Kaczynski runder de 75, er “still going strong”

Formand for Lov og Retfærdighedspartiet Jaroslaw Kazcynski Foto: Piotr Drabi

Polen: Tirsdag runder Jaroslaw Kaczynski 75 år. Han har været aktiv i polsk politik siden 1989.  Han er stadig formand for Lov og Retfærdighedspartiet (PiS). Havde PiS genvundet regeringsmagten i Polen sidste år havde han formentlig forladt formandsposten, men efter valgnederlaget besluttede han sig for at blive for at undgå splittelse og ødelæggende magtkampe i sit parti. Hans ord er lov, ingen i partiet tør udfordre ham.

Forude, i 2025, venter et meget vigtigt præsidentvalg. Ganske som Donald Tusk og regeringspartierne skal Kaczynski og Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) inden så længe vælge spidskandidat. Valget er ikke let. Skal der satses på en gammel kending eller på et “frisk ansigt”, en yngre kandidat? Kaczynski har vakt opsigt med en udtalelse gående på, at det ikke går an at opstille tidligere ministerpræsident Beata Szydlo. Hun er velegnet, siger han, men det går ikke an med en kvinde på præsidentposten posten, så længe der er krig i Ukraine og på sigt måske krig med Rusland. Den udtalelse truer ikke hans position som enehersker, men gavner næppe på valgdagen.

I meningsmålingerne figurerer tidligere ministerpræsident Mateusz Morawiecki som præsidentkandidat, men det er, mener flere valgeksperter, ikke udelukket at valget i sidste ende falder på en yngre person. Morawiecki vil i egenskab af tidligere ministerpræsident være forbundet med valgnederlaget. Flere navne er i spil. Hvem det bliver, det bestemmer Kaczynski. Søren.Riishøj

Polen har et semipræsidentialt system. Et veto.fra præsidenten kan kun kun omgås af et flertal på 60 pct. i parlamentet. Derfor satser Kaczynski stærkt på at få en “Duda 2.0” på posten. Den nuværende, men afgående præsident Andrzej Duda har blokeret flere love fra Tusk-regeringen. Får vi en “Duda-2” kan det meget vel forkorte regeringens liv. Ved valget til Europa-Parlamentet forrige weekend blev Borgerkoalitionen (KO) største parti med 37.06 pct. af stemmerne bag sig, skarpt forfulgt af Lov og Retfærdighedspartiet (PiS) med 36.16 pct. Problemet for regeringen er, at regeringspartiet “Tredie Vej” gik markant tilbage. Valgeksperter vurderer, at partiet måske går i opløsning. Det kan også kunne forkorte Tusk-regeringens levetid.

Share This