Kampen for Ukraine og gehøret for friheden

Af Peter Tudvad

Debat: Cand.scient.pol. Frederik Christensen har skrevet en glimrende artikel i netmediet Eftertryk, nemlig om den danske debat – eller mangel på samme – om vores forhold til Ukraine-krigen (https://www.eftertrykket.dk/2024/12/02/14413/). Hvad han entydigt dokumenterer, er, at vi i modsætning til det nordamerikanske topartisystem trods vores fulde dusin af partier på tinge har en rørende, ja, hartad ubegribelig konsensus om, hvad vi skal gøre: ubetinget støtte Ukraines frihedskamp mod det imperialistiske Rusland. Det kan man jo godt være enig i, altså i at vi skal støtte ukrainernes heroiske (men muligvis udsigtsløse) kamp for at genvinde de besatte områder (herunder Krim), selvom man ikke desto mindre savner liberalismens højt besungne pluralitet, non-konformitet og netop non-konsensus. Del jer efter anskuelser!

I begyndelsen af krigen skrev jeg selv en del kritisk om det vestlige medansvar for den situation, der syntes at have motiveret den russiske invasion. Jeg havde og har absolut ingen sympati for Putin og den russiske aggression, anerkender på ingen måde hans syrede fortælling om, at Ukraine ikke er et rigtigt land, men kun noget i sig selv inden for moder Rusland, hvis øverste vægter han er; men ikke desto mindre blev jeg gerne udskældt som en apologet for den russiske invasion. I lang tid har jeg derfor ikke orket at blande mig i debatten, ikke bare af ærgrelse over de idelige udskældninger, men også bevæget af, at jeg ikke rigtig syntes, jeg blev klogere på, hvad vi, hvad man burde foretage sig for at skaffe fred i Ukraine. Dog havde og har jeg fremdeles en spontan fristelse til at abonnere på afdøde Henry Kissingers opfattelse af, at når vi selv har bidraget unødigt til den krig, der nu er en realitet, er vi også pinedød forpligtet til at hjælpe de arme ukrainere alt det, vi kan – militært.

Mht. krigens forudsætninger er der en faktor, jeg i mellemtiden mener, at jeg i sin tid komplet undervurderede: den russiske imperialisme. Jeg tror ikke længere på, at det umiddelbare motiv til at invadere Ukraine var russiske sikkerhedsinteresser eller oprigtig angst for Nato. I stedet tror jeg, at Putin omtrent er inkarnationen af den imperialisme, der historisk har været en fast bestanddel af Rusland, som per se ér et imperium. Vi kan nok så meget snakke om amerikansk imperialisme, men hvis vi ikke ser den langt mere åbenbare russiske, er vi ideologisk forblændede – af antiamerikanisme (nej, jeg kan heller ikke lide den amerikanske dominans – militært, økonomisk, kulturelt). I øvrigt skylder jeg en af mine venligere stemte kritikere tak for at have gjort mig opmærksom på den amerikanske historiker Timothy Snyders fremragende forelæsningsrække på Yale, “The making of modern Ukraine”, der kvit og frit for alle 23 forelæsningers vedkommende kan ses på youtube, da Snyder umisforståeligt gør rede for netop den russiske imperialisme – men vel at mærke uden at forklejne den vestlige, tværtimod.

En sidste ting handler om frihed. Jeg noterer mig nemlig i Christensens artikel, at snart sagt enhver tale om frihed sorteres under en ideologisk liberalisme. Og den slags bør man jo være skeptisk overfor, ligegyldigt om man er konservativ eller socialist, ikke sandt? Men hvad er denne verden værd uden frihed, har jeg lyst til ganske ligefremt og naivt at spørge? Hvorfor er friheden i store del af også vores egen, vestlige verden blevet så devalueret? Jeg læser aktuelt den østtyske historiker Ilko-Sascha Kowalczuks seneste bog, “Freiheitsschock. Eine andere Geschichte Ostdeutschlands von 1989 bis heute”, hvori han, der ellers ikke ligefrem har været positiv i sin bedømmelse af den tyske genforening i 1990 (jf. hans glimrende opus “Die Übernahme: Wie Ostdeutschland Teil der Bundesrepublik wurde”), beklager, at man synes komplet at have glemt eller totalt misforstået, hvad politisk frihed er, altså netop den ‘værdi’, østtyskerne tilkæmpede sig under den fredelige revolution i 1989. Nej, friheden er ikke bekvem, og ja, friheden kan misbruges og forfalde til en fad politisk propagandaløgn, men hvad er vi uden frihed, friheden til at gestalte vores liv og vores samfund, som vi vil og kan enes om, uden friheden til at ytre os, som vi vil, uden friheden til at rejse hvorhen, vi vil? Har vi helt og aldeles mistet gehøret for friheden, mistet interessen for selv at bestemme over vores liv, mistet respekten for dem, der kæmper for den, for friheden – fordi vi klogt mener bag den at øjne gedulgte interesser, vi ikke deler? Da stander vi i sandhed i våde …