Nye aftaler mellem Serbien og Kosovo før årets udgang?
Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU
Serbien/Kosovo: Serbien og Kosovo synes langsomt at bevæge sig over mod genoptagelse af forhandlinger, der efter hensigten skal normalisere forholdet mellem de to lande. Det skriver ”Emerging Europe” (8.6.20).
Både Serbiens Aleksander Vucic og hans modpart i Kosovo, Hashim Thaci kom sidste weekend med erklæringer om, at en ”deal” de to lande imellem måske kan være indgået inden årets udgang. Den nye optimisme er en følge af, at Kosovo’s nye regering har fjernet de handelsbarrierer over for Serbien, som blev indgået i 2018. Serbien har nægtet at forhandle, så længe handelsrestriktionerne bliver opretholdes.
Kosovo’s nye ministerpræsident Avdullah Hoti forlanger, at Serbien som gengæld standser kampagnen for at få andre lande til at afstå fra at anerkende Kosovo. Sker det ikke, vil handelsrestriktionerne over for serbiske varer måske blive genindført.
Vucic siger, at muligheden for en aftale er blevet forbedret og derfor skal afprøves. Han tilføjer dog, at Serbien selv ikke har til hensigt at anerkende Kosovo’s uafhængighed. For Beograd er Kosovo stadig en serbisk provins. Kosovo erklærede sig selvstændigt tilbage i 2008.
Det internationale samfund er delt i Kosovo-spørgsmålet. Godt 100 lande, deriblandt USA, Frankrig og Tyskland har anerkendt Kosovo’s uafhængighed, Rusland og Kina samt EU-lande med mindretalsproblemer inden for egne grænser har afstået fra det.
EU og USA har udpeget særlige udsendinge (”envoys”) for Serbien og Kosovo, USA har Richard Grenell, tidligere USA-ambassadør i Tyskland, og EU den tidligere slovakiske udenrigsminister Miroslav Lajcak. Men Kosovo’s præsident afviser at samarbejde med Lajcak, da Slovakiet, sammen med Cypern, Rumænien, Grækenland og Spanien, endnu ikke har anerkendt Kosovo’s uafhængighed. Fra Bruxelles lyder, at Lajcak i denne sag repræsenterer EU som helhed, ikke sit eget hjemland Slovakiet. Lajcak er anerkendt som en dygtig og erfaren diplomat.