Orbán opfordrer til stærkt Centraleuropa i EU, tidligere slovakisk leder afviser
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Ungarn/Slovakiet: For få dage siden erklærede Mikulas Dzurina, Slovakiets tidligere liberale ministerpræsident og i dag leder af ”Wilfried Martens Centre for European Studies”, at Visegrad-landene bør arbejde for et EU bestående af tre søjler, Tyskland, Frankrig og derudover Visegrad landene, Polen, Tjekkiet, (V4), Slovakiet og Ungarn. Centraleuropa skal med andre ord rykke nærmere Tyskland og Frankrig, EU’s akse. Dzurinda blev Slovakiets ministerpræsident efter valget i 1998, hvor han afløste Vladimir Meciar, der mildt sagt havde haft et dårligt forhold til EU.
Ungarns Viktor Orbán har en anden holdning. I et svar, skrevet i form af et ”samizdat” brev til Dzurinda, holder Viktor Orbán fast i de synspunkter, han tidligere er kommet med i et interview med den slovakiske web-avis ”postoj.sk” (gengivet i ”Hungary today” og ”Hungary Matters” 19.5.2021). Han ser helst en selvstændig centraleuropæisk akse inden for EU. De centraleuropæiske lande bliver groft diskrimineret i EU, mener Orbán. Det bør være udgangspunktet, ikke et projekt som Dzurinda’s, som er umuligt at realisere.
Beregninger viser, at Frankrig og Tyskland har tjent langt mere på optagelsen af Centraleuropa i EU end de centraleuropæiske lande, målt efter ekstra indkomst, som følge af EU’s indre marked. Det burde give stof til eftertanke. Ser vi på de tilskud, de fire centraleuropæiske lande få fra EU’s kasser og fratrækker vi overskud og dividender, der forlader landene, har vi en forskel på 20 pct., i Slovakiets tilfælde på blot 10 pct. Det er ydmygende, slet og ret.
Befolkningen i de fire centraleuropæiske lande er på 20 pct. af EU’s samlede befolkningstal, men de fire lande under ét får blot 5.1 pct. fra EU’s fonde. Hertil kommer, at EU’s direktiver for arbejdskraft, fx for chauffører, i Orbán’s er groft diskriminerende. Oven i det har vi de mange problemer forbundet med hjerneflugt (”brain drain”), krav om flygtningekvoter og talrige dobbeltstandarder. Vigtigst, konkluderer Orbán, er at holde sammen og forsvare V4.landenes fælles interesser.
Dzurinda og Orbán står på henholdsvis den mainstream liberale og den højre-nationale fløj, men Orbán’s synspunkt, at det gamle Europa ikke behandler det nye Europa fair, deles et stykke ad vejen i andre central- og østeuropæiske lande. Godt 30 år efter murens fald, er Europa på mange måder stadig et delt kontinent.