mindeinstitut (IPN). Han er på nuværende tidspunkt hverken kendt eller populær, men meget kan naturligvis ske inden valget i maj. Det har været overraskelser ved tidligere valg i Polen.

EU har svært ved at finde en fælles linje, når det gælder forholdet til Rusland og krigen i Ukraine. Ungarn’s Viktor Orban og Slovakiet’s Robert Fico følger deres helt egen politik, kræver fredsforhandlinger her og nu og nægter at tage del i en krig, der umuligt kan vindes. Fico besøgte Putin i december og tilbød her at være vært for fredsforhandlinger. Fico’s forhold til Zelensky blev yderligere forværret, da Zelensky erklærede stop for transport af russisk gas til Europa via Ukraine, hvilket især vil ramme Slovakiet, Ungarn og Østrig. Som modsvar har Fico truet med at standse for eksport af el fra Slovakiet til Ukraine. 

Det er muligt, at også Bulgarien vil rykke nærmere Slovakiet og Ungarn, hvis det lykkes Boris Borisov’s at danne en ny regering. Bulgarien har siden 2020 haft syv valg og er plaget er kronisk ustabilitet. Den nuværende regering i Tjekkiet følger en pro-atlantisk linje, men det ser ud til at blive anderledes efter næste valg, hvor Andrej Babis’ parti ANO formentlig bliver det klart største enkeltparti. Præsidentvalget i Rumænien i 2024 gav overraskende Calin Georgescu flest stemmer. Han står for en ikke-atlantisk og EU-kritisk linje. Det var nok til, at præsidentvalget blev annuleret og udskudt til afholdelse (antagelig) i marts måned 2025.

Alt tyder på, at Zoran Milanovic i anden runde vil blive genvalgt som Kroatien’s præsident. Han manglede kun promiller for at blive valgt allerede i den første. Han har i flere tilfælde modsat sig ministerpræsident Andrej Plenkovic’ meget pro-EU og pro-atlantiske linje. Hans genvalg vil helt sikkert blive hilst meget velkomment i Budapest og Bratislava. Valget i EUs naboland Georgien har også voldt problemer. Valget endte med en sejr til Georgiens Drøm, der iflg. det liberale-socialdemokratiske mainstream i Bruxelles og iflg. USAs Joe Biden, ikke fører en tilstrækkelig pro-europæisk og pro-atlantisk politik. Valget har ført til protestdemonstrationer. Den hidtidige præsident Salome Zurabisjvili nægter at forlade posten. Indtil nu er det dog ikke lykkedes at få skabt et “nyt Maidan” og sikre omvalg. Georgien er som Rumænien et geostrategisk vigtigt placeret. Derfor er udfaldet så vigtigt set fra både Moskva, Washington og Bruxelles. USA har da også indført sanktioner mod Georgien, senest mod  Bidzina Ivanisjvili, milliardær og grundlægger af Georgien Drøm.            

Kort sagt, krigen i Ukraine har haft politiske følger pga. Europa’s voksende økonomiske og sociale problemer. Demokratiet har det ikke for godt, heller ikke i det “gamle” Europa. Nye begreber er derfor blevet bragt på bane af demokrati-forskere for at forstå den ny verden, fx liberalistokrati, “kæmpende demokrati” og “reluctant democracy”; alle  udtrykker en uvillighed til at acceptere valg, der ses som en trussel mod EUs og USAs sikkerhedsinteresser. 

Begrebet “populisme” er blevet brugt negativt og mest om et “Vi-Dem” oprør fra højre og et udtryk for putinisme. Men populisme er også brugt modsat, som elitens foragt for det “ubegavede” folk. Før 1989 blev populisme, “Vi-Dem” forholdet brugt om konflikten mellem det kommunistiske elite og folket, forstået som dissidenbevægelser a la Solidaritet og Charta-77. Her blev der fra vestlig side bakket op om “Vi” (“Folket”) og bredt hen over det politiske spektrum. 

Rusland er lige nu hårdt ramt økonomisk pga. sanktioner og krigen i Ukraine, men vil formentlig ikke være den store taber, når/hvis der måske inden længe forhandles om fred eller fastfrysning af konflikten i Ukraine. At Trump rykker ind i Det Hvide Hus betyder, at EU må bære endnu tungere byrder. USAs interesser rykker længere mod øst, til Asien og især Kina/Taiwan. 

Nationale valg i 2025: