Kosovo på vej til europæernes turistkort

Turisterne har fået øjnene op for Balkan og området bliver ikke længere kun forbundet med borgerkrig, etnisk udrensning og NATO-bombardementer. Men Europas yngste land, Kosovo, har endnu til gode at blive en del af vores feriedrømme.

Af Shahin Aakjær

Kosovo: Kosovo har kun været en selvstændig nation i 11 år, men landets indbyggere kan se tilbage på en lang og begivenhedsrig fortid. Landet er kun en fjerdedel af Danmarks størrelse, men alligevel byder det både på skipister og enestående vandreture i bjerglandskaber. Men her skal vi opleve byerne og snuse historiens vingesus til os. Der er mange gode grunde til at besøge det yngste medlem af den europæiske familie. Kosovo er lille og de fleste steder kan man komme til med bus eller en billigt lejet bil. Der er store naturoplelvelser med bjerge og enge og et lille kloster her og der, der ligger som små tidslommer i et land, der har kunnet mærke tidens tand på godt og ondt. Alting føles som indenfor rækkevidde og man kan opleve meget på få dage.

Pristina

Første stop er Pristina. En lille og overskuelig by, der gik fra at være en jugoslavisk provinsby, til at blive en ny nations hovedstad. De cirka 212.000 indbyggere bor imellem små moskeer og huse fra osmannisk tid, jugoslavisk betonbyggeri og moderne storcentre og højhuse. Det er som om nutiden ikke har taget over for fortiden, men at de har mødtes og har slået sig ned det samme sted.

I hjertet af byen finder du gågaden Nëna Terezë, hvor caféerne ligger på stribe og de finere butikker har til huse. På den tilstødende plads hænger de lokale ud og kigger på brugte bøger eller får lidt at spise. Her ligger det høje Grand Hotel der bestemt har set bedre dage. Nogle kalder det verdens dårligste hotel. Da landets præsident Hasim Tachi blev spurgt ind til det statsejede hotels elendige ry, svarede han efter en lille tænkepause: “Jeg tror ikke det er verdens dårligste. Du skal jo tænke på, at verden er meget stor. ”. Gudskelov har byen mange andre glimrende steder man kan overnatte, både hoteller og hostels. Kino Armata ligger ved samme plads og er et besøg værd, alene for at se bygningen bør du kigge forbi. Her i biografen kan du ikke se den seneste blockbuster fra Hollywood, men stedet har altid en overraskelse i ærmet. Obskure, sjove og interessante film. Visningerne er gratis, underteksterne er på engelsk, sæderne er dybe og bløde og salen er som taget ud af en Quentin Tarantino-film.

Pristinas sidste vidnesbyrd om osmannernes tilstedeværelse fra midten af 1400-tallet op til 1912, finder man i den gamle bydel med bazaren i midten. Her ligger små moskeer med høje tynde minareter og du kan købe friske grøntsager fra oplandet. Det siges at Pristina er en af de byer i verden med flest caféer per indbygger og de hyggeliste og mest autentiske finder man nær bazaren. Det ene lille lokale efter det andet, hvor de ældre mænd sidder og får sig en thé eller kaffe, spiller skak og kigger på de forbipasserende. En kop kaffe koster mellem 50 cent og en euro og det smager langt bedre end hvad du må give en formue for i København.

Ude foran en af disse små caféer, sidder Blemir med thé i et højt glas og ruller en cigaret med det friskskårne tobak han netop har købt af en lokal tobaksbonde. Han har boet i London i 25 år, men er vendt tilbage til Kosovo for fem år siden. Han savnede sit fædreland og den atmosfære her er. “ Jeg blev træt af London. Alle havde så travlt hele tiden og man var ensom midt i mylderet. Jeg er glad for at være tilbage og det er virkeligt rart at man tager tingene med ro her. ”.

Snakken falder derefter på byens seværdigheder. Fra 1945 og op til opløsningen i 90’erne, var Kosovo en del af det socialistiske Jugoslavien. Det er ikke til at tage fejl af i bybilledet. Det er spektakulære betonbyggerier, der for alvor fanger opmærksomheden. Mange af dem deler vandene, men især byens hovedbibliotek er en smagssag. Bygningen er fra 1982 og ifølge arkitekten bag skulle stilen være en foreningen af byzantinsk og islamisk arkitektur i en moderne tid. Det ligner en bikube bestående af firkanter og lyse kupler, med et net rundt om. Blemir er en af dem der holder af biblioteket der er blevet et vartegn for hans hjemby: “ Jeg kan godt lide de gamle jugoslaviske bygninger. Det er vores fortid. Vores historie. Biblioteket er helt specielt. Det er både grimt og smukt på samme tid. Rygtet vil vide at den jugoslaviske politiker der klippede det røde bånd ved åbningen sagde at det bliver flot, når stilladset bliver pillet ned. Det er nettet han mente.” .

Pristinas nye vartegn står midt i byen og består af syv bogstaver, der danner ordet NEWBORN. Det typografiske værk har stået der siden 17. februar 2008, Kosovos første dag som selvstændig nation og hvert år males det om af nye kunstnere. Nu har NEWBORN-monumentet stået på pladsen i 11 år, men Kosovo er stadigvæk kun anerkendt af 118 ud af FNs 193 medlemsstater. Fire EU lande anser heller ikke Kosovo som suveræn stat og Serbien kæmper stadigvæk imod kosovarernes selvstændighed. Netop historiens skyggeside spøger overfor NEWBORN-monumentet. Heroinat Memorial består af 20.000 lange søm der danner et alvorsfuldt kvindeansigt. Hvert eneste søm repræsenterer en kvinde der blev voldtaget under krigen i slutningen af 90’erne.

Mitrovica

Etniciteten hænger uden på tøjet i Kosovo og byen Mitrovica er det sted hvor det er tydeligst. Byen er opdelt af floden Ibar, hvor broen New Bridge forbinder de to bydele. I den sydlige del lever primært kosovo-albanere og det kan ses på de mange albanske flag og halskæderne med den albanske ørn med de to hoveder. I den nordlige del lever det kosovo-serbiske mindretal. Hos dem ser man plakater med Putin på, serbiske flag og nummerplader og de betaler ikke med euro men med serbiske dinarer. Mange af indbyggerne i den nordlige bydel anser ikke Kosovo som et land, men lever videre i det de mener er Serbien. Byen led heftigt under borgerkrigen i slutningen af 1990’erne, men i dag er det en rolig by hvor man som besøgende kan få en my af forståelse for befolkningens forskelligheden blot ved at krydse en bro. Det var også her der blandt andet var danske udsendte under NATO da freden skulle bygges op efter krigen. Byen har rødder i middelalderen og er en af de ældste byer i landet.

Mitrovica har bestemt også sine seværdigheder. Byens sydlige del er størst. Her finder du en søvnig gågade med de obligatoriske tøjbutikker, men også minimalistiske kaffehuse og så naturligvis den smukke moské Isa Beg på 2500 kvadratmeter, med de mange små kupler og to minareter der strækker sine 48 meter op imod himlen. I byens sydlige del finder man ikke moskeer, men derimod den serbisk-ortodokse kirke St. Demetrius, der ligger med en henrivende udsigt over den delte by mellem bakker og bjerge. Skal man op og besøge den skal man slange sig opad gennem byen og efter at kig på kirken, bør man fortsætte opad. Øverst oppe troner et monument fra Jugoslavien-tiden, der hylder minearbejderne der døde som partisanere under 2. verdenskrig. En grotesk og majestætisk betonfigur bestående af to søjler og et kar. Men udsigten oppe fra bakketoppen er eminent og bjergtagende.

Prizren

Kosovos perle, Prizren, ligger sydvest for hovedstaden, ned imod Albanien og Nordmakedonien. Cirka halvanden times bustur fra Pristina. En historisk og smuk by, der ikke blev hærget af krigen og derfor stadigvæk kan byde på snørklede gader og smukke gamle moskeer. Her kan man stadigvæk fornemme resterne af Det Osmanniske Rige, når man snuser byen til sig. Over byen troner det gamle Kaljaja-fort, som man gratis kan besøge og deroppefra ligger byen fladt som et landkort delt op af en flod. Udsigten stopper brat ved et bjerg. Det kan varmt anbefales at time besøget, så man får enten solnedgangen eller solopgangens stråler over byen med. Heroppefra er det let at overskue, hvor mange andre steder i byen der også skal besøges. Moskeen Sinan Pasha er ikke til at komme udenom. Den ligger på hovedgaden i den gamle bydel og det har den gjort siden 1615. Moskeen er ikke ret stor, men bederummet er smukt. Vægmalerierne står klart og tydeligt og udsmykningen og kalligrafien i loftet er velholdt og nydeligt. Minareten er 431⁄2 meter høj, så det er let at finde den fine moske. Både i gårdhaven og på den anden side af gaden, ligger der små hyggelige cafeer, der serverer både tyrkisk kaffe, americano, café latte og hvad du ellers trænger til, til meget overkommelige priser. Rinor arbejder på en af disse caféer overfor Sinan Pasha og han er glad for sit job: “ Jeg kan ikke klage. Se lige den udsigt ”. Han peger på den gamle moske og videre op på Kaljaja-fortet. “ Min arbejdsplads er midt i historien. Mit lands historie. Jeg bliver mindet om det hver eneste dag.” . Rinor er tydeligvis stolt af hans unge fædreland og han er ikke den eneste. “ Jeg får mest besøg af folk fra resten af Kosovo her på caféen. Ellers kommer der folk fra Albanian, Tyrkiet og Malaysia . Nu kan jeg også sige der har været en dansker. ”, siger han smilende og stiller en dampende varm tyrkisk kaffe på bordet.De næste par timer kan bruges på at slentre rundt i den gamle bydel, også kendt som Shaderdvan, smage ristede nødder, mærke det lokaltproducerede læder og se de unge lokale sende blikke til hinanden på den gamle stenbro over floden. Kirken ved navn Our Lady of Ljeviš, er også et besøg værd og det er tydeligt at der altid har været større plads til de etniske og religiøse uenigheder i Prizren, end mange andre steder i Kosovos nyere historie.