Hvad Tyskland vil, må give uro i København
Wolfgang Schäuble. Foto: ireas/Wikimedia Commons
Af Uffe Gardel
Blog. Forleden spillede de tyske og franske udenrigsministre ud med deres tanker om EU efter Brexit: Mere politisk union, men ikke nødvendigvis for alle lande. .I weekenden har finansminister Wolfgang Schäuble uddybet. Berlingske tolkede Schäuble sådan, at det han sagde måtte Lars Løkke da blive glad for, for det var noget med en slankere EU-Kommission, og sådan
Nix. Det er slet, slet ikke dér, tingene bevæger sig hen. I Danmark har vi bare en tilbøjelighed til at læse alting ind i en dansk sammenhæng; vi tror at andre lande er optaget af de samme diskussioner som os. Det er det ikke altid. I interviewet søndag i die Welt er Schäuble konkret og foreslår en række ting, som fint flugter udenrigsministrenes udspil:
– Der skal være “en europæisk asylret” (det er nok noget med obligatoriske flygtningekvoter)
– aftalen med Tyrkiet er fin; vi skal have lignende aftaler med fx Ægypten
– energiunionen skal gennemføres
– gerne Europa i flere hastigheder. Hvis ikke alle 27 lande vil være med, så går nogle af os foran
– hvis ikke Kommissionen tager initiativet, så er der nogle regeringer som tager det og går uden om Kommissionen
– ingen reform af EU’s institutioner nu; det tager for lang tid
– der skal ikke føres kompetencer tilbage til medlemslandene
– budgetreglerne skal overholdes
Det er ikke et nyt synspunkt. Allerede i januar 2011 talte Schäuble for såkaldte intergouvernementale eller mellemstatslige løsninger – samarbejde uden om EU, direkte mellem regeringerne – når det gjaldt økonomi- og finanspolitik; det blev til eurolandenes krisesamarbejde. Nu vil Tyskland gå videre på andre politikområder. I Tyskland er man nemlig for længst kommet videre end den danske diskussion, hvor vi stadig tror at EU vil æde nationalstaterne; Tyskland har det fint med mellemstatslige løsninger., for nationalstaterne fungerer jo faktisk. Det er en pragmatisk og ikke en superføderalistisk løsning. Men den er ikke god for Danmark.
For toget kører videre, men bare uden os. Vi kan så koble os på de områder hvor vi gerne vil være med – og hvor vi får lov af Dansk Folkeparti. Men her vil vi stå svagere end før, for et lille land har større indflydelse via EU end i mellemstatslige forhandlinger; på det intergouvernementale områder er det grundlæggende de store lande som taler sig til rette, og vi andre kan få lov at slutte os til. Det kommer Danmark til at opdage de kommende år.