Polen og Tjekkoslovakiet mindes 1968

Tjekkoslovakiets reformleder, Alexander Dubcek Foto: arkive.org

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Tjekkiet/Slovakiet/Polen: Året 1968 er et helt særligt år for især Polen, Tjekkiet og Slovakiet. 50 året herfor vil blive og er også allerede blevet markeret. Men hvad hændte der? I marts 1968 udbrød der et landsomfattende oprør på de polske universiteter, det blev kort men fik meget store følger på sigt. Oprøret blev sat i gang, da myndighederne i februar forbød opførelsen af ”Forfædrene” (”Dziadów”) på nationalteatret i Warszawa.

Blandt de aktive var flere allerede kendte dissidenter, eksempelvis Adam Michnik, i dag chefredaktør for avisen ”Gazeta Wyborcza”, den senere minister Jacek Kuron samt Karol Modzelewski. Kravene lød på overholdelse af forfatningens bestemmelser om frihed for medierne og ”rule of law”. Oprøret blev slået ned af myndighederne og flere aktive straffet. Oprøret var begrænset til unge og universiteterne. Arbejderne forholdt sig denne gang passivt, men to år senere gjorde de oprør.

Ungdomsoprøret i 1968 rystede partilederen Wladislaw Gomulka, der blev presset yderligere af dogmatikere i partiet, frem for alt af partisanfraktionen i partiet, ledet Mieczyslaw Moczar. Antisemitismen fik ekstra godt fat, myndighederne tvang således mange jøder til at forlade Polen. Efterfølgende skulle ”generationen marts 68” få stor politisk indflydelse. Blandt de 38 i styregruppen i KOR, Komiteen for Forsvar af Arbejderne, havde de 18 således taget aktivt del i marts 68 oprøret. KOR lagde grundlaget for det samarbejde med arbejderne, der mundede ud i oprettelsen af Solidaritet og oprøret i 1979-80, som væltede Edward Gierek, der i 1970 havde efterfulgt Wladislaw Gomulka. ”Generationen 1968” var i det hele taget stærkt repræsenteret i Solidaritet, og ganske mange herfra også i de nye partier, der fulgte efter det kommunistiske systems fald i 1988-89. Kort sagt, de værdier ”generation 68” stod for fik stor betydning.

Prag-foråret i det daværende Tjekkoslovakiet var en mere langvarig proces og i høj grad med den reformvenlige fløj i kommunistpartiet (KSC) som drivkraften. Modsat i Polen var der i årene forud indtruffet en ”socialdemokratisering”. I januar 1968 blev Antonin Novotny afsat som partileder. Han blev efterfulgt af slovakken Aleksander Dubcek, der i månederne efter blev et symbol på reformer og ”socialisme med et menneskeligt ansigt”.

I april-teserne åbnede partiet op for demokratisering og ret vidtgående økonomiske reformer. I Ungarn havde Sovjetunionen accepteret Janos Kádárs ”goulashkommunisme” i tillid til, at han, belært af opstanden i 1956, holdt sig inden for bestemte grænser, hvilket han også gjorde. Ungdomsoprøret i 1968 tacklede han klart bedre end Gomulka. Prag-foråret og ”socialisme med et menneskeligt ansigt” gik for langt, set fra Moskva, Østberlin og Warszawa.

I Polen var Wladislaw Gomulka som sagt svækket efter oprøret i marts måned. Prag-foråret blev slået ned brutalt med den sovjetiske invasion i 21.august og efterfulgt af en ”normalisering” under Gustav Husak. Den varede helt frem til fløjlsrevolutionen i 1989. Charta 77 blev oprettet, men undertrykt. Det kommunistiske parti i Polen havde ikke de samme muligheder på grund af modstanden fra intellektuelle, arbejdere og kirken. Efter 1968 blev regimet rystet af et oprør i 1976 og fik ikke ”normaliseret” landet efter indførelsen af undtagelsestilstanden i december 1981.