Polen og Rusland igen uvenner over Anden Verdenskrig
Polen/Rusland: Anden Verdenskrig skaber igen problemer mellem Polen og Rusland. Denne gang er det, festlighederne i anledning af 70 års dagen for krigens afslutning, der er stridens kærne. Den polske udenrigsminister Grzegorz Schetyna har sat spørgsmålstegn ved, om Moskva, hvor festlighederne i forbindelse med krigens afslutning plejer at blive afholdt, er det rette sted.
”Hvorfor er alle vant til, at det altid er Moskva, hvor krigens afslutning bliver fejret og ikke for eksempel London eller Berlin, hvilket ville være endnu mere naturligt, siger Schetyna ifølge Polskie Radio.
Grzegorz Schetyna nævner ligeledes et forslag af den polske præsident Bronislaw Komorowski om at afholde en festlighed i Gdansk, Westerplatte, hvor Anden Verdenskrig begyndte den 1. September 1939.
Schetynas ytringer falder ikke i god jord i Rusland, hvor viceudenrigsminister Grigorij Karasin betegner Schetynas ord som manglende respekt for de millioner russere, som mistede livet under Anden Verdenskrig.
Det er anden gang, at den polske udenrigsminister får sindene i kog i Rusland. Første gang var det, da han i forbindelse med en mindehøjtidelighed i Auschwitz, sagde at Auschwitz blev befriet af ukrainere.
Hans udtalelser der blev efterfølgende kritiseret af den polske præsident Bronislaw Komorowski. ota