Ruslands nye forsvarsminister, hvem er han?

Andrej Belousov Foto: Government.ru

Rusland: Det kom som en overraskelse for langt de fleste, at Vladimir Putin efter genvalget som præsident udnævnte den 65-årige økonom Andrej Belousov som ny forsvarsminister. Han afløste Sergej Sjojgu, der havde haft en lang forudgående karriere i militæret. Men hvorfor skiftede Putin ud? Det gik jo rimeligt på slagmarken. En interessant analyse i det polske ugeskrift Polityka giver måske svaret.

Forsvar og militær var blevet for vigtigt til kun at være overladt til generaler og officerer. De lovede op til invasionen af Ukraine den 24. februar 2022 Putin sejr i en lynkrig. Det løfte blev ikke overholdt, mildt sagt. Det er ingen hemmelighed, at Putin over årene har haft et noget anstrengt forhold til flere militære topledere, herunder også Sjojgu. Belousov regnes for at være en rolig mand, der forholder sig til det konkrete og jordnære. Pengene til militæret skal  ikke spildes på bureaukrati. Produktion af militært udstyr skal fungere. Soldater og befolkning skal ikke mangle smør og mad på bordet. Oprør nedefra skal undgås.

Belousov er praktiker, har tjent under ikke mindre end fire ministerpræsidenter. Før udnævnelsen var han viceminister med særligt ansvar for landets langsigtede økonomiske udvikling. Han havde ansvar for styrkelse af produktionen af droner, der som bekendt er meget vigtige i moderne krigsførelse. Militærindustrien skal være løftestang for andre dele af økonomien, samtidig med, at leverancer til militæret sikrer fremgang på slagmarken. Vi begår uundgåeligt fejl, men vi skal ikke lyve og bedrage, skal han have sagt. Belousov ønsker statslig styring af økonomien, hører ikke til den liberale skole. Han studerede i sine unge dage ved Lomonosov universitet i Moskva og fik derefter arbejde ved Center for Makroøkonomiske Analyser, som han selv var med til at oprette. Søren.Riishøj

Share This