Hjulene går i stå i Polen
Polen: Gasprisen er gået igennem lydmuren for alle andre end private forbrugere, som på grund af regeringens godgørenhed ikke får højere gaspriser i 2022, og regeringen taler i øjeblikket om at udvide dette til at omfatte 2023. Men erhvervslivet betaler markedsprisen, og det gør ondt.
En af Europas største producenter af keramiske fliser, virksomheden Cerrad fra den polske by Starachowice har netop meddelt, at de indskrænker produktionen og afskediger 350 medarbejdere. Det samme sker i andre brancher, blandt andet har Polens største producent af CO2 meddelt, at de indstiller produktionen. Dette har givet genlyd i andre brancher, og Carlsberg, som ejer en række ølmærker i Polen, har meddelt, at man i givet fald må indstille ølproduktionen.
CO2 anvendes også til pakning af mælke- og kødprodukter, indenfor svineslagterierne samt en masse andre varer i supermarkederne, og generelt lyder meldingen, at man har CO2 til en eller to ugers produktion; derefter er det slut. Foreløbig har regeringen ikke meldt ud, om den påtænker nogen tiltag, men situationen lyder alvorlig, og man vil næppe tillade, at der kommer til at mangle øl – men det bliver næppe noget, som hjælper med at bremse den galopperende inflation. Michael.hardenfelt