Moldova’s forhandlinger om optagelse i EU

Moldovas hovedstad Chisinau Foto: Ota Tiefenböck

Af Søren Riishøj, lektor ved Statskundskab, SDU

Moldova: Den 25. juni begyndte Ukraine og Moldova forhandlingerne om optagelse i EU. Tyrkiet og landene på Vestbalkan har søgt optagelse i årevis men må vente. At Ukraine og Moldova starter først, har indlysende årsager. For Ukraines vedkommende er forhandlingerne ment som en støtte her under krigen mod Rusland. Moldova søgte som Ukraine EU optagelse for to år siden. Moldova har haft en associeringsaftale i 10 år. De operative optagelsesforhandlinger starter i 2025 og ventes at vare i 12-18 måneder.

Moldova står over for et vigtigt præsidentvalg. Belgien, der har EU-formandskabet frem til juli, lægger på ingen måde skjul på, at forhandlingerne om EU optagelse skal styrke den siddende præsident pro-vestlige og EU-venlige Maia Sandu’ chance for genvalg. Sandu er leder af partiet PAS. Den pro-russiske fløj er ganske stærk i Moldova. At Moldova igen får en pro-russisk præsident, vil være “fatalt”, lyder det fra Bruxelles. En del pro-russiske oligarker lever lige nu i eksil, men vil gerne vende hjem. Rusland fører hybridkrig mod Moldova, så landet har hårdt brug for  politisk og moralsk opbakning. 

Forhandlinger om EU optagelse skal være et middel hertil. Rusland er stærkt imod udvidelse af NATO, men har ikke i samme omfang været mod optagelse af nye lande i EU i forventning om at optagelse af nye fattige og korrupte lande vil skabe endnu mere splid i EU.

Ungarn overtager EU formandskabet fra den 1. juli, men vil ikke at modsætte sig optagelsesforhandlingerne i forventning om, at de trækker ud i årevis. Moldova og Ukraine selv tror og håber på EU optagelse senest i år 2030. Men vejen er tornebelagt. Moldova kæmper med høj korruption og alvorlige  mangler på retsområdet. Dertil kommer det fortsat uløste Transnistrien problem.

Rumænien og Bulgarien blev optaget i EU, men erfaringerne herfra har bestemt ikke fremmet lysten til at udvide mod syd-øst. Bulgarien har lige haft det 6. parlamentsvalg siden 2020 og kan meget vel få et mere om få måneder. Regeringsforhandlingerne går mildt sagt trægt.

Share This