Rusland, Tyrkiet og det nye “great game”

Slaget om Aleppo er i fuld gang og dermed bevæger den syriske borgerkrig sig måske ind i sin afsluttende fase. Samtidig er forhandlinger om en politisk løsning endnu engang gået i stå, og spændingerne mellem de forskellige aktører bliver stadig mere intense.

 Af Thomas Lie Eriksen

Rusland/Tyrkiet: Særligt forholdet mellem Rusland og Tyrkiet er stærkt belastet efter den tyrkiske nedskydning af et russisk kampfly på grænsen til Syrien i november og vedvarende rygter om en militær indgriben fra Ankara. Ethvert forsøg på mægling mellem parterne er enten blevet afvist eller er mislykkedes.

Forholdet mellem Moskva og Ankara trues således af en forværring, og konturerne af et nyt opgør, der ikke kun omhandler Mellemøsten, anes: Konflikten mellem de to magter har potentiale til at brede sig til Centralasien, Balkan, og Kaukasus med nærmest uoverskuelige konsekvenser, der også vil inddrage Europa.

 

Den historiske dimension

Forholdet mellem Rusland og Tyrkiet har historisk været belastet og ladet med fjendskab. Igennem 1600- 1700- og 1800-tallet blev der udkæmpet flere krige, og der pågik en intens rivalisering mellem det endnu ikke færdigtuviklede russiske imperium og det osmanniske rige.

Centralt stod Krim og Krim-tatarerne, der i lange perioder fungerede som et protektorat under osmannisk herredømme, og som lå i evig konflikt med russerne, men også alliancer med andre af Ruslands modstander såsom Sverige skabte et naturligt fjendskab.

På et endnu mere overordnet og religiøst plan var osmannernes erobring af Konstantinopel i 1453 og det byzantinske riges endelig sammenbrud, som efterlod Rusland som verdens eneste ortodoks-kristne stat, medvirkende til at omgærde de forskellige sammenstød med et mytisk skær.

I nyere tid, under Den kolde krig, stod tyrkere og russere igen på hver sin side i det store geopolitiske spil. Tyrkiets medlemskab af NATO fra 1952 forankrede landet i den vestlige lejr, hvilket havde været en af hovedambitionerne for grundlæggeren af den moderne tyrkiske stat Kemal Atatürk.

Hermed kom Ankara imidlertid i et direkte modsætningsforhold til Sovjetunionen og Warszawa-pagten. Med Berlin-murens fald og Sovjetunionens sammenbrud kunne en ny fase påbegyndes i den russisk-tyrkiske relation, og efter Erdoğans magtovertagelse i 2003 har relationerne i lange perioder været gode og konstruktive.

Når det alligevel nu er gået galt, og et fornyet fjendskab manifesterer sig, er det set i et større perspektiv mindre overraskende. Strukturelle såvel som kulturelle faktorer, der unddrager sig kontrol af nogen enkelt statsmand, bidrager til at skabe rammebetingelserne for det opgør, der hele tiden har ulmet under overfladen.

 

Det nye store spil

Et af de vigtigste formål med den russiske Syrien-politik, det russiske engagement i borgerkrigen er en interesse i at standse en udvikling, hvorved Ruslands indflydelse i Kaukasus og Centralasien kan blive svækket som følge af de mellemøstlige stormagters stridigheder.

Mere præcist ønsker Moskva at forhindre, at der opstår et nyt “great game”, som var betegnelsen for kappestriden mellem det russiske og britiske imperium i 1800-tallet om kontrollen over Centralasien. Den russiske frygt kan være, at Iran og særlig Tyrkiet vil overtage briternes rolle i en moderne udgave af Det store spil.

Denne frygt hænger sammen med historiske såvel som kulturelle bånd mellem fortidens iranske og tyrkiske imperier og de centralasiatiske stater og Kaukasus-området. Allerede i begyndelsen af 90erne pegede Samuel Huntington i Civilisationernes sammenstød på muligheden for tyrkisk kulturel og økonomisk ekspansion i de tidligere Sovjetrepublikker.

Baggrunden for den tyrkiske udenrigspolitik på dette område må ses i sammenhæng med landets placering mellem øst og vest og mangelen på en egentlig forankring nogen af stederne. EU har altid holdt Tyrkiet ud i strakt arm: På trods af landets medlemskab af NATO har Europa aldrig syntes villig til for alvor bringe tyrkerne med ind i det europæiske fællesskab med alle de problemer og muligheder, en sådan beslutning vil medføre.

Flygtninge-og migrantkrisen samt den globale kamp mod terror ser ud til igen at skubbe parterne tættere sammen, men der er fortsat tvivl om Ankaras reelle vilje til at handle i forhold til flygtningestrømmen og i kampen mod Islamisk Stat.

Under alle omstændigheder ligger tyrkisk medlemskab af Unionen ikke i kortene, og det må stadig anses for usandsynligt, at Tyrkiet vil blive en del af den europæiske klub selv set i et langt perspektiv. Erdoğan tog kort efter sin magtovertagelse konsekvensen af den europæiske sendrægtighed og forsøgte at dreje tyrkisk udenrigspolitik mod Mellemøsten, der traditionelt har været domineret af regionale magter som Saudi-Arabien og Egypten, men nu skulle Tyrkiet også være en stor regional spiller.

 

Tyrkiet og Mellemøsten

Et første skridt bestod i at udvikle relationen med nabolandet Syrien og præsident Bashar al-Assad, hvilket lykkedes for Erdoğan. “Det arabiske forår” og udbruddet af borgerkrigen i Syrien kuldsejlede fuldstændig Tyrkiets mellemøstlige ambitioner, og i stedet er regionen nu domineret af en intens magtkamp mellem Iran og Saudi-Arabien.

Ankara er blevet placeret på sidelinjen og har haft svært ved at agere i den nye hyper-komplekse virkelighed, der er opstået som følge af de voldsomme begivenheder. I denne situation vil det være sandsynligt, at tyrkerne igen forsøger at vende sig mod, hvad der kan betegnes som den “tyrkiske verden” eller “ide”, som består i et tæt og forpligtende samarbejde med staterne i Centralasien og Kaukasus. Hermed støder Tyrkiet dog frontalt ind i Moskvas forestilling om den “russiske verden”.

Kaukasus i flammer og spøgelset fra Balkan

De første ofre for de fornyede stridigheder mellem Tyrkiet og Rusland har netop været de centralasiatiske stater, der har et tæt økonomisk og kulturelt samarbejde med begge lande. Reaktionen fra de enkelte stater har i overvejende grad været forbeholden over for tyrkernes handlinger, men overordnet bliver det forsøgt at bevare en neutral position. Kun Kasakhstan, der i egen selvopfattelse også er en regionalmagt, forsøger aktivt at mægle i striden.

Fjendskabet mellem Moskva og Ankara er en meget uheldig udvikling for staterne i Centralasien, der havde håbet på en fremtid, hvor en række store spillere som Rusland, Kina, Iran og Tyrkiet ville indgå i en positiv rivalisering om opmærksomheden fra regionen, der så ville kunne spille de enkelte aktører ud mod hinanden og herigennem høste økonomiske og handelsmæssige fordele.

Med de stigende spændinger mellem russere og tyrkere kan det ende med, at Centralasien vil være nødt til at vælge side, et valg, der nok i første omgang vil falde ud til Moskvas fordel, men som samtidig vil indebære permanente sikkerhedspolitiske spændinger og mindre mulighed for økonomisk udvikling.

Det mest sprængfarlige område i den nye konflikt er dog ikke Centralasien, men Kaukasus. Her påkalder især Aserbajdsjan sig opmærksomhed. Den olierige stat har et tæt forhold til både Rusland og Tyrkiet. Samtidig er Aserbajdsjan en aktiv del af Kaukasus` komplicerede politiske magtspil. Lige siden Sovjetunionens opløsning har Baku ligget i bitter strid med nabolandet Armenien, en konflikt med dybe historiske rødder.

I begyndelsen af 90erne udkæmpedes en krig om enklaven Nagorno-Karabakh, som Rusland var dybt involveret i. Det var således Moskva, der i 1994 sikrede våbenhvile og udstationerede fredsbevarende tropper. Generelt har russerne støttet Armenien og ydet militær bistand, men samtidig forsøgt at bevare et godt forhold til styret i Baku bl.a. gennem en omfattende våbeneksport.

Tyrkiet har til gengæld entydigt støttet Aserbajdsjan, hvilket ud over tætte kulturelle bånd hænger sammen med et historisk meget belastet forhold til Armenien, hvor Ankara fortsat ikke vil anerkende det armenske folkedrab i perioden 1915-1918.

Over det seneste år er konflikten mellem de to stater på ny blusset op, og der har været flere sammenstød på grænsen mellem Nagorno-Karabakh og Aserbajdsjan. Det er indtil videre lykkedes at holde situationen nogenlunde under kontrol, men ifølge iagttagere kan en ny krig mellem Baku og Jerevan ikke udelukkes. Hvis en sådan konflikt blander sig i det tyrkisk-russiske opgør, kan følgerne blive uoverskuelige.

Et sidste område, hvortil den højspændte konflikt mellem Rusland og Tyrkiet kan brede sig, er det altid problemfyldte Balkan. Her har Tyrkiet interesser i det muslimske Bosnien og Albanien, mens Moskva har en af sine tætteste allierede i Serbien.

Efter NATOs nylige beslutning om at indlede optagelsesforhandlinger med Montenegro vil russerne med stor sandsynlighed støtte endnu stærkere op om styret i Beograd. Med tanke på de problemer, der fortsat eksisterer bl.a. i Kosovo mellem albanere og etniske serbere, og de spændinger, der er opstået i regionen som helhed med den massive strøm af migranter og flygtninge, kan det ikke udelukkes, at dette notorisk urolige hjørne af Europa vil kunne blive inddraget i konflikten mellem Ankara og Moskva.

Hvis både Kaukasus og Balkan ender med at blive berørt af opgøret mellem tyrkere og russere vil en i første omgang regional konflikt hurtig kunne udvikle sig til et globalt problem, som Vesten i særlig grad vil have aktier i som følge af Tyrkiets medlemskab af NATO. Den fortsatte udvikling af konflikten må derfor følges med største opmærksomhed.