Polens kontroversielle holocaust lov, har polakkerne ikke lært af historien?
Af Ota Tiefenböck
Polen: I Polens kommunistiske fortid måtte man ikke tale om, at eksempelvis Katynmassakren var begået af sovjetiske styrker. I dag, næsten 30 år senere efter kommunismens fald i Polen, må man ikke tale om, at polakker i visse situationer samarbejdede med den tyske besættelsesmagt og i visse tilfælde var medansvarlige for jødeudryddelserne i landet.
Polens regerende parti Lov og Retfærdighed betegner sig selv som det endelige opgør med landets kommunistiske periode, men er ganske paradoksalt begyndt at bruge de samme metoder, som polske kommunister brugte før de politiske omvæltninger i landet.
De polske kommunister havde også deres udlægning af historien og de historiske begivenheder i Polen. Dengang var de i overensstemmelse med den daværende politiske virkelighed og Polens varme forhold til Sovjetunionen. Lov og Retfærdighedespartiets Holocaust lov vil tvinge et langt mere nationalistisk og heroisk billede af Polen frem og overophøje polakkernes offerrolle og uskyld til en lov.
Der er formentlig ikke mange, der mener, at Polen har et medansvar for de uhyrligheder, der skete under Anden Verdenskrig. Det er også helt forståeligt, at Polen ikke bryder sig om, at tyske udryddelseslejre bliver kaldt for polske. Det VAR tyske udryddelseslejre på polsk territorium. Men at vedtage en lov, som giver mulighed for at straffe alle som nævner mindre heldige sider af Polens historie med op til tre års fængsel er ikke blot problematisk, det er også uværdigt for polakkerne selv. Polakker er ikke anderledes fra andre menneske og kan i lighed med alle andre begå fejl og opføre sig utilstrækkeligt i pressede situationer. At påpege denne utilstrækkelighed og henvise til de mørke sider af den polske historie er ikke nødvendigvis et angreb på de polske lidelser under Anden Verdenskrig generelt.
En politisk udlægning af historiske begivenheder er ikke nogen god idé. Det sande vil alligevel komme frem til overfladen. Det skete for kommunisterne og det vil også ske i fremtidens Polen. Med eller uden en polsk holocaust lov.