Polens nye regering forbyder lektier i folkeskoler
Polen: Skolebørn i polske folkeskoler får ingen lektier fra april, meddelte undervisningsminister Barbara Nowacka i denne uge, som er overbevist om, at ordningen efter et par år også vil gælde for gymnasierne.
Nowacka meddelte også, at polske elever og lærere fra næste skoleår skal reducere skolepensum med mindst 20 procent.
“De 20 procent er for det meste noget, som børnene skulle lære, men som er overflødigt og unødvendigt,” forklarede Nowacka. Det reducerede pensum vil vedrøre polsk, historie, samfundsvidenskab og naturvidenskab. Ministeren forsikrede samtidig, at det ikke kommer til at betyde en reduktion i timetallet.
Også faget “Historie og nutid”, som blev indført af den tidligere undervisningsminister, forsvinder fra skolens pensum. Det vil blive erstattet af en slags borgeruddannelse, som vil fokusere på demokrati, forfatning og deltagelse, skriver wiadomosci.pl. ota